Den sydafrikanske vilde, 'hottentotten' i europæisk idéhistorie

Siden slutningen af 1400-tallet har de sydafrikanske indfødte været de fjerneste indfødte folk mod syd. Først i slutningen af 1700-tallet blev de suppleret med opdagelsen af de australske aboriginals. Denne placering af de sydafrikanske indfødte gjorde dem til genstand for en debat i Europa om, hvor grænsen til dyrene lå i Guds store skaberværk. Europæernes lave placering affødte ufattelige grusomheder mod de indfødte, og denne bog undersøger, hvilke ideer der lå bag og legitimerede udryddelsen af khoikhoi-folket, som i Vesten fik betegnelsen "hottentotter". Selvom der også forekom positive beskrivelser af de indfødte som ædle vilde, blev disse ofte afvist. Først efter Anden Verdenskrig blev khoisanfolk, også kendt som buskmænd, gjort ædle og brugt som model for vor egen tilværelse i stenalderen.

Den sydafrikanske vilde, er bind to i en trilogi, der begynder med bogen 'Den vilde' i europæisk idehistorie, og som afsluttes i 2024 med Den australske vilde, 'australnegeren' i europæisk idehistorie.

Ole Høiris er docent emeritus ved Afdelingen for Antropologi, Aarhus Universitet. Hans forskning har koncentreret sig om antropologiske teorier i fortid og nutid samt det billede af de indfødte verden over, der var en konsekvens af disse teorier. Dette er blandt andet blevet til en idehistorie om de fjerneste folk, som siden antikken pa forskellig vis har været kategoriseret som ikke bare geografisk fjernest, men også menneskeligt fjernest - som monstre, dyr, hedninge, sprog- og fornuftsløse, vilde, primitive og meget andet.