"Cutter" af Peter Solberg

Forord
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade oplever, at stadig flere unge søger hjælp hos os, fordi de skader sig selv. Selvskade er blevet et samfundsproblem, som vi bør tage alvorligt. Undersøgelser viser, at hver femte ung i 9. klasse og gymnasiet har skadet sig selv mindst en gang. Det gør de, fordi de har ondt i livet og vælger selvskaden som en måde at håndtere de svære følelser på. Derfor er det vigtigt, at der bliver sat fokus på de udfordringer, som unge oplever i dag. Og det gør denne bog på en medrivende måde.

Peter Solberg Dirksen har med bogen Cutter på en troværdig måde skildret en fortælling, som er med til at iscenesætte nogle af de udfordringer, vi ser mange unge kæmper med. Cutter har en vigtig stemme, der skal høres og læses. En del af overskuddet fra denne bog har forfatteren valgt, skal gå til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades rådgivning. Det er vi meget taknemmelige for. Vi rådgiver i dag dem, som skader sig selv, eller som har en spiseforstyrrelse, er søskende, kærester, forældre, bedsteforældre, skolelærere og andre, der bekymrer sig.

Som landsdækkende forening med syv lokale rådgivninger og mange forskellige landsdækkende rådgivningstilbud. når vi ud til alle kroge af Danmark. Læs mere på LMSOS.dk. Udover den nødvendige debat en bog som Cutter vil skabe, er dens støtte med til, at LMS kan hjælpe så mange mennesker som muligt og gøre opmærksom på problemet.

Til dig, kære læser rigtig god fornøjelse.

Og til dig, Peter, på vegne af Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade — LMS, tak fordi du tager emnet op og for støtten!

Anne Minor Christensen, formand i LMS
November 1989

Kapitel 1
Det første stræk efter Warnemünde var forstad. Halvhøje boligblokke og nedslidte industribygninger med uplejede arealer gled forbi vinduet. De havde kupéen for sig selv hele vejen. Det meste af tiden sad de tavse og anspændte. Kiggede ud af vinduet med tomme blikke. Marty med sin walkman ved sin side og sine hovedtelefoner på ørene og Christopher med sin gule finansavis i skødet. Uden at standse kørte toget forbi flere små lokalstationer med navne, ingen af dem kendte. Det gik langsomt her, og der var tid til at læse på murene. Leistungszeit ist Arbeitszeit stod der et sted. Bogstaverne var blege, som om de selv var usikre på budskabet.

"Det ser noget fattigt ud," sagde Marty.

"Den virkeliggjorte socialisme," svarede Christopher.

Han duftede af dyr aftershave. En duft, der fyldte rummet. "Hvad står VEB for?"

"Aner det ikke. Hvor har du det fra?"

"Det firmaskilt der." Marty pegede. VEB Kombinat Landtechnik.

"Er det ikke lige meget?" spurgte Christopher. Efter Rostock gik det hurtigere. Kupéen blev varm, og der lugtede støvet. De kunne ikke rokke regulatoren, så Marty trak vinduet lidt ned, men det blev hurtigt for koldt. Da de ville skubbe det op igen, havde det sat sig fast. Ved fælles anstrengelse fik de dog lukket det.

"Og jeg, der skal skåne mit ben," sagde Christopher, mens han rettede på sin Lacoste-poloshirt og let tog sin cardigan på Igen.

"Det siger lægen."

"Gør det stadig meget ondt?"

"Ikke hele tiden, jeg skal bare ikke overanstrenge det."

Marty så for sig i slowmotion Christina blive slynget over styret af knallerten, hendes hoved, der ramte gruset. Kroppen, der væltede rundt som en slaskedukke, til den ramte træet, og alt blev stille. Christina der lå livløs på skovbunden, og i nærheden Christopher, der stønnede højlydt af smelte. Marty havde forsigtigt løftet Christinas hoved og set på hende. Strøget hende over det fine naturlige hår, der var sølet ind i blod fra ansigtet. Han havde skreget så højt, at det gav genlyd i himlen. Det var slut, før det rigtig var begyndt.
Gennem ruden fulgte de landskabet med øjnene. Små skove lå spredt mellem sorte pløjemarker, og med jævne mellemrum tudede toget, mens det suste forbi en lille by med en overskæring.

"Har du lagt mærke til, hvor mange gråpudsede huse, der er?" spurgte Marty og tænkte på sit eget barndomshjem ved det forbandede gadekær, på huset med den frostsprængte facade og malingen, der skallede af "De har vel ikke råd til maling," svarede Christopher.

"Eller også kan de ikke købe maling.”

Han delte en chokoladebar over i to og stak Marty den ene halvdel. Toget kørte lidt langsommere, de var på vej igennem en større by. Her var husene i flere etager, og de havde engang været flotte og herskabelige. Toget trillede langsomt forbi stationsbygningen, der lignede et lettere nedslidt palæ. "Oranienburg," læste Christopher.

"Et mærkeligt navn."

"Så er vi der snart," sagde Marty, som havde konsulteret et kort, før de kørte fra København. "Oranienburg er lige nord for Berlin." Efter nogle minutter sagde Christopher: "Hvordan tror du, stemningen er?"

"Hvad mener du?"

"Efter alt det der er sket. Tror du, alle er glade?"

"Aner det ikke," svarede Marty med et skuldertræk.

"Vi må spørge dem. Milas far må vide det, han er jo journalist. Det var heldigt for ham at være i Berlin lige på det tidspunkt." Marty tænkte på sin "søster" Mila og det, hun havde sagt: "Jeg må finde ud af, hvad jeg vil, og så beslutter jeg mig for, hvad jeg gør. Jeg håber ikke, der er nogen, der bliver kede af det." Mila, der elskede blåbær og kakaomælk og duftede af skønhed. En fin, sårbar og skrøbelig sjæl omringet af dæmoner.

"Jeg er holdt op med at føle, tænke og huske. Jeg er ganske enkelt ikke mere." Hendes ord havde skræmt ham fra vid og sans.

"Jeg håber ikke, der er nogen, der bliver kede af det." Han genkendte klumpen i halsen og vendte blikket mod Christopher.

”Jeg var på Hovedbanen dagen efter, om fredagen," sagde Christopher. "Har jeg fortalt dig det?"

Marty rystede på hovedet. "Nå, men der var en mand henne ved aviskiosken. Bild Zeitung, bitte, sagde han gennem lugen til den søde pige, der ekspederede. Jeg så ham folde sin avis ud for at se forsiden. Så stivnede han fuldstændig og foldede hurtigt avisen sammen igen. Han tog et par små skridt, før han tog sin Bild Zeitung frem og så på forsiden endnu engang. Der gik et øjeblik, så begyndte han at græde."

”Hvad stod der?"

"Jeg var henne i kiosken og fik lov at kigge på et eksemplar. Store typer, selvfølgelig: Geschafft! Die Mauer ist offen."

"Han var nok tysker, og for ham var det selvfølgelig stort."

"Det er det, jeg mener," sagde Christopher.

"Alle er vel glade for løsrivelsen, og jeg skal i hvert fald have et stykke af Muren med hjem til minde." Marty tænkte igen på Mila. Og på de fem måneder, der havde forandret hans liv for altid.

Kapitel 2
Et år tidligere

Mila
Hun var fars søde og velopdragne pige. Punktum! Hun elskede sin far over alt på jorden, og på de gode dage, når han var hjemme, foretog de sig mange ting sammen. Alle de ting, hun vidste, han elskede at lave med hende. Lave aftensmad, stå på skøjter, se Anderlecht spille fodbold og meget andet.

”Skal vi købe ind til aftensmaden?" spurgte han med et bredt smil og viftede med bilnøglerne.

"Jeg har handlet til aftensmaden," råbte hendes mor efter dem på gebrokkent dansk. Omsonst. Mila sad allerede med sine bare ben oppe i foruden og spillede musik fra stereoanlægget som en anden discjockey. Både nyt og ældre musik. Og så snakkede hun med sin far om alt mellem himmel og jord. Næsten da. For hun havde endnu ikke fortalt ham om Isabelle fra klassen, som elskede hende, og Dominique fra skatergruppen. Og hullet i øret skjulte hun bag sit lange, mørkebrune hår.

"Jeg er glad for, at du er faldet godt til i skolen, Mila."

”Det er jeg også, far.”

”Og at du har fået nogle nye venner.”

Mila nikkede. ”Ja, det har jeg.”

"At det går dig godt."

"Ja, det gør det."

"Mor fortæller, at du passer din skole og får flotte karakterer. Du kan tro, jeg er stolt af dig.”

”Tak, far.”
Der bor en klog, gammel dame inden i dig, Mila."
 
Marty
Han satte sig godt til rette i bussædet og tændte for sin walkman. Han havde overspillet Hej P3 til kassettebånd, og brugt sine sidste danske kroner på at købe batterier til den lange bustur sydpå fra "det mørke Jylland" til Belgien. Til Europas hovedstad; Bruxelles. Ned til larm og lys. Og livet i en hektisk storby på godt og ondt.

"En storbykultur med frihed og muligheder på den ene side. Rodløshed og ensomhed på den anden," havde hans klasselærer sagt. Ensomhed? Hvordan kunne man være ensom, når man boede så tæt sammen? Marty kendte om nogen til ensomhed, fordi han boede i en landsby, hvor kragerne vendte, mens de skrattede højlydt. Men ensomhed i en storby?

"Så du flytter hjemmefra?

Hans far lo hånligt og klappede ham på kinden med sin sorte hånd. Det gav et ryk i Marty, da han indåndede den sødlige lugt af olie. Havde hans far ikke stillet sig i vejen for hans planer, var han flyttet, nej, flygtet, efter sommerferien, inden det kolde og grå efterårsvejr satte ind med blæst og regn.

"Hvordan vil en dengsedreng som dig kunne klare sig selv?" spurgte hans far hårdt og lo igen. "Du kan jo ikke engang klaske en edderkop. Hans far vendte ham ryggen og gik sin vej. Marty blev stående alene tilbage. Vred og hadefuld med et forbitret udtryk i ansigtet. Jo flere gange hans far kaldte ham for en dengsedreng, desto flere armbånd pyntede Marty sig med. Læderarmbånd, armbånd med farverige perler og brune elastikker, der strammede om håndleddene. Armbånd, der var med til at provokere hans far og gøre Marty til en hård negl. Martys mor for forvirret rundt på hans værelse. ”Fangehullet" kaldte han kælderrummet, hvor der stank af fugt og skimmelsvamp. Hun skiftevis ryddede op og pakkede hans pølsetaske. En taske, der, ligesom deres lydige og radmagre hund, havde fulgt ham op gennem folkeskolen. Tasken var gået fra at være alt for stor til nu at være meget lille og slidt. Men stadig uundværlig. Den lydige hund! Det var en fed løgn. Hunden var hunderæd og turde ikke andet end at rette ind. Ellers fik den slag.

"Mor, jeg kan godt pakke min taske selv.”

"Jeg vil gerne hjælpe dig, så du husker det hele" sagde hun med en blid stemme. Det var anstrengende og ikke nogen hjælp. Hans mor huskede ikke selv det hele og gik aldrig til købmanden uden en dosmerseddel, når hun købte på klods. En eftermiddag var hun gået til købmanden tre gange for at købe skummetmælk. Hver gang var hun kommet tilbage uden mælk. Hun satte sig ved siden af ham på briksen, der knagede, da lamelbunden gav efter, og strøg ham unaturligt over det fedtede hår Han trak hovedet til side. Frigjorde sig fra hendes berøring og den dårlige ånde, hun ikke selv var skyld.

"Ja, mor, det ved jeg, men jeg vil helst pakke min taske selv.”

Hun rejste sig op igen, og hendes stemme knækkede over. "Du skal huske at vaske hænder og rense dine negle” sagde hun og så bedrøvet ud. "Og huske din tandbørste.”

Tandbørsten var ikke det vigtigste. Det vigtigste var at huske batterierne og hovedtelefonerne til hans walkman og en blyant til de slidte kassettebånd, hans skateboard, hårgele og en pakke tyggegummi fra hans mors taske. Æsken af træ med låg og lås, som han havde fremstillet i sløjd, der var mere uundværlig end pølsetasken. Så var han kørende.

"Du skal også huske at spise og drikke på turen, " sagde hun.

Hun fortsatte med at fare forvirret rundt. Op ad trappen og ud i køkkenet for at smøre leverpostejmadder pakket ind i pergamentpapir. Og ned ad trappen og ind på hans værelse igen. Hun gjorde det så godt, hun kunne. Gjorde sig selv nyttig på sin egen triste måde. Marty sank ned i bussædet og hvilede hovedet mod ruden. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham. Det var til at blive skør i hovedet af.
 
Kapitel 3
Mila

Skolegården var meget lille. Som om den med vold og magt var klippet til i alle kanter og presset ind i gadebilledet blandt de omkringliggende bygninger. Gårdvagten, der også var sløjdlærer; truede med at save fingrene af ulydige børn i hans værksted, hvis ikke de makkede ret.

"Du er en lille slave, " drillede drengene. "Du er Ericas lille private slave.”

Erica og Mila gik i klasse sammen, og Erica var Milas bedste veninde, selv om Mila var bange for hende.

"Du er Ericas lille private slave på livstid, " drillede drengene videre, mens de pegede fingre ad hende. Erica boede i en treværelses lejlighed i et betonbyggeri, hvor opgangen lugtede af hvidløg og tis, og betonvæggene var overmalede med graffiti Mila var Ericas næstbedste veninde. Eller tredjebedste veninde. Eller Mila var holdt op med at tælle. Familien skulle flytte til udlandet igen, denne gang til Belgien, hvor hendes far havde fået nyt arbejde. Mila var ubetinget glad, og det var med falske tårer, at hun tog afsked med sin bedste veninde gennem seks år. Lidt mere ægte var tårerne over for veninderne hjemme på vejen. Men hvis Mila skulle være ærlig, så forsvandt de ud af hendes liv så hurtigt som balloner i blæsevejr. Hurtigt blev de til små prikker i det fjerne, indtil udsigten en dag var fri. Da hun startede i gymnasiet på Europaskolen i Uccle i Belgien, fik Mila en chance for at slippe ud af en rolle, hun havde været fanget i. Sådan følte hun det. Sådan blev det. Hun ville ikke længere være den lille, dygtige Mila. En lille pige blandt voksne.
 
Marty
"Din mor vil dig det godt," havde hans morfar sagt. Han lagde sine store varme hænder på hans skuldre, da de tog afsked. Sorgen, smerten og magtesløsheden havde sat sine tydelige aftryk i ansigtet på hans bedsteforældre.

”Pas godt på dig selv" sagde hans mormor med gråd i stemmen. "Din mor har kun dig. Vi har kun dig.' Det sortnede altid for øjnene af Marty, når han blev mindet om, at hans mor kun havde ham. Han fik kvalme og blev svimmel. Følte, han skulle kaste op men ville allerhelst besvime eller dø. Som om, det var hans skyld, at de kun havde ham. Han ville væk fra fangehullet i det lille, grimme hus med den frostsprængte facade og malingen, der skallede af. Væk fra den triste landsby, hvor alle kendte alle, og man ikke kunne undgå at møde nogen, der vidste, hvem man var. Væk fra det forbandede gadekær.

"Husk at skrive," var det sidste, han hørte sin mor sige inden, han var steget på bussen med sin taske over skulderen og posen med sit skateboard under armen. Marty skiltede helt op for lyden på sin walkman. Han holdt tasken ind til sig og lukkede øjnene. Men tankerne forsatte med at køre rundt inde i hovedet på ham. Mini-Pråsen havde de kaldt ham i folkeskolen, fordi han var lille af sin alder, men god til at spille fodbold. Han var stadig begge dele, men han gik ikke til fodbold. Det var der ikke råd til, påstod hans far og knappede en øl mere op, mens han, som han plejede, udtalte sig om noget, han ikke vidste noget om.

"Det kræver hår på brystet at spille fodbold. Og du har jo ikke andet end små dun."

Skateboardet havde hans fars kammerater på værkstedet hjulpet ham med at samle og lakere, når de ikke havde travlt med at skrue på deres knallerter og drikke øl. De havde været tre år om at samle det. Men det havde været ventetiden værd.

"Så stikker du op til bageren og henter brød til os. Er du med?" sagde værkføreren strengt.

De sidste måneder inden, Marty skulle af sted, udvekslede hans mor breve med moren fra hans nye familie. Marty læste ikke brevene. Han havde skrevet det brev, han skulle skrive og vedlagt et pasfoto.

"Det er en fin familie, du kommer til," fortalte hans mor med længselsfulde øjne.

"Fint."

”Børnene ser velopdragne ud, og hun virker sød."

"Din nye mor," svarede hans mor. "Hun skriver, at de glæder sig meget til at se dig og vil passe godt på dig. De sætter storesøsterens værelse i stand til dig.”

”Hvad? Skal jeg bo på et pigeværelse?"

"Det kommer du ikke til. Det er derfor, de sætter værelset i stand," skriver hun.
Men det var hverken værelset eller moren, Marty var mest interesseret i, men hans "søstre." På det foto, de havde sendt, stod de søde og smilende ved siden af hinanden i deres fine tøj. Deres fine mærketøj. Selv arvede han sine fætres aflagte tøj. Fætrene boede i København og havde råd til at købe nyt tøj hvert år. De fik også varme vinterstøvler. Pigen i midten var på hans egen alder og havde en særlig fin og feminin udstråling. Men hun var hans "søster" og alt for skøn og ren til ham. Og han havde en kæreste. Hvor akavet.

"Du har ikke sendt dem et foto af vores familie, vel?" Hans mor rystede på hovedet. "Det må du heller ikke. Det vil jeg ikke have."

Hans mor var blevet stående ved busstoppestedet sammen med deres hund. Den hund hans far havde forsøgt at gøre lydig med en avis, mens Marty så på. Hans far mistede hurtigt besindelsen og bad Marty om at hente boldtræet.

"Din far kommer ikke og vinker farvel. Han har lovet at hjælpe til på værkstedet."

Det var så første gang, hans far havde holdt et løfte. Han lugtede altid af øl, når han kom slingrende hjem fra værkstedet på sin grønne Puch Maxi! Da bussen endelig satte i bevægelse, og hans mor vinkede farvel, trillede tårerne ned ad kinderne på hendes sørgmodige ansigt. Hun så slidt ud, og Marty fik pludselig dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over, at han svigtede sin mor og deres hund. Men valget havde stået mellem at stikke af hjemmefra, da hans far ikke tillod, at han boede hos sine bedsteforældre, eller bruge hele sin opsparing på en udveksling. Pengene havde han tjent som stikirenddreng på værkstedet, dertil og konfirmationspengene og børneopsparingen fra hans bedsteforældre. Alt, hvad han ejede og havde. Marty havde kun været i udlandet én gang før. Med bussen til Tyskland med sin mor og deres nabokone.

Plakaterne fra det tyske ungdomsblad Bravo lå i trææsken. Han havde ikke fået lov til at hænge dem op på væggen i fangehullet, så nu lå de sammen med karamellerne i hver sin farve, lommelygten, det værdifulde smykke i perler og den lille afklædte og beskidte dukke. Æsken var hans "survival kit" i livet.