Palmes morder

 En sensommerdag i 2008 kørte to ordensbetjente ud til en mand lige syd for Stockholm. Hans bror havde kontaktet politiet, han var bekymret, fordi han ikke kunne få telefonisk kontakt til manden. Ingen svarede, da betjentene ringede på. Til sidst bankede de hårdt på døren, mens de råbte: – Luk op! Det er politiet! Straks efter hørtes et skud. Da betjentene kom ind i lejligheden, fandt de den 56-årige mand, død. Skudt med et håndvåben. Da der klart var tale om et selvmord, foretog politiet sig intet yderligere. Liget blev kørt bort og lejligheden tømtes senere.

I de seneste 10 år var manden – ikke at forveksle med Christer Pettersson – hovedmistænkt i sagen om mordet på statsminister Olof Palme. Men noget glippede, da han skød sig. At han var mistænkt for Palme-mordet, vidste kun en meget lille kreds af kriminalbetjente. Og næppe nogen blandt ordenspolitiet. Hans navn var hemmeligstemplet. Ingen alarmklokke ringede.

Tre år efter selvmordet og ca. et halvt år efter Paul Smiths anden Palme-bog Mordet på Olof Palme, blev præsenteret i Stockholm, februar 2010 ringede telefonen hos forfatteren Paul Smith i Aarhus. En stemme fra Sverige præsenterede sig. Vedkommende havde været med i efterforskningen af mordet på Olof Palme. Røsten fortsatte: ”Jeg er faldet over din bog om Palmemordet og kan kun sige, at den har jeg ventet på i mange år.”

De oplysninger der fremlægges i bogen skulle have været hemmeligstemplede og under alle omstændigheder ville hemmeligholdelsen samtidig have dækket over det svenske politis forkludring af et af det tyvende århundredes største mordgåder, Palmemordet. Nu fremlægges de her.