Hvide vægge

Det er ikke sjovt. Men det er intenst. Johnny Frederiksens debutdigte Hvide vægge sætter et møde i tid og rum i scene mellem to mennesker. De befinder sig som regel i det samme rum, rent fysisk, men også når de ikke gør det, føles det sådan.

Digtene veksler mellem prosadigte og lyriske forløb. De fleste af digtene er i du-form, skrevet til den kvinde, som synes indenfor rækkevidde og alligevel har noget dybt uopnåeligt, som forfatterjeget i bogen rækker ud efter.  Men rummet fyldes langsomt af smerte, af fravær, af erindring, af savn, af påstanden om krop, men ikke følelsen. Med andre ord af al den anstrengelse og udmattelse, som tilværelsen består af, når man oplever det som om man er omgivet af hvide vægge.