Du sparer 20% fra forlagets pris Du sparer 36% fra forlagets pris
Sluk

Sluk

af

  • Forlagets pris kr. 249,95
  • Leveringstid 1-2 hverdage
  • Forventet levering 24-04-2018
Køb til medlemspris og få altid fri fragt. Prøv 14 dage gratis (herefter 79,-/md.). Læs mere om Saxo Premium her.
  1. Beskrivelse

    Hvert 10. sekund bliver der sendt 8 millioner mails, 2 millioner sms'er og 309.375 facebook likes. I sin fremragende og letforståelige bog, "SLUK", præsenterer speciallæge og innovationschef Imran Rashid hvilken effekt de kollosale datamængder har på vores hjerne og krop.

    Ras... Læs mere

    Udgivelsesdato:
    26-04-2017
    Leveringstid:
    1-2 hverdage
    Rating:
    (5)
  2. Yderligere info
    Udgivelsesdato:
    26-04-2017
    Sprog:
    Dansk
    ISBN13:
    9788711566633
    Originaltitel:
    SLUK
    Sidetal:
    249
    Vægt:
    450
    Højde:
    20
    Bredde:
    150
    Længde:
    210
    Nummer i serien:
    0
    Mærkat:
    Bog, hæftet
    Format:
    Hæftet
    Udgave:
    1
    Originalsprog:
    Dansk
    • Forlagets beskrivelse

      Mere end nogensinde før er der brug for viden om, hvad de massive digitale mængder information betyder for vores hjerne og krop. Og ikke mindst hvordan vi beskytter vores helbred i en digital brydningstid.

      Den danske læge Imran Rashid har undersøgt, hvad det betyder for den fysiske og mentale sundhed at leve livet online og filtrere massive mængder data gennem hjernen. I bogen giver Imran Rashid sit bud på, hvordan du genvinder kontrollen over dit digitale liv og bruger tid på det, der er vigtigt for din sundhed og livskvalitet. 

       

      8 millioner mails åbnet. 2 mio. SMSer afsendt. 309.375 Facebook likes. 96.756 Snaps. 52.836 tweets. 10.185 Instagram posts.

      Det er, hvad der skete i verden i løbet af de 10 sekunder, det tog dig at læse disse linjer. Den datamængde, der på daglig basis bliver skabt i det moderne samfund, er så stort, at det reelt set betyder, at 90 procent af al den information, der nogensinde er skabt i hele menneskehedens historie - startende helt tilbage fra hulemalerierne - er produceret indenfor de seneste to år.

    • Bibliotekernes beskrivelse

      Forfatteren er bekymret for om brugen af internet og smartphones ændrer vores hjerner og tager kontrollen over vores tid. Han beskriver hvordan hjernen fungerer og præsenterer et arbejdsredskab, som kan hjælpe med at identificere, hvad vi helt overordnet ønsker i vores liv og hvilke tiltag der er nødvendige for at opnå det.

    • Uddrag

      Uddrag af "SLUK"

      Den forhistoriske hjerne
      Lad os starte et helt andet sted, nemlig ved en hule ved Sydafrikas kyst for 100.000 år siden. Her kom en gruppe homo sapiens en dag forbi. De lagde deres værktøj på jorden og foretog sig så noget, der er endt med at blive et vigtigt pejlemærke for vores forståelse af menneskeracens udvikling. De tog nemlig noget kul og noget jernholdigt jord og blandede det så med opvarmede, knuste dyreknogler. Den rødlige væske placerede de i nogle skaller, hvorpå de dyppede en tynd knogle i blandingen og brugte den formentlig som pensel til at male på væggene. Da de forlod hulen, lod de remedierne ligge og efterlod sig dermed det, der i dag betragtes som et af verdens ældste beviser for, at menneskeracen dengang brugte maling og redskaber til at lave hulemalerier.

      Fundet af disse forhistoriske redskaber gav et unikt indblik i den tidlige menneskehjerne. Redskaberne demonstrerede nemlig fortidsmenneskets evne til at skabe nye kombinationer. Handlinger, der tydede på, at menneskehjernen på dette tidspunkt besad evnen til abstrakt tænkning, planlægning og ikke mindst nytænkning. Ifølge forskerne var disse evner nogle af de karaktertræk, som for alvor adskilte homo sapiens fra menneskeracens tidligere forfædre, de såkaldte hominider.

      Af gode grunde er det svært at sige noget om, hvornår den moderne menneskehjerne egentlig opstod. Det eneste, forskerne har at gå ud fra, er de genstande, som vores forfædre efterlod sig. Derfor har kortlægningen af den moderne bevidste menneskehjerne mere haft form af et slags indirekte puslespil, hvor arkæologerne på baggrund af deres fund har forsøgt at ræsonnere sig frem til, hvilke typer af tankeprocesser der lå bag.

      Der er dog efterhånden enighed om, at den såkaldte symbolske tænkning var et afgørende element i udviklingen af det moderne menneske. At kunne anvende symboler som udtryk for tanker og følelser er nemlig hjernefunktioner, der er nært forbundet med sprog, kunst, kropsudsmykning, smykker samt rituel adfærd. Samtidig betød udviklingen af den symbolske tænkning, at man kunne udveksle teknologi, hvilket gjorde det muligt at dele viden og etablere handelsnetværk over afstande. Aktiviteter, der ikke var til stede blandt hominider som neandertalerne.

      Man mener, at foruden symbolsk tækning var udviklingen af den såkaldte arbejdshukommelse et vigtigt skridt frem mod den moderne hjerne. Denne egenskab tillod os nemlig at fastholde, bearbejde og gemme mange typer af informationer. Processer, der bidrog betydeligt til hjerneprocesser som formålsbestemt opgaveløsning, planlægning og nytænkning. At finde forhistoriske beviser for, at denne form for tankevirksomhed var til stede i vores forfædres hjerner, er i sagens natur enormt svært. Langt de fleste af de fortidslevn, arkæologerne har mulighed for at finde, er nemlig håndøkser, stenredskaber og andre resultater af mere simple hjernefunktioner.

      Dog mener man, at jagtredskaber, der består af flere smådele, ligesom dyrefælder må have krævet mere avancerede bevidsthedsfunktioner. Dels fordi redskaber til at fange dyr må være udtænkt på baggrund af en eller anden form for analyse af dyrets adfærd, dels fordi fortidsmennesket senere har måttet vende tilbage til fælden for at se, om den havde virket eller skulle forbedres. Symbolsk tænkning og arbejdshukommelsen er dog langtfra nok til at forklare hele udviklingen af den komplekse bevidsthed, som vi mennesker har i dag. Ved at se på mønstrene i arkæologiske fund har videnskabsfolk vedtaget, at grundlaget for udviklingen af den moderne hjerne især er sket de sidste 40.000 år som en gradvis opbygning af mere og mere komplekse adfærdsmønstre, der blev muliggjort af en tilsvarende mere og mere kompleks hjerne.

      Nu kan man selvfølgelig spørge, hvorfor det overhovedet er relevant at tale om den menneskelige hjernes udvikling i et forhistorisk perspektiv, og hvad den udvikling har at gøre med den mentale og fysiske sundhed i en digital verden, som jo er denne bogs overordnede tema? Svaret er, at ovenstående gennemgang med al tydelighed viser, at den menneskelige hjerne, som vi kender den i dag, har været tusindvis af år undervejs. En langvarig udvikling, der skal holdes op imod den massive digitale påvirkning, som blev beskrevet i forrige kapitel, og som højst er 15-20 år gammel.

      Den formbare hjerne
      takt med at der skabes mere og mere information i verden, stiger belastningen på de mange vidensarbejdere, der lever af at bearbejde informationerne. Derfor er det vigtigt at kende til begrebet plasticitet, som beskriver hjernens evne til at forme sig efter de opgaver, den bliver sat til at løse. Plasticitet er altså en formbarhed, som gør hjernen ekstremt tilpasningsdygtig. På godt og ondt. Menneskers hjerne vejer i gennemsnit 1.300 gram for kvinder og 1.450 gram for mænd. Den samlede hjerneindeholder cirka 100 milliarder nerveceller, hvoraf de 20 milliarder sidder i hjernebarken. Hver nervecelle indeholder cirka 10.000 berøringsflader til andre nerveceller, de såkaldte synapser. Forskerne mener, at al information er indkodet i hjernen via forbindelsesmønstrene inden for de enkelte netværk af nerveceller i hjernen.

      Teoretisk set betyder det ud fra antallet af nerveceller og deres indbyrdes berøringsflader, at hjernecellerne kan forbinde sig internt på over 10.125 forskellige måder. Et tal, der for eksempel overstiger antallet af stjerner i vores galakse. Og en opbygning, der formentlig gør hjernen til den mest komplekse struktur, vi kender til. Kigger man på det nærmest uendelige antal ind- og udgående signaler, der konstant skal bearbejdes, samt de enorme mængder af information, der skal håndteres og lagres, så står det klart, at hjernen må være et organ, der skal kunne omforme og tilpasse sig i en helt ekstrem grad.

      Heldigvis er dette også tilfældet. Hjernen har en særlig evne til konstant at ændre og omlægge sine netværksmønstre, og denne evne omtales som nævnt som plasticitet. Plasticitetsbegrebet dækker over evnen til at omstrukturere hjernecentre, skabe nye nerveceller og holde de eksisterende nerveceller sunde og i live. Begrebet dækker også over evnen til at skabe nye forbindelser, så hjernecentrene over tid bliver mere og mere effektive. Øvelse gør altså mester, og dette sker overvejende på baggrund af en større volumen af de hjernecentre, der involveres, samt antallet af forbindelser imellem nervecellerne.

      Plasticiteten er underbygget af flere undersøgelser. For eksempel så man i et videnskabeligt studie af henholdsvis musikere, amatører og ikke-musikere tydelige forskelle i den grå substans i de områder af hjernebarken, der typisk er involveret i at spille musik. Musikernes volumen af grå substans var højest, amatørernes lidt mindre, og ikke-musikernes mindst. På samme måde påviste engelske forskere i 2006 forskelle i områder i hjernen hos taxachauffører sammenlignet med buschauffører fra London.

      De hjerneområder, der havde med håndtering og bearbejdning af komplekse rumlige oplysninger at gøre, var markant større hos taxachaufførerne end hos buschaufførerne. Forskerne forklarede dette med de forskellige krav, der blev stillet til de to grupper. Hvor buschaufførerne typisk skulle følge planlagte ruter, så var taxachaufførerne i langt højere grad nødsaget til at bruge mentale ressourcer på at navigere i trafikken. De skulle til stadighed håndtere nye ruter i et konstant foranderligt trafikmønster. Denne adfærd havde simpelthen ændret deres hjerner, så den bedre kunne honorere de krav, de var udsat for i hverdagen.

      Den opmærksomme læser vil måske her overveje, om det modsatte fænomen så også gør sig gældende. Altså om for lidt brug af for eksempel den orienteringssans, som de fleste mennesker i dag har outsourcet til smartphonen, i virkeligheden kan medføre, at de relevante hjernecentre visner? Og ja, det er lige præcis, hvad det kan betyde. På McGill Universitet i Canada fandt man i en række undersøgelser en direkte sammenhæng mellem brugen af gps og den del af hjernen, der har med orienteringssans at gøre. Via hjerneskanninger sås ved gps-brug en mindre aktivitet i det center, der normalt har med nemlig orientering at gøre.

      På den baggrund konkluderede forskerne, at såfremt man af andre årsager udviklede en demenssygdom såsom Alzheimers, der netop har forringet orienteringssans som et af symptomerne, så ville gps-brugere formentlig blive ramt hårdere end ikke gps-brugere. Hjernen bør derfor betragtes som et organ, der vedvarende skal trænes, lidt som en muskel.

      Bevidst øvelse gør mester
      Hjernens formbarhed betyder blandt andet, at vi kan blive ekstremt dygtige til at lære nye færdigheder. Det, vi gør meget og længe, bliver vi dygtigere til. Over tid bliver det nemmere og mindre tidskrævende at udføre handlingerne eller tankeprocesserne. Bagsiden af medaljen er, at hyppige aktiviteter som den daglige interaktion med vores smartphone også er med til at forme vores hjerne. 1 1993 udgav den svenske psykolog Anders Ericsson en række studier af en gruppe topviolinister. Han havde forsøgt at undersøge, hvad der afgjorde en violinists grad af dygtighed. Han delte violinister op i tre grupper på baggrund af deres niveau, afgjort af eksterne musikprofessorer, og foretog så grundige interviews med hver violinist for at undersøge årsagerne til forskellene mellem grupperne.

      Første del af forklaringen var enkel: Det viste sig, at de dygtigste violinister havde det til fælles, at de brugte mere tid på at øve. De to bedste grupper brugte i snit 3,5 timer dagligt, mens den tredje gruppe øvede sig 1,4 timer om dagen. Det viste sig, at de dygtigste violinister samlet set havde brugt mindst 10.000 timer på at øve sig. Et tal, der blev genfundet af andre forskere inden for andre discipliner med en høj grad af kompleksitet såsom skak, fodbold, arkitektur og kunstskøjteløb. Blandt andet på baggrund af Ericssons forskning opstod den udbredte 10.000-timers regel, som nærmest er blevet en slags populær opskrift på, hvordan man kan opnå verdensklasseniveau.

      Man skal bare bruge 10.000 timer på noget. Det er dog en forsimplet forklaring, der ikke helt holder vand. For hvis tid alene spillede en rolle, hvorfor er vi så ikke alle eksperter i at skrive blindskrift, når nu mange af os har brugt mindst 10.000 timer på at skrive på tastaturer gennem de sidste mange år?

      Svaret findes i den anden del af forklaringen på ekspertniveauet blandt violinisterne. Foruden antallet af timer var der nemlig også forskel på, hvordan de øvede sig. Det viste sig, at de dygtigste violinister var bedre til at øve sig med det specifikke formål at træne deres hjernemønstre til at forbedre sig. Ericsson kalder dette for bevidst øvelse. Her er metoden, at man konstant og bevidst udfordrer sit status quo og skubber til grænserne for sin kunnen. Man gentager altså ikke blot øvelserne. Flere andre forhold understøttede den bevidste øvelse i den bedste gruppe af violinister. Blandt andet trænede de på samme tidspunkt hver dag, typisk omkring 90 minutter ad gangen og primært om morgenen, hvor de var mest friske.

      Går man i dybden med det, der sker i hjernen under bevidst øvelse, kan det illustreres ved for eksempel at se på et straffespark i fodbold. Straffesparket består i virkeligheden af et samspil mellem en række forskellige nerveceller, der styrer en række forskellige muskelgrupper, som skal aktiveres i en nøje koordineret rækkefølge. Herudover skal synet inddrages, balancen styres, og tilløbet times. Desuden skal tidligere erfaringer fra både generelle straffespark og specifikke straffespark, måske endda mod samme målmand, tages i anvendelse, så spilleren til sidst kan lave det bedst mulige straffespark. Når sparket er gennemført, gemmer den genialt indrettede hjerne sekvensen samme sted som tidligere udførte straffespark.

      Det netop udførte spark bliver dermed til en erfaring, der kan inddrages til at sparke endnu bedre næste gang. Forklaringen på, at topviolinisterne og sportsstjerner som Christiano Ronaldo eller Tiger Woods kan holde et så højt niveau inden for deres respektive sportsdiscipliner, ligger derfor primært i deres hjerner. Her findes hjernemønstre, der er toptunede til at eksekvere de enkelte sekvenser. Derudover er deres hjerner gearede til konstant at optimere, så de hele tiden kalibrerer evnen til at levere det optimale spark, violinspil eller golfslag. Dette sker i en sport som fodbold ofte i situationer, der måske blot varer en brøkdel af et sekund.

      Sammensætningen af muskelfibre, kropsbygning og gener har naturligvis også stor betydning for, hvad mennesker kan præstere i discipliner som løb, basket eller svømning. Men fokuseret og målbevidst gentagelse på gentagelse er en afgørende forudsætning for, at 'softwaren' i hjernen og den kropslige 'hardware' bliver bedre og bedre til at spille sammen og præstere.

  3. Anmeldelser
    • "Denne bog er den mest velskrevne og relevante bog jeg har laest laenge. Håber den også bliver udgivet på engelsk, der er mange mennesker i resten af verden der kunne have stor gavn af denne viden. "

      Stine P 1
    • "Super relevant bog, der understreger betydningen af, at vi medtænker viden om menneskehjernen i den måde vi indretter vores samfund og vores liv på. Den kan varmt anbefales."

      Vibeke L
    • "Fantastisk interessant emne. En bog med stof til eftertanke og som godt kan tåle en genlæsning. "

      Emil J
    Log ind for at skrive en anmeldelse.

Andre bøger af

SLUK! Om at overleve i en digital verden - Forfatterinterview med Imran Rashid
  • Ca.
  • kr. 9,95
  • Ca.
  • Medlemspris kr. 4,95