Danmarkskrøniken

Man ved stort set intet om klerken Saxo, som ærkebiskop Absalon opfordrede til at nedskrive historien om danskerne. Han færdiggjorde sin krønike i første årti af 1200-tallet, og han har dedikeret sit værk til Anders Sunessøn, idet Absalon var død i mellemtiden.

Saxos menneskeideal er den ubarmhjertige, ordholdende og storsindede kriger - krigeriske bedrifter går forud for alt. Overdådighed og liderlighed anser han for synder - enhver form for vellevned er ham imod. Men han er dog ikke helt ensidig - både Amlet, der sejrer ved hjælp af sin snuhed og forsigtighed, og Uffe, der er mere præget af klar fornuft end af vildt mod, omtales med begejstring.

I Saxos idÚverden er kongen centrum i samfundet, og idealet er en hersker, der er tapper, gavmild, hårdfør, veltalende og ordholdende. Selv om Saxo propaganderer for en stærk kongemagt, lader han sig ikke sætte i bås. Han var først og fremmest en digter, der skrev fædrelandets historie ud fra sine personlie anskuelser. Og det er en levende og farverig skildring af danskerne - startende med sagnkongerne og sluttende med Knud den Sjette - der nu har fået nyt liv i Helle Stangerups genfortælling.