Skovcapellet

Den unge H. C. Andersens første større tekst er Skovcapellet fra 1821, der er en tragedie i fem akter efter en anonym, fra tysk oversat fortælling ”Skovkapellet”, som han har læst i den entreprenante skuespiller Rosenkildes ugeblad Brevduen. Denne tekst er bemærkelsesværdig, fordi forfatteren gestalter en skarp kritik af patriarkalske strukturer, hvor kvinder bliver behandlet som bytteobjekt. Det oprørspotentiale, der er blevet fremanalyseret i afhandlingen H. C. Andersens gåde (2006), er således til stede fra første færd. Men uvist af hvilken grund indgår sørgespillet ikke i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave Andersen. H. C. Andersens Samlede Værker I-XVIII (2003-07), der er redigeret af Klaus P. Mortensen. Allerede Tage Høeg omtaler tragedien i afhandlingen H. C. Andersens Ungdom (1934), men han afviser den som værende fyldt med (knald)effekter. ”Saaledes er pludselig Anfald af Vanvid drysset jævnt ud over Slutningen, efterhaanden som de forskellige Personer oplever triste Begivender” (36). Genremæssigt bestemmer Tage Høeg Skovcapellet som en skæbne- og rædselstragedie, der efter hans opfattelse ikke rummer den mindste ”Skygge af personlig Indsats”, hvorfor den unge forfatter med stor hast kunne udarbejde det ene sørgespil efter det andet. Stykket læste han for de familier i København, som han regelmæssigt besøgte. Adam Oehlenschlägers ros opfattede han som en form for digterindvielse. Af de få forskere, der ikke affærdiger H. C. Andersens ungdomsdrama, kan anføres Leif Ludwig Albertsen, som faktisk finder, at Skovcapellet fortjener at blive trykt, hvorfor han henvender sig til Andersen-forskningens nestor Helge Topsøe-Jensen, der imidlertid hævder, at det ville ”være Synd at byde Studenter ved en Universitetsøvelse saadan noget umodent Vrøvl.” Men samtidig opfordrer han Albertsen til at forfatte en kildekritisk afhandling ”med fyldige og morsomme Citater” fra skuespilteksten, hvorved han afslører tilstedeværelsen af modstridende holdninger og følelser i forhold til den uudgivne tekst. Selv om Albertsen bøjer sig for Topsøe-Jensen faglige vurdering, foretager han – efter den faglige faderguds bortgang – en opvurdering af dramaet, som viser, at han finder afslaget fejlagtigt.

Bo Elbrønd-Bek (1946-2012), ph.d., cand,mag. et mag.art. har bl.a. undervist ved Odense universist, University og Washington, University of Wisconsin-Madison, Universitet i Oslo, Københavns Universitet, hvortil kommer forskningsstipendier ved Ernst Moritz Arndt Universität zu Greifswald og Humboldt Universität zu Berlin. Har udgivet en snes bøger og offentliggjort et halvhundrede artikler og forfatterinterview.