De asociale

”Min far går med hænderne oppe. Han har lige fået lov til at tage nogle benklæder og en skjorte på. Han har ryggen til, så han når ikke at se mig, men jeg ser ham blive ført ud. Der var seks tyskere inde og hente ham.”

12-årige Bent Pedersen så sin far blive arresteret om morgenen den 26. oktober 1944. Få uger senere befandt den 36-årige søfyrbøder Ejnar Haakon Pedersen sig i koncentrationslejren Neuengamme. Han blev ikke arresteret for sit arbejde

i modstandsbevægelsen. Sammen med mindst 420 andre danske koncentrationslejrfanger blev han stemplet som ”asocial” eller ”vaneforbryder”.

Selv om de asociale udgjorde næsten 10 % af alle deporterede danskere, er de forblevet besættelsestidens stedbørn. Med denne bog fortælles deres historie for første gang. I modsætning til frihedskæmpere, politi-folk, jøder og kommunister, sikrede opholdet i koncentrationslejrene dem ikke oprejsning efter befrielsen. Tiden kaldte på helte og uforskyldte ofre. Betegnelserne ”asocial” og ”vaneforbryder” var hæftet på dem af nazisterne, men ordene hang ved, og kun få havde kræfter til at protestere.

De asociale og vaneforbryderne var et sammenskrab fra samfundets bund; en pærevælling af mordere, sortbørshandlere, småkriminelle og storsvindlere, drukkenbolte og hjemløse og ustraffede, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. I koncentrationslejrene blev de mødt med ringeagt og holdt borte fra de privilegier, de øvrige skandinaviske fanger fik i den sidste tid. Næsten hver tredje ”asociale” døde i kz-lejren. Ingen anden dansk fangegruppe havde så stor dødelighed. Efter krigen mødte de overlevende tavsheden. De asociale blev fortrængt i den fælles bevidsthed. De fik aldrig et mindesmærke. De havde svært ved at få erstatninger. Selv 30 år efter besættelsen vakte det stærke protester, da et folketingsforslag om hædersgaver uforvarende kom til at omfatte gruppen.