17 sidste kapitler

Nogle mennesker dør og forsvinder, mens andre dør og bliver ved med at sprælle i hukommelsen. Bogens 17 personer spræller. De har det med at poppe op i forfatterens erindring enten i en drøm eller ved en sammenlignelig oplevelse. Fortrolige samtaler, hemmeligheder og tabuer samt de helt unikke oplevelser, man som omsorgsgiver bliver beriget med, er noget af det, der giver sådan et arbejde værdi. Teksterne giver anledning til refleksion over begreber som fx respekt, selvbestemmelse, tavshedspligt og det at være i stand til at bruge sin personlighed og professionalisme. Der er etiske og moralske dilemmaer, og der er anledning til gode diskussioner om, hvad omsorg og nærvær også er.     Man får 17 korte, rørende tekster og et vindue ind i en sidste del af levede liv; kik ind der, hvor selv de nærmeste pårørende sjældent får lov at se med.       

Uddrag af bogen ”Du har da tid til en kop kaffe sammen med mig, ik’?” var fru Lorenz’ standardspørgsmål. Vi vidste, at når vi havde udført dagens plejeopgave omkring hr. Lorentz, så var der dækket op til kaffe; det var en del af en indforstået aftale. Vi kaldte det omsorg for den pårørende.    Så kom det! En dag, hvor der tillige var sat et fad med wienerbrød på bordet, sagde fru Lorentz det, som jeg ikke kan glemme: ”Jeg hader ham!” sagde hun. ”Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg hader den mand.” Det skulle bare fortælles, alt det, der lå og trykkede igennem så mange år.                

Om forfatteren Ellen Johanne Larsen blev som ung uddannet sygeplejerske og tog senere en læreruddannelse. Hun har gennem 17 år undervist på en SOSU-skole, hvor omsorg er et vigtigt emne. Med en god fantasi, evne til indlevelse og til at se det skæve i enhver situation gør Ellen sine tekster lidt sjovere.