Du er ikke logget ind
Beskrivelse
En efterårsdag i 1861 venter 11-årige Sachi spændt på at få et glimt af kejserens søster, prinsesse Kazu, der sammen med sit følge skal gøre holdt i hendes landsby. Da det kejserlige optog senere rejser videre mod Kvindernes Palads, er Sachi med - prinsessen har fundet behag i pigens lyse hud og grønne øjne og har ladet hendes adoptivforældre vide, at hun ønsker at gøre hende til sin kammerpige.
I paladset lærer Sachi de kvindelige dyder i takt med, at hendes særegne skønhed vokser, og en dag vælger den unge shogun at gøre hende til sin konkubine.
Men Japan befinder sig i en brydningstid. Det gamle rige er ved at krakelere, en blodig borgerkrig mellem shogunens samuraier og kejserens tilhængere bryder ud, og snart må Sachi flygte fra det privilegerede liv i shogunens palads.
En ung kriger bliver hendes redningsmand, men da hun opdager, at han kæmper på fjendens side, sættes hun i et voldsomt dilemma. Samtidig begynder Sachi at ane, hvem hendes rigtige forældre var, og i spejlet af sin mors ulykkelige skæbne begynder hun at finde sig selv og dermed evnen til at elske.