Professionsfagenes krise

Lærere, pædagoger og sygeplejersker har et professionsfagligt kendetegn: retten til foretage professionsfaglige skøn.

 Men professionsfagene er ikke længere velafgrænsede grupper i statens moderniseringsproces. Bogen beskriver, hvordan denne krise udfoldes i Danmark, Sverige og England.

 Uddannelsesinstitutionerne og de faglige foreninger hviler på forestillinger om livslang faglig tilknytning. Men de er ude af trit i og med, at arbejdsmarkedet omlægges med tidsbegrænsede ansættelser og krav om livslang efter- og videreuddannelse.

 Statens personalepolitik har virket. Arbejdskraften er mobil, man rationaliserer, professionsfagene deles i kerne- og randarbejdskraft, og teams og handleplaner kompenserer for mindre stabilitet.

 Sammenstødene mellem det private og det offentlige, mellem manualer og faglige skøn peger dog også på, at diskursen kan ændres og den bevaringsværdige del af professionsfagene forsvares.

 Antologien er invitation til debat om udfordringerne i uddannelsessystemet og de praksisbaserede og forskningstilknyttede professionsfaglige uddannelser.