Sølvpapir

Sølvpapir er et poetisk ord for noget ikke særligt poetisk, – prøv bare at erstatte det med stanniol eller alufolie. Det er et ord, der har eksisteret siden 1800-tallet, men som har fået ganske ny betydning i nutidens sprogbrug. Især sammensat med -'hat', 'sølvpapirshat', vækker brugen af ordet stærke konnotationer.

Sølvpapir er ikke nogen politisk digtsamling, selvom den er smedet i ilden fra de sidste års krise. Den er eksistentiel, skrevet af nød, men også med et ønske om at sætte håbet først og fremmest. Den store inspirationskilde er Percy Bysshe Shelley og hans gennemgribende ideal om en 'revolutionær romantik', om at poesien må indarbejdes i alle dele af samfundslivet, lige fra de øverste led og ned til de underste.  På denne måde er Sølvpapir en idealistisk digtsamling, men det er også en samling, der taler gadens sprog. Et overordnet mål har været, at alle skal kunne læse den. For den er blevet til både i studerekammeret og til demoer ude i byen.            

Pak mig ikke ind

jeg vil gerne kunne

ånde

fri for asbest

for det lort

de kalder sundhed

slip mig løs i vinden

jeg er sorte tidselfrø

når først jeg er fløjet

kommer jeg aldrig

tilbage

ikke her tilbage

til det sted lige her

men måske derovre

hvor de ånder mere

frit

måske de har forstået

bevidsthedens runding

at verden er en kugle

rullet ind i sølvpapir