Ung elskov

Den, der har set nogle af Corots Landskaber, vil mindes denne Maler, medens han læser Henrik Pontoppidans ny Bog. Det er fortrinsvis Morgendæmring eller Aftenskumring, den franske Kunstner fremstiller. En Egn, hvor Himmel og Jord mødes, hvor de faste Konturer opløser sig, og hvor en fin, diset Luft gyder et Taageslør af mystisk, erotisk Art over Naturen. Man føler, at Dagen vil fødes i ny Straaleglans, eller at Natten vil vælde frem i skælvende Uhygge, men endnu er intet fast: alt er uvist, sløret, hemmelighedsfuldt. Og de Skikkelser, man skimter utydeligt, er let svævende Nymfer eller dansende Ellepiger, selv om Corot i Virkeligheden mente at male Bønderpiger fra den nærmeste Landsby. Om det saa er hans Køer, saa strækker de sig i Engen paa en egen mytologisk Maade, parate til naar det skal være at bortføre en Europa.Et sådant Landskab kalder Henrik Pontoppidan for Ung Elskov. Han præsenterer det for os i Morgengys og Aftenskumring; og han anbringer ved den 'hængende Skovkrans' hvorunder Mørket sagte glider frem, 'Søens store dagblinde Øje', der langsomt aabner sig i et stort og uudgrundeligt Blik.Og han fortæller om, hvorledes ved St. Hansdags Tider, naar Fuldmaanen drysser Søl