Social opdrift - social arv

""Social opdrift - social arv"" stiller på flere måder spørgsmål ved begrebet social arv. Bogen konkluderer blandt andet, at langt de fleste børn, der opvokser i en socialt belastet familie, bliver velfungerende voksne. Professionelle, der møder socialt belastede familier, har derfor et stort ansvar. Naturligvis skal der tages hånd om udsatte børn, men det kræver samtidig stor opmærksomhed at sørge for, at fokuseringen på den sociale arv ikke tager overhånd, så det bliver en selvopfyldende profeti.

""Social opdrift - social"" arv viser, hvordan forskningsresultater er blevet fremlagt på en måde, som har medvirket til at skabe en skæv opfattelse af, at forældrenes problemer er hovedårsag til børns sociale problemer. I selvstændige analyser vises, hvordan data, der normalt bruges som ""bevis"" for den sociale arvs betydning, tydeligt illustrerer, at det er en undtagelse, at børn får sociale problemer af samme sværhedsgrad som deres forældre.

På baggrund af en empirisk undersøgelse når forfatterne frem til, at begrebet social arv ikke giver bedre forklaring eller forståelse af sociale problemer og hverken er handlingsanvisende for socialpolitikerne eller for socialarbejderne. Synspunktet er derfor, at begrebet social arv - forstået som arv af sociale problemer - er en forkert og skadelig tankefigur i socialpolitik og socialt arbejde.

""Social opdrift - social arv"" er relevant for alle, der beskæftiger sig med socialpolitik og socialt arbejde. Den er desuden relevant for medarbejdere og studerende inden for den pædagogiske sektor og sundhedssektoren, hvor begrebet ifølge den empiriske undersøgelse også anvendes flittigt.