- Bliv medlem
-
Log ind
Du er ikke logget ind
Log ind Opret dig - Kurv
Du er ikke logget ind
Beskrivelse
At et barn har sit eget tal-sprog ses ved at spørge en 3årig ”Hvor gammel bliver du næste gang?”. Svaret kommer straks med 4 fingre løftet i vejret. Men der protesteres kraftigt, hvis man viser fire fingre samlet to og to: ”Det er ikke fire, det er 2 toere.”Så barnet kan skelne mellem eksistens og essens. Det ser, hvad der eksisterer i rum og tid, bundter med to i rum, optalt til to i tid.Et barns tal-sprog bygger på 2-dimensionale bundt-tal med enheder, som skolen kunne bygge videre på i stedet for at påtvinge barnet 1-dimensionale linje-tal uden enheder, der bygger på den grundantagelse, at 1 + 3 er 4 altid, og ikke kun hvis enhederne er ens. Dette til trods for at 1 + 3 par er 7.Denne selvskabte og selvrefererende ’matema-tisme’ uden enheder er således altid er sand indenfor, men sjældent uden for skolen. Og ved at lade essensen kvæle eksistensen, kvæler matematismen også barnets eget tal-sprog og medfødte talsans. Hvorved skolen i stedet for almen tal-kyndighed skaber udbredt faglig eksklusion og tal-blindhed , der senere åbner op for skandaler inden for både det personlige og sociale liv. En skandale som naturligvis må stoppes ved at skolen bruger barnets eget tal-sprog.