Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Fogh har trukket sine soldater ud af Irak, Blair ønsker at følge trop, og Bush står nu alene. Missionen er langt fra lykkedes; Irak er i dag ikke et fredeligt og demokratisk samfund. Tværtimod er der borgerkrig og hver dag er præget af hævnaktioner. I dag - efter krigen - er spørgsmålet, hvorvidt der var et rimeligt grundlag for krigen, og om der på noget tidspunkt eksisterede en post-krigsplan? Der var mange forberedelser til krigen og dyb uenighed om, hvorvidt Danmark skulle deltage. Udenrigsministeriet og Forsvarets Efterretningstjeneste gjorde opmærksom på, at en krig krævede en ny sikkerhedsresolution fra FN. På trods af advarsler - og et splittet folketing - valgte regeringen at gå ind i krigen. Et af argumenterne var, at Danmark ikke skulle gentage sin rolle som neutral part fra Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig. Saddam Husseins regime blev jævnet med jorden, men sejren var kortvarig. Der blev aldrig fundet masseødelæggelsesvåben, og skandalerne om tortur fra Abu-Ghraib og Guantanamo så dagens lys. I Danmark blev Annemette Hommel anklaget for at bruge hårdhændede afhøringsmetoder og Grevil lækkede en FE-rapport, hvori det blev afsløret, at der ikke var rapporteret om reelle trusselsvurderinger mht. masseødelæggelsesvåben i Irak eller et formodet samarbejde med al-Qaeda.