Underlige øjne, skæve og sminkede, desillusionerede ved aftenstide

Alireza Behnâm var i de første år efter årtusindeskiftet stærk involveret i et litterært opgør, der promoverede en nytænkning af opfattelsen af poesi i Iran. Opgøret var blevet fremprovokeret af et historisk magtskifte i den iranske litteratur, idet romanen i 90’erne endegyldigt overtog poesiens rolle som bærende litterær stemme for det kollektive narrativ i det iranske samfund. Denne udvikling, som havde været undervejs i flere årtier, gav den nye generation af digtere en mulighed for at lægge afstand til modernismen og meta-realismen, der ellers havde præget persisk poesi gennem den sidste del af det 20. århundrede; og derved skifte historiefortællingen ud med en slags særlig iransk post-modernistisk tilgang til sproget.  



Behnâms digte er et eksempel på den persiske poesis skift mod et mere eksperimenterende arbejde med sproget, som i Behnâms tilfælde præges af en slags kaotisk kvasi-surrealisme, hvor forskellige billeder skiftevis overlapper hinanden, mister sammenhæng, opløses og formeres. Tematisk diskuterer Behnâm både samtidig og historisk politik og dens konsekvenser, tragedien og uretfærdigheden ved krigene i Irans nabolande Irak og Afghanistan. Endvidere fremsættes en række kritiske spørgsmål der rettes direkte mod vestens indflydelse på det moderne Iran.