Dengang i Lemvig

Elisabeth Møller Jensens ”familiehistorie” handler først og fremmest om hendes mor, Gudrun. Hun var en højtbegavet kvinde, charmerende, udadvendt, men også med et vanskeligt og lidenskabeligt sind, som hun fik sværere og sværere ved at styre. Allerede som ganske ung blev hun indlagt til psykiatrisk behandling, efter et passioneret forhold til en tysk soldat under krigen blev hun gift med den arbejdsomme og retsindige bagersvend, Tage, og med ham fik hun fire børn, hvoraf Elisabeth er det ældste.Det gik så som så med den bagerforretning i Lemvig, som Tage købte; det endte med at han gik fallit med den. Han fik arbejde på Cheminova, og samtidig blev det værre med Gudruns tilstand, som ikke blev bedre af, at hun udviklede et massivt medicin- og alkoholmisbrug. Det måtte nødvendigvis gå ud over både mand og børn, som med skræk og fortvivlelse var vidner til Gudruns deroute. Hun døde som 53årig, i 1975.Elisabeth Møller Jensen fortæller denne historie uden formildende omstændigheder, og den får ikke mindst sit stærke og autentiske præg af de citater fra breve og dagbøger, hvori moderen fortæller om sin tilstand, om sin angst, ikke mindst for at gøre sine børn fortræd, om sin kærlighed til sin mand og om sine vanskeligheder ved at leve det helt almindelige liv.