Alexandertrilogien

Alexander-trilogien er en performanceroman i tre dele. Det handler om forelskelse. Det handler om magt. Og det er en autofiktion der blæses op i stor format. Taget til sin yderste konsekvens. Eller måske snarere en metafiktion der beskriver et nu i tilblivelse. Selvfølgelig foregriber eksistensen af et manuskript begivenhederne, men det faktum at subjektet for forfatterens forelskelse (Alexander) præsenteres for, og performer, et manuskript han ikke i forvejen har kendskab til, skaber en spænding og en fornemmelse af potentiel uforudsigelighed. Monia Sander leger med forfatterens magt ved at skrive sin forelskelses-fantasi om Alexander ud, gøre den konkret og lægge ham den i munden i form af replikker og regibemærkninger, og som læser er man konstant i vildrede omkring hvad der er op og ned. Men undervejs i læsningen sker der et skift. I takt med at værkets præmis internaliseres sker der en bevægelse fra ”performancelæsning” til ”romanlæsning”, hvilket er absolut fascinerende. Det er simpelthen fremragende litteratur!