Uddrag af kapitel 1 i "Kamp til stregen"

"Pis. Pis. Pis. Piiiiiiiis. Hvor er mine nøgler?" Uret i den smalle gang fortæller mig, at jeg har 52 minutter til at klare en køretur, der tager 68 minutter, hvis jeg ikke vil komme for sent til festen. Jeg kigger en gang til i min taske, men nøglerne er der ikke. Jeg søger flere steder. Kommoden? Nej. Badeværelset? Der har jeg lige kigget. Køkkenet? Måske Jeg skal til at dreje om på hælen, da jeg hører en klirren af metal bag mig.

"Er det dem her, du leder efter?" Foragten snører min hals sammen, mens jeg vender mig og går ind i en stue, der er så lille, at de fem gamle møbler to borde, en sladresofa, en sofa og en enkelt stol — der står derinde, er proppet sammen som sardiner i en dåse. Den magre mand i sofaen dingler mine nøgler i luften. Da jeg sukker irriteret, griner han og skubber dem under den joggingbuksbeklædte røv.

"Kom og hent dem." Frustreret lader jeg en hånd køre ned over mit glattede hår, inden jeg skrider hen over gulvet hen mod min stedfar. "Giv mig mine nøgler," forlanger jeg. Ray ser lystent på mig. "For fanden, hvor ser du godt ud i aften. Du er virkelig blevet en babe, Rina. Vi burde gøre noget ved det, du og jeg."

Jeg ignorerer den benede hånd, der falder ned mod hans skød. Jeg har aldrig mødt en mand, der var så desperat efter at røre ved sit eget vedhæng. Han får Homer Simpson til at ligne en gentleman. "Der er ikke noget du og jeg. Så lad være med at se sådan på mig, og lad være med at kalde mig Rina." Ray er den eneste, der kalder mig det, og jeg fucking hader det.

"Og giv mig så de nøgler."

"Jeg har jo sagt, at du må komme og hente dem.”

Jeg bider tænderne sammen og stikker min hånd inde under hans knoglede røv og roder rundt efter mine nøgler. Ray grynter og vrider sig som den klamme lort, han er, til min hånd rører ved metallet. Jeg trækker nøglerne fri og vender mig mod døren. "Hvad er problemet?" håner han. "Vi er jo ikke ligefrem i familie, så det er ikke incest."

Jeg stopper op og bruger 30 sekunder af min dyrebare tid på at stirre vantro på ham. "Du er min stedfar. Du har giftet dig med min mor. Og . ' Jeg synker den galde, der stiger op i min hals, "og nu du går i seng med Bedste. Så det handler ikke om, hvorvidt du og jeg er i familie. Det handler om, at du er den klammeste person på planeten, og at du burde sidde fængsel."

De nøddebrune øjne bliver mørkere. "Var din mund, unge dame, ellers risikerer du at komme hjem til en låst dør en af dagene." Nå. "Jeg betaler en tredjedel af huslejen," minder jeg ham om. "Nå, men du burde måske betale mere.' Han vender sig igen mod fjernsynet, og jeg bruger endnu 30 dyrebare sekunder på at drømme om at knalde ham én i hovedet med min taske. Det er det hele værd.

Ude i køkkenet sidder Bedste og ryger en smøg, mens hun læser i People. "Har du set det her?" udbryder hun. "Kim K er nøgen igen." 'Godt for hende." Jeg snupper min jakke, der hænger over en stoleryg, og går mod køkkendøren. Jeg har erfaring for, at det er sikrere at forlade huset ad bagdøren. Der står som regel en del ungdomskriminelle typer og hænger foran verandaerne ved de smalle byhuse i vores knapt så fashionable gade i den alt andet end fashionable del af Southie. Desuden er carporten også bag huset.
"Jeg har hørt, at Rachel Berkovich er blevet bollet tyk," bemærker Bedste. "Hun skulle have haft en abort, men det er vist imod deres religion.' Jeg bider tænderne sammen og vender mig og ser på min mormor. Som sædvanligt har hun sin lasede morgenkåbe og lodne lyserøde tøfler på, men det affarvede blonde hår er perfekt touperet, og makeuppen sidder perfekt, selvom hun sjældent går nogen steder. "Hun er jødisk, Bedste. Jeg tror ikke, det er mod hendes religion, men hvis det er, så er det hendes egen beslutning.'

"Hun er sikkert bare ude efter de der ekstra fødevarekuponer," konkluderer Bedste og puster røg i min retning. Pis. Jeg håber ikke, jeg lugter som et askebæger, når jeg når frem til Hastings. "Det tror jeg nu ikke er grunden til, at hun beholder sit barn." Jeg står med den ene hånd på dørhåndtaget og flytter uroligt på fødderne, mens jeg venter på en mulighed for at sige farvel til Bedste.

"Din mor overvejede at få en abort, da hun ventede dig.' Og der var den søreme. "Okay, så er det nok," mumler jeg. "Jeg tager til Hastings. Jeg er hjemme engang i aften." Hun løfter straks hovedet fra bladet og kniber øjnene sammen, mens hun betragter min sorte striknederdel, kortærmede sweater med den dybe udskæring og de høje hæle. Jeg kan se ordene tage form i hendes hoved, allerede inden de kommer ud af hendes mund.

"Du ser fisefornem ud. Skal du ud til dit fancy college? Har du måske timer en lørdag aften?"

"Jeg skal til et cocktailparty," svarer jeg modstræbende. "Uhhh, cocktail, shocktail. Jeg håber ikke, dine læber sprækker af alt det røvslikkeri."

"Ih tak, Bedste." Jeg rykker døren op og tvinger mig selv til at tilføje: "Elsker dig."

"Elsker også dig, skattepige."

Hun elsker mig helt sikkert, men nogle gange er den kærlighed så anløben, at jeg ikke ved, om den er til skade eller til hjælp for mig. Jeg får hverken taget køreturen til Hastings på 52 eller 68 minutter. I stedet tager det mig hele halvanden time, fordi vejene er så åndssvagt dårlige. Det tager yderligere fem minutter at finde en parkeringsplads, og da jeg endelig når frem til Professor Gibsons hus, er jeg lige så spændt som en klaverstreng og cirka lige så skrøbelig.

"Hej, mr. Gibson. Jeg er virkelig ked af, at jeg kommer så sent," siger jeg til den bebrillede mand i døren. Professor Gibsons mand smiler blidt til mig.
”Det gør ikke noget, Sabrina. Det er et frygteligt vejr. Lad mig tage din frakke." Han rækker hånden frem og venter tålmodigt, mens jeg kæmper mig ud af min uldjakke. Professor Gibson kommer ud, mens hendes mand hænger min billige frakke ind mellem alle de dyre i garderoben. Den ser lige så malplaceret ud, som jeg gør. Jeg skubber følelsen af utilstrækkelighed fra mig og plastrer et stort smil på.

Alle bøger om Sex