- Bliv medlem
-
Log ind
Du er ikke logget ind
Log ind Opret dig - Kurv
Du er ikke logget ind
Beskrivelse
I Valfarts pilgrimsfærd bevæger hovedpersonen sig fra metropolens mørke og op i lyset og dermed ind i den passionerede kunstneriske renfærdighed, der lægges op til i Antonius i Paris. Den unge ingeniør og violinist Silvio gennemlyses af Italiens varme sol og musens lutrende forsyn. Bruddet og afskeden, der er kendemærker i forfatterskabets lutring og selvstændiggørelse af Eros, effektueres med rejsen til Italien, hvor han kvitter sine sværmeriske livsløgne i skikkelse af den uopnåeligt skønne Célimène til fordel for den livsglade og ligefremme Clara, der med sin uselviske kærlighed sætter ham fri til at erobre sig selv og sit poetiske talent. I digtet „Ekbátana“ frasiger jeget sig begærets utålmodighed og sanselige opfyldelse til fordel for drømmen om det:Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,al Livets Vellyst – hvad var den da?Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømtved en kongelig Fest i Ekbátana.Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømten dybere Lykke, end nogen har tømt.Lad Syndflodens Vande mig bære herfra– jeg har levet en Dag i Ekbátana.Det bliver fremover alene erindringen om den sanselige hengivelses lystne illusionsverden, der drive