Vi burde alle være feminister

Vi burde alle være feminister var oprindelig en TED talk fra 2012, den blev senere redigeret og udgivet i fysisk form. Jeg læste den for første gang tilbage i januar og jeg har nu læst den 3 gange i alt. Jeg læste den oprindelig som ebog, købte et fysisk eksemplar af den engelske version og for nylig sendte Gyldendal mig den danske version i forbindelse med udgivelsen af hendes andet essay; Brev til en forælder. Hvis i var i tvivl; jeg elsker Vi burde alle være feminister og jeg synes at alle burde læse den.

Første gang jeg læste bogen igennem kunne jeg ikke markere mine yndlingspassager og jeg skrev dem derfor ned i min notesbog undervejs. Jeg har sidenhen kigget i den flere gange og læst citaterne flere gange end jeg kan huske. Hvad Adichie siger og skriver er simpelthen så relevant og så rigtigt at det går hen og bliver helt uhyggeligt.
Hun snakker blandt andet om hvordan kønsroller bliver indlært hos børn i en meget tidlig alder, at vi snarere skal fokusere på evner og interesser frem for køn.

Det jeg er blevet meget ramt af er hvor negativt ladet et ord som ‘feminist’ er. Hun har, ligesom mange andre feminister, måtte udvide begrebet så det hedder ‘Lykkelig Afrikansk Feminist Som Ikke Hader Mænd’ og meget mere. Det er uhyggeligt at en term som feminist der i bund og grund bare er ligestilling mellem køn, skal gå hen og forvrides på en sådan måde at dem som er rigtige feminister skal lægge så meget til termen. Det var Leonora Christina Skov der først gjorde mig opmærksom på det og Adichie har, for mig, bare sat det endnu mere på spidsen.

Adichie har også været nødsaget til at forsvare sig selv som feminist – for hvorfor er hun ikke bare fortaler for menneskerettigheder. Adichies modsvar er, at hvis selvom feminisme er en del af de generelle menneskerettigheder, så er menneskerettigheder et vagt udtryk og man fornægter også kønsproblematikkerne hvis man vælger det begreb frem for feminisme.

Jeg kan ærlig talt ikke gøre det mere tydeligt end: læs den! Selvom feminisme ikke er nødvendigt på samme måde i Danmark som i Iran, Marokko, Palæstina elller endda USA så er det stadig mere end relevant læsestof. Jeg håber at det bliver obligatorisk læsning, for det er mere end vigtigt at være belyst om det, Adichie tager op i Vi burde alle være feminister. Noget af det bedste jeg har læst, ikke bare i år, men nogensinde.

*Eksemplar modtaget som gave fra forlaget. Anmeldelsen kan også læses på Frk. Litteratur (frklitteratur.dk)

Jeg har ikke læst mange feministiske tekster eller bøger. Jeg har egentlig aldrig rigtig gået op i feminisme, selvom jeg er en kvinde. Men inden for de seneste par, efter jeg kom i 20'erne var det som om, at et slør blev løftet fra mine øjne, og jeg kunne pludselig se alt det, jeg ikke kunne før. Og nu fylder feminisme meget for mig. Og jeg er så småt begyndt at læse lidt tekster. Jeg starter blødt ud. Og her er Chimamanda Ngozi Adichies lille essay helt perfekt. 

Der er ikke noget prætentiøst eller overdrevet over Adichies måde at skrive på, hvilket nok skyldes, at teksten egentlig startede ud som en tale. Men det er alligevel en informativ lille bog, som får tankerne til at køre. 
Mange af tankerne har jeg dog allerede selv haft: At den måde vi opdrager børn på, påvirker hvordan kvinder bliver behandlet, og hvordan de ser sig selv i det lange løb. Og det er problematisk. 

Adichie skriver også om kvinders skam. At kvinder gør sig mindre, for vi skal passe på de store, stærke mænds skrøbelige ego. Og det er virkelig noget jeg kan genkende fra mit eget liv. Adichie formår at røre noget i mig, selvom hendes beskrivelser mest går på kvinder i Afrika, og især Nigeria, og jeg sidder her i Danmark. Det får virkelig en til at tænke, at vi i Danmark bare ikke er så meget bedre end alle andre, som vi nogen gange går og tror. 

For problemerne er de samme, om det så er i Nigeria, USA eller Danmark. Og derfor burde vi alle være feminister.