Glasfuglene

»Mor havde bare ben i et par gamle gulbrune lærredssko, hun havde ikke korselet på, så brysterne hang frit, og forklædet var mørkt af fedt hen over maven. Da hun kom hen imod mig i døråbningen, så jeg, at der piblede små svedperler ned ad hendes hals mod åbningen i bomuldsblusen, og jeg elskede hende uudholdeligt højt, om ikke andet så for de hårtjavser der havde løsnet sig fra knolden og faldt ned i nakken.«

Sådan ser Nancy sin mor i den trykkende sommermorgen, hvor alting tager sin begyndelse, hvor Doras brune kuffert af hårdtpresset pap står gemt inde under loftstrappen, og Stockholms-Charlie sover i slagbænken på loftet. Stilheden i det lille hus er lysegul og total, men alligevel kravler uroen hen over tapeterne som en tyndbenet edderkop. Der er et eller andet galt med den kuffert! Det fornemmer Nancy. Hvorfor er moderen ellers så bange?

Nancy er familiens iagttager og dommer. Lidt efter lidt bliver hun opmærksom på skyggerne i den elskede storesøster Doras liv. Hun ser familiens udsathed. Hun ser moderens kamp og faderens indadvendte sorg. Og vreden og kærligheden i hende vokser.

Elise Johanssons roman er med sit levende og dybt personlige sprog, og fortroligheden med den verden hun beskriver, en stærk og følelsesladet fortælling om en arbejderfamilie, hvis medlemmer ikke lader sig kue, hverken af fattigdom, sorg eller skam.