Stiftelsen

De mænd og kvinder, der udførte folkemordet på de europæiske jøder, har længe unddraget sig historikernes opmærksomhed. I mange år efter Anden Verdenskrig mente man, at deres motiver kunne afskrives som ren og skær sadisme, og at de udgjorde en asocial og utilpasset randgruppe i samfundets yderkant.

I de seneste år er der opstået en interesse for disse gerningsmænd. Vi ved nu, at de ikke blev udvalgt til det blodige arbejde, fordi de var psykopater. De var som udgangspunkt almindelige mennesker med familie, børn og arbejde.

En af de mest belastede enheder var en gruppe mænd, der gjorde tjeneste på drabscentrene i nazi-Tysklands såkaldte eutanasiprogram fra 1939 til 1941. Her medvirkede mændene i den særlige enhed Stiftelsen til drabet på mindst 90.000 tyske anstaltspatienter. Siden kom omkring 130 af Stiftelsens mænd til Polen, hvor de blev vagter i udryddelseslejrene Belzéc, Sobibór og Treblinka. Her dræbte de omkring 1,8 millioner jøder i perioden fra foråret 1942 til efteråret 1943 i den såkaldte ""Aktion Reinhardt"". Disse ganske få mænd udførte dermed drabet på omkring en tredjedel af de jødiske ofre for nazisternes folkemord.