Død ved daggry

Jeg klatrer op ad tårnet og mærker suset, der altid rammer mig, når kun min styrke og behændighed kan drive mig videre og hindre den visse død. Kun foran udfordringer lever jeg rigtigt.                 Jeg elsker det.                 Jeg hader det, jeg skal til at gøre, men jeg har ikke noget valg.                 Hvis jeg ikke klarer opgaven, bliver det for alvor farligt. 

At være klatretyv er ikke den mest velvalgte profession, når man ikke kan lide at stjæle. Men Brant har ikke noget valg, og det er jo gået godt indtil videre, men nu skal Brant stjæle noget helt særligt, og det kan næsten ikke undgå at gå galt.