Vejen mellem Elstir og Vinteuil

For Marcel Proust er kunstnerisk skaben først og fremmest litteratur, men den hviler i høj grad på billedkunsten og musikken. I På sporet af den tabte tid bruger han toner og farver til at komponere og farvelægge, og han anvender en fiktiv maler, Elstir, og en fiktiv komponist, Vinteuil, til at beskrive billedkunst og musik i den virkelige verden og til i det hele taget at tale om kunst. 

Men Proust lader også den ene kunstart beskrive den anden, og han blander indtryk fra billedkunst og musik helt ned i de mindste detaljer i en evig kalejdoskopisk leg med farve og lyd.  Det giver hele romanen en synæstetisk kvalitet, som ifølge denne bogs forfatter er helt enestående i litteraturhistorien. 

 Og Proust fornyer sproget: Sammensmeltningen af billede og lyd i uendelige samsansninger, og hans fiktive kompositioner repræsenterer for ham selve det at skrive, at skabe litteratur.  

Bogens opbygning med citater og referencer til mere end 350 værker gør den til en tro følgesvend under læsningen af På sporet af den tabte tid.