Katten indeni

“Mit forhold til mine katte har reddet mig fra en dræbende, gennemtrængende uvidenhed.”, skriver Burroughs i bogen The Cat Inside fra 1986. I første omgang udkom denne bog blot i 133 eksklusive eksemplarer (med illustrationer af Brion Gysin). Først i 1992 kom den så i en decideret masseudgave. Uanset hvad er kattebogen mærkværdigt nok forblevet et overset værk i USA såvel som i Danmark. 

The Cat Inside består af en række selvbiografiske tekster, korte og simple. Burroughs køber kattemad i et supermarked, han nusser med sine yndlingskatte, Calico Jane, Ruski, Fletch, Smoky. Han bor i sit hus på landet, i Kansas, han flytter, kattene flytter naturligvis med. En kat løber væk, en anden skal afhentes på internat, en tredje klatrer op i træ, en fjerde dør. Tonen er på samme tid sårbar, rørende og humoristisk, og de enkelte og enkle tekster har karakter af erindringer, dagbogsoptegnelser, minder, strøtanker, observationer, refleksioner. Og til tider af udsyrede visioner, hallucinatoriske syner og drømmescenarier, hvor man møder hybrider af katte og andre dyr, flyvende katte, sumpkatte og natkatte med kæmpestore selvlysende øjne. Det er Burroughs, som man kender ham, men samtidig er det en anden side af Burroughs, man støder på i bogen. Det er også en ældre Burroughs.  

På trods af kattebogens tilsyneladende tilforladelige emne, rummer den   trøsteløse og ætsende visioner af verden: en fortvivlelse over menneskets forbløffende evne til at destruere.Vi slår hinanden ihjel, vi udøver vold, vi fælder regnskovene. Men til fordel for hvad? spørger Burroughs, som på en måde har skrevet (endnu) en science fiction: Det er, som om verden er gået under og de eneste overlevende og tilbageblevne væsener er Burroughs og kattene, der lever i en form for posthumanistisk fællesskab. De sidste vidner. De sidste vidner til en sorg, en sorg der viser sig at være uden vidner.