Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Jeg vender aldrig tilbage til England som er et sted jeg ikke længere tænker på eller kalder for 'hjemme'. Hjemme er her på Norfolk Island og vil altid være det. Når sandheden skal frem, Jem, så ønsker jeg ikke at have noget at gøre med det land der sendte mig til Botany Bay, stuvet ned på et slaveskib i godt og vel et år under elendige forhold og lidelser som endnu hjemsøger mine drømme.
Således skriver Richard Morgan til sin ven Jem i England, da han i en alder af femogfyrre år langt om længe føler, at han har noget godt at skrive hjem om. I de foregående femogtyve år behandlede skæbnen Richard Morgan usædvanlig ubarmhjertigt.
Historien begynder i Bristol, året er 1775, og Den Nordamerikanske Frihedskrig er netop brudt ud. Richard Morgan er gift, har en søn, er udlært våbensmed og er i det hele taget en lykkelig mand. Men lykken varer ikke ved, og ulykker kommer sjældent alene. Den sidste store ulykke vender op og ned på hans tilværelse.
Richard Morgan er en virkelig person, og hans historie er en, som mange vil kunne nikke genkendende til. Man ved jo godt, at det australske (hvide) samfund blev skabt af en blanding af alskens udskud, uretfærdigt dømte mænd og kvinder, brutale britiske soldater, men også en stor portion ordentlige mennesker. I Morgans Run bliver historien levendegjort, så den kravler helt ind under huden på læseren.