Knud Lavard

Knud Lavard (1096-1131) var ægte kongesøn efter Erik Ejegod og far til Valdemar den Store. Knud blev myrdet af sin fætter Magnus i Haraldsted Skov ved Ringsted, hvilket kastede det danske rige ud i en borgerkrig, der først endte, da Valdemar blev enekonge i 1151.

 

Knud var jarl af Slesvig og tog den tyske titel af hertug, men sit navn, Lavard – ’den, der giver brød’ – fik han af obodritterne, et vendisk folk i Holsten i det tyske rige, han først besejrede og siden blev hertug for. Knud var gift med Ingeborg, datter af storfyrst Mstislavl af Rusland, og var rigets ledende mand. Han var vokset op bl.a. hos Lothar, den senere tyske konge, hvor kulturen blomstrede, mens Danmark syntes at henligge i evigt gråvejr under hans farbror, den bagstræberiske kong Niels. Niels’ søn Magnus og hans sammensvorne frygtede, at Knuds folkelige popularitet ville få ham valgt til konge, hvorfor de lokkede ham i baghold. Men mordet på Knud gav bagslag og kostede både Niels og Magnus livet, og først da Valdemar, den søn, Knud aldrig selv nåede at opleve blive født, indtog tronen som enekonge 30 år senere, kom der fred i riget.