Du er ikke logget ind
Beskrivelse
”Bogen om Arne Munch-Petersen, et af Stalin-tidens ofre, er en begivenhed i historieskrivningen”- Information
Arne Munch-Petersen blev født i 1904 i København i et radikalt professorhjem. Han var en meget aktiv dansk kommunist og medlem af Folketinget 1932-35. Fra 1936 var han bosat i Moskva, hvor han arbejdede for den kommunistiske internationale, Komintern.
Fra sommeren 1937 hørte familie og venner intet fra ham.Arne Munch-Petersen var et mysterium. Arbejdede han illegalt et eller andet sted i Europa? Var han død? Der var utallige gisninger og avisartikler i årenes løb. Og tavshed fra Sovjet.
Københavns Byret afsagde dødsformodningsdom i november 1950, men hans kone, Elna Hiort-Lorenzen, troede og håbede stadig, at han var i live. Hun rejste til Sovjet flere gange for at lede efter sin elskede Arne.I 1991 fik Ole Sohn adgang til ’sag nr. 11.888’ i det hidtil hemmelige KGB-arkiv, og kunne herefter skrive bogen om Arne Munch-Petersens frygtelige skæbne, fra hans arrestation i juli 1937 under anklage for trotskisme og til hans død den 12. november 1940 kl. 2.30. i Butyrka-fængslets hospital.
Arne Munch-Petersen endte livet som offer for det despoti, den person, han så allermest op til, havde iværksat. Revolutionen åd sine børn.
”Det er Kafka, bare meget værre. Det er virkelighed.” - Politiken