20% på alle engelske bøger 20% på alle engelske bøger Køb her

de

af

Du sparer 27% fra forlagets pris Du sparer 42% fra forlagets pris
de
  • Forlagets pris kr. 259,95
  • Leveringstid 1-3 hverdage
  • Forventet levering 29-05-2018
Køb til medlemspris og få altid fri fragt.
Prøv 14 dage gratis (herefter 79,-/md.).

Læs mere om Saxo Premium her.
  • Op til 70% rabat
  • Fri fragt
  • Stream 30.000 e- og lydbøger
  • Bog, hæftet (kr. 149,95) (kr. 189,95)
    1. Beskrivelse

      ”de” er Helle Helles intime portræt af en teenagepiges inderste tanker og sorg omkring sin mors sygdom. Betagende realistisk minimalisme fra når Helle Helle er bedst.

       

      Gennem en 16-årig piges perspektiv følger vi hverdagen i... Læs mere

      Udgivelsesdato:
      13-04-2018
      Leveringstid:
      1-3 hverdage
      Bedømmelse:
      (3)
    2. Yderligere info
      Udgivelsesdato:
      13-04-2018
      Sprog:
      Dansk
      ISBN13:
      9788763857628
      Sidetal:
      156
      Vægt:
      266
      Højde:
      14
      Bredde:
      144
      Længde:
      222
      Forlag:
      Rosinante
      Mærkat:
      Bog, hæftet
      Format:
      Hæftet
      Udgave:
      1
      Originalsprog:
      Dansk
      • Forlagets beskrivelse

        Mængden af indbo holdes naturligt nede, hendes mor kasserer med hård hånd, det er døde ting. Hun har en remse med alle adresserne, hendes mor holder sig for ørerne, tørklædet falder frem i panden. Det er rødt og blåt og hvidt. Det er fra Sans Souci, det overlever."de" er en skildring af et mor-datter-forhold. Det er en fortælling om sygdom og kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80'erne. Om sprog, der ikke slår til, men alligevel gør det.Pressen skriver:»Vi griner og griner, vi græder og græder. Ikke højlydt bralrende eller hulkende, men stille og intenst og nærmest samtidig. Sådan er det at læse Helle Helle..« – ****** Politiken»Højdepunkt for Helle Helle. Hendes mest triste og bedste bog til dato.« – Information»Helle Helles nye roman stråler af sproglig præcision og elegance. Aldrig er der blevet grinet så meget i en roman af Helle Helle samtidig med at det er den mest sorgfulde bog i forfatterskabet. Helle Helle overgår sig selv.« – Litteratursiden »Helle Helles minimalisme er ikke kedelig, den er knitrende mystisk. Og dog hverdagslig. Og dog insisterende smuk. En bog … som jeg har lyst til at læse forfra med det samme igen.« – Weekendavisen»Hver sætning er betydningsbærende, og man må give sig tid til at mærke stemningerne og læse detaljerne og deres indirekte karakteristikker og afsløringer af personerne og deres tanker.« – ***** Nordjyske Stiftstidende»Rummer alle de kvaliteter, forfatteren kendes for. « – Kristeligt Dagblad»de er en fortælling om alt det, hun har sammen med andre. Det er en roman om livet og dets vigtige nuancer. Og så er den nok engang en bog, som beviser, at Helle Helle kan og skal skrive endnu flere fortællinger, der gør os opmærksomme på værdierne i de små ting.« – Skive Folkeblad

      • Bibliotekernes beskrivelse

        Lolland i 1980'erne, med en 16-årig piges blik fortælles om hverdagen på gymnasiet og hjemme i lejligheden sammen med moren. Om alt det de kan dele, men også om morens sygdom og det, der ikke findes ord for.

    3. Anmeldelser
      • "Helle Helle er ikke en metervareforfatter der sprøjter bøger ud på samlebånd. I betragtning af at det i år (2018) er 25 år siden hun debuterede med romanen "Eksempel på liv", kunne man forvente en meget lang række titler fra hendes hånd, men da jeg ikke har på fornemmelsen at Helle Helle udgiver bare for at udgive, er der langt imellem hendes bøger. Som regel er de ventetiden værd, selv om jeg må indrømme, at jeg er blevet skuffet et par gange. Men ikke denne gang! Jeg tænker at Helle Helle med "de", er tilbage ved udgangspunktet. Ved det hun kan, og det hun gør allerbedst. Romanen der på overfladen ikke gør meget væsen af sig, beskrivende en ganske almindelig hverdag med meget få ord. Men i "de" er det tydeligt at der er gået 25 år siden debut'en. For selv om sætningerne stadig er ultrakorte og selv om de stort set kun beskriver det der sker på hver side af en given hændelse, så er det meget dybere denne gang. Jeg bryder mig ikke om at bruge ordet "sofistikeret" om hendes skrivestil, da det antyder en eller anden form for litterært snobberi, og det er ikke hvad jeg ønsker. Jeg kan bare ikke finde et bedre ord, for det er bare virkelig sofistikeret, gennemarbejdet og smukt. "de" er en skildring af et mor-datter-forhold. Det er en fortælling om sygdom og kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80'erne. Om sprog, der ikke slår til, men alligevel gør det. Det er et intimt portræt af en teenagepige og en beskrivelse af hendes sorg omkring sin mors sygdom. I 2011 udgav Helle Helle "Dette burde skrives i nutid". Denne gang gør hun det - skriver hun i nutid. Pigen, som bogen handler om, lever i nuet. Hendes mor lever i nuet. Hele bogen lever i nuet, og alt hvad der er sket tidligere, beskrives også i nutid. Sprogligt giver det ind imellem nogle mærkelige sætninger, men på grund af denne skævhed, kan Helle Helle lægge meget store fortællinger ind i dem, uden at sige ret meget. For det er det der er hendes styrke, at skrive store historier, stort set uden at bruge ord. Vi ved ikke med sikkerhed hvad der er gået forud for den tid vi får lov at følge pigen og hendes mor. Men det antydes at der ligger en splittet familie og en hel del flytninger bag parret, ligesom det mere end antydes at der kun er de to tilbage. Der er ikke noget familie eller en hel masse venner at læne sig op ad, når livet er svært og sygdommen banker på. Vi får heller ikke udpenslet tanker og følelser, men vi får små sætninger der hver især skubber til læseren, og derigennem får vi lov til selv at give personerne krop og sjæl. På den måde bliver de levende og troværdige, fordi jeg som læser i høj grad selv er med til at skabe dem. Det er ikke kun forfatterens personer. Det er mine. Selv om bogen kun er på 158 sider, tager det lang tid at læse den, fordi den kræver noget af sin læser. Gør dig selv den tjeneste at lade det tage den tid det tager. Og når du så er færdig, så bør du læse det første kapitel igen. Det løfter lige fortællingen et hak."

        Lars P
      • ""

        Helle S
      • "I 2014 udkom Helle Helles seneste roman Hvis det er, og i år er hun atter aktuel – med romanen de. Det er 25 år siden, debut(roman)en Eksempel på liv udkom, og bogen markerer derfor samtidig forfatterens jubilæum. Som altid er det med en stor forventningsglæde, man kaster sig over en ny udgivelse fra forfatteren med den stramme stil og det ordknappe sprog. I titlen skæres der på hellesk manér ind til benet – den består jo af blot ét ord, nemlig pronomenet ”de” (som vel at mærke skrives med små bogstaver). I de går den 16-årige unavngivne hovedperson i gymnasiet i begyndelsen af 80’erne; hendes unge alder til trods har hun påfaldende mange lighedstræk til fælles med forfatterskabets øvrige, ældre kvindeskikkelser. Hun besidder en charmerende blanding af barnlig naivitet og gammelkloghed (”Tænk at være seksten og have sådan et sprog,” som hendes mor på et tidspunkt siger til hende på et aftenskolekursus, hvor hun begynder at tale med en voksen stemme) og navigerer i et ungdomsliv fyldt med lektier, veninder, fester og kurtiserende drenge. Tilsyneladende trivialiteter tillægges den største betydning fra sidelinjen af livet. Nogle gange mere iagttager end deltager hun i det, der foregår for øjnene af hende. Ungdoms- og gymnasielivet er bogens ene handlingsspor; det andet og mere betydningsbærende skildrer hovedpersonens forhold til sin mor og deres hverdag sammen. De bor ovenpå en frisør, ”derfra stammer det ufrivillige etagehår,” som det hedder; og hendes mor har selv en forretning, hvor der sælges kosmetik og tøj. Deres forhold er fuld af latter, nærvær, ømhed og kærlighed. Mor og datter beskrives flere steder, som var de én person (heraf titlen de), her citeret fra begyndelsen: ”Stuen er malet efter en lysestage. Den er gammelrosa, men de tænder ikke lyset. De tænder det to gange, men så opdager de, at det soder. De befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen”. Men ”de”-konstellationen trues, da moren bliver alvorligt syg og indlægges på hospitalet. Hospitalsscenerne, hvor hovedpersonen besøger sin mor, er blandt bogens stærkeste og mest rørende. Netop fordi de viger udenom at tale om sygdommen, ja, sågar at nævne den ved navn, bliver det på en måde endnu mere sørgeligt. Fordi man fornemmer, der er en masse følelser, som der ikke bliver sat ord på. Hverken af mor eller datter. Det kommer der til gengæld fremragende litteratur ud af. Flere af navnene er absurde, komiske, på en måde man ikke er vant til hos Helle Helle: Tove Dunk, Hafni (mon det er en forkortelse af ”hafnium”, som betyder havn på latin og derved refererer til Rødbyhavn? I så fald er det en sjov detalje) og US. Jeg kom undervejs til at tænke på Line Knutzons skuespil, hvis karakterer ofte også bærer rundt på skæve og sjove navne. Navnekreativiteten – der givetvis er en mimen af ungdommens hang til øge-/kælenavne og forkortelser – er dog ikke det, der slår mig som værende det mest iøjnefaldende. Det er derimod dens brug af tempusformen nutid, der må være forfatterskabs mest radikale og mest konsekvente: Pånær enkelte brug af datid i dialogerne er hele romanen skrevet i nutid (og en anelse førnutid). Dette skaber nogle (ufrivilligt?) komiske, om end sprogligt lidt klodsede, sætninger såsom: “[Cyklen] punkterer i fjor, hun kører over et bræt”, ”Engang kører hun næsten til Karleby […]” og ”Lyset går i går”. Nogle steder skaber det forvirring om, hvad der er sket, og hvad der sker eller skal til at ske. For eksempel da hovedpersonen er på besøg hos en fyr ved navn Steffen: ”Inde på hans værelse hænger to sovjetiske plakater. Det er, fordi han har russisk, studieturen går til Moskva” – om Moskva-turen har fundet sted eller ej, er ikke til at vide; plakaterne kunne jo meget vel stamme netop derfra. Helle Helle vender i de tilbage til det stof, hun mestrer som ingen anden: nemlig sit eget. Som gennembrudsromanen og den (fortjent) kritikerroste Rødby-Puttgarden (2005), hvor forfatteren, der selv er opvokset i Rødby, for første gang skrev om det sted, hun kommer fra, foregår de også i Rødby (går man til bogen med en forventning om, at det er en efterfølger eller en toer, vil man dog blive slemt skuffet). Forfatterens kendskab til det sted, hun skriver om, kommer til udtryk i de troværdige miljø- og persontegninger. Bogens første kapitel hænger, som mange af Helles andre bøger, raffineret sammen med det sidste, men hvordan skal ikke afsløres her. God mening giver det dog at slutte anmeldelsen, som bogen starter, for måske nok engang at vække læserens nysgerrighed: ”Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje”. Nok er de indledende sætninger ved første øjekast mystiske, hvis ikke fuldkommen meningsløse, men de giver mening, når/hvis man (nær)læser bogen. Bogen peger flere steder bagud i forfatterskabet mod tidligere bøger, men den peger samtidig – med anvendelse af forskellige formgreb og sproglige virkemidler – frem mod de bøger, der skal komme. Den er dog ikke mere eksperimenterende, end at den stadig lyder umiskendeligt hellesk. Og heldigvis for det; det er nemlig ikke ment som en kritik, men en (stor) ros. "

        Michael F 35
      Log ind for at skrive en anmeldelse.

    Fandt du ikke hvad du søgte?

    Hvis denne bog ikke er noget for dig, kan du benytte kategorierne nedenfor til at finde andre titler. Klik på en kategori for at se lignende bøger.