Zille Hans Dotters Gynaicologia

Efter skæmtedigtenes misantropiske udladninger, der konkluderer, at det er klogere at være tilskuer til livet og le ad det hele end at involvere sig og græde, er det overraskende i samlingens sidste tekst, „Zille Hans Dotters Gynaicologia eller Forsvars Skrift for Qvinde-kiønnet“, at møde en person, der sukker efter at prøve kræfter med livets mangfoldige udfordringer. Skridtet fra satirernes bistre mandsstemme til Zilles muntre pigerøst betyder en ny synsvinkel i forfatterskabet. Med Zilles Forsvarstale overskrider Holberg det psykologiske felt, Skiemtedigtene begrænser sig til. I en vis forstand er dette sidste digt Holbergs mest radikale, fordi det ikke fokuserer på psykologiske skævheder, men på den samfundsskabte virkelighed, som satte grænser for kvindekønnets udfoldelse.I digtet fortæller Zille om, hvordan hun allerede som lille bemærkede, at samfundet ikke giver piger de samme muligheder som drenge, selv om de har evnerne. Så for at piger ikke „ved Naturens Dom / Til Spinderok bør nødes“, foreslår det kvikke barn, at man venter med at give børn navne, til man kender deres evner. Så kan man kalde en dreng „Ingebor, Lucie eller Marthe“, hvis han har en „Rokke-Hierne“, og