Sæt en vagtpost ud

Forfattere

• Harper Lee

Forlagets beskrivelse Femoghalvtreds år efter at Harper Lees eneste roman og udødelige klassiker ?Dræb ikke en sangfugl? udkom, kommer der nu endelig en toer. ?Sæt en vagtpost ud? foregår i midten af 1950?erne og 20 år efter ?Dræb ikke en sangfugl?.

Den nu 26 år gamle Scout (Jean Louise Finch) er vendt hjem fra New York, for at besøge faren Atticus i den lille by Maycomb, Alabama, hvor hun voksede op.
I en tid hvor racediskriminationen raser i USA, er Jean Louise tvunget til at kæmpe med politiske såvel som personlige problemer, idet hun forsøger at forstå sin fars holdning til samfundet og sine egne følelser omkring det sted, hun er født og opvokset.


?Dræb ikke en sangfugl? er solgt i over 40 millioner eksemplarer. Blev i 1961 tildelt Pulitzerprisen og er siden blevet en klassiker i amerikansk litteratur.

Bibliotekernes beskrivelse 26-årige Jean Louise er en selvstændig og uafhængig ung kvinde, der tager borgerrettigheder som en selvfølge og ikke tænker i racer. Men på en ferie i barndomsbyen i Alabama erfarer hun, at hendes nærmeste på visse områder tænker helt anderledes.

Uddrag fra bogen Siden Atlanta havde hun set ud ad vinduet i spisevognen med en næsten fysisk glæde. Mens hun drak sin morgenkaffe, betragtede hun Georgias sidste bakker fortone sig og den røde jord dukke frem med de fejede gårdspladser med bliktags-huse i midten og på gårdspladserne den evindelige jernurt kranset af hvidkalkede bildæk. Hun smilede bredt, da hun så den første fjernsynsantenne på taget af en sort families umalede hus i takt med at de blev flere, steg hendes glæde. 

Jean Louise Finch plejede at foretage denne rejse med fly, men hun havde besluttet at tage toget fra New York til Maycomb Junction på denne sm femte årlige hjemrejse. For det første havde hun været ved at dø af skræk, sidste gang hun fløj: Piloten havde bestemt sig for at flyve gennem en tornado. For det andet var hendes far nødt til at stå op klokken tre om morgenen, hvis hun fløj derned, køre 160 kilometer for at hente hende i Mobile og så gennemføre en hel arbejdsdag bagefter: Han var blevet tooghalvfjerds, og det var ikke længere rimeligt. 

Hun var glad for, at hun havde besluttet at tage toget. Togene havde forandret sig siden hendes barndom, og hun morede sig over alt det nye: En fed konduktørhånd kom til syne, når hun trykkede på en knap på væggen, på hendes befaling poppede en skinnende ren stålvaskekumme ud af en anden væg, og der var et wc, man kunne smække fødderne op på. Hun valgte ikke at føle sig intimideret af de mange stencilerede instrukser, der hang rundt omkring hendes kupé — en enkeltsovekupé, kaldte de det — men da hun var gået i seng aftenen før, var det lykkedes hende at få klemt sig selv fast mod væggen, fordi hun havde ignoreret påbuddet: "TRÆK DETTE HÅNDTAG NED OVER BESLAGENE" en situation konduktøren til hendes store forlegenhed kom og afhjalp; hun sov altid kun i pyamasskjorte.