Starten på kapitel 1 i 'En uskyldig familie'

Huset på Strandvejen var bygget i schweizerstil, og den eneste grund til, at Jytte og Holger havde råd til at købe det, var, at det krævede en gennemgribende renovering. Allerede den dag, de flyttede ind, blev de bemærket. Hverken fru Nielsen eller fru Schnell fik tilfredsstillet deres nysgerrighed blot ved at kigge ud gennem vinduet, og derfor gik de ud på fortovet, på vejen, de iklædte deres provinsielle nysgerrighed velkomstgaver, en hurtigt ompottet plante, lidt i hast sammenskrabede småkager. De bankede på døren og sagde:

Hvor er det godt med nogle unge mennesker! Bagefter strakte fru Nielsen ryggen og gned sin lænd, fru Schnell hostede salvelsesfuldt og overvejede med sin samlede hjernekapacitet, om de to mennesker, hun lige havde set i døren ind til en misligholdt, men dog respektabel strandvejsvilla et stenkast fra Svendborgsund, mon var det, man kunne kalde hippier? De så mærkelige ud. Hun havde haft et tørklæde om hovedet, han havde langt hår. Den mørke vinternat, da de havde mødt hinanden i Ollerup, havde de danset til liveoptagelserne fra Woodstock, de havde imiteret en festivalstemme, der sagde: And if you're too tired to chew pass it on.

De havde nikket indforstået ved tanken om det biodynamiske landbrug, hvis indvielse de var med til at fejre: De havde nulret hash i hænderne, kysset hinanden på en beruset måde og viet deres liv til verdensfreden. Det varede ikke længe, før deres to første børn, Frederik og Lene, myldrede ind og ud af de fine tæppebelagte stuer hos fru Nielsen, det varede ikke længe, før de spiste hjemmelavet karamel og bagte kræmmerhuse hos fru Schnell, før de artigt sad i sofaen og åndeløst stirrede på de malerier, der med deres tilriggede tremastere og alvorlige mænd med bakkenbarter lignede vidnesbyrd fra en anden og mere magisk verden.

Det varede heller ikke længe, før Jytte var en fast gæst i de borgerlige stuer. Enten ledte hun efter nogen, der kunne hjælpe hende med indkøb og børnepasning og lettere vedligeholdelse, eller også flød hun over med al den hjælp og forståelse, hun gerne ville give til sine naboer og medsøstre. Mere end én gang troppede hun op med klidboller og farvede krystaller, hun havde købt hos en marskandiser, og som lyste så smukt, når man hængte dem i vinduet.

Det var vel dét, der var typisk Jytte: at hun så gerne ville ophæve den ensomhed, der mærker de fleste og følger os alle i døden. Og alle på Strandvejen mærkede det, kom til at holde af Jyttes facon. For det var også rigtigt, at man skulle komme hinanden ved, det var også rigtigt, at det var fjollet at føre regnskaber over, hvem der inviterede hinanden til selskab i små sirlige hæfter, bagtale hinanden på misundelige måder. Herregud, hvorfor ikke bare gå ud i solen og snakke? Jo, Jytte fik indført et mere uformelt, mere hjerteligt samvær på Strandvejen. Enkelte talte ligefrem om, at der udgik et særligt lys fra hendes hjerte. Andre mente dog, at det var noget pjat. Lys? Hun var jo ikke en engel….

Alle bøger om Danmark