Over 10 mio titler Fri fragt ved køb over 499,- Hurtig levering 30 dages retur
Bliv medlem
Log ind Opret dig
Nytårshilsen fra Natasha Brandt

Tak for bogåret 2022

Kære læser 

Hvilken bog læser du lige nu? Tænk på, at den bliver din sidste læseoplevelse i 2022, og tænk så på alle dem, der venter i 2023. Et nyt år er altid fuldt af oplevelser – også dem, vi ikke kan forudse, og der er sket meget i 2022, jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, da jeg stod på tærsklen for et år siden. 

Opløftende er det dog at se, at selvom vi har kunnet komme hinanden ved igen, har vi ikke lagt bøgerne bag os. Flere af os tager nemlig bøgerne med i streaming, når vi bevæger os rundt. Mange har pakket den digitale rejseguide fremfor den fysiske, når kalenderen har meldt ferie

Natasha Brandt

Efter et par rekordår på læselystens vegne i 2020 og 2021, var jeg spændt på at følge, om læsningen i 2022 ville påvirkes af, at vi igen kunne stille vores oplevelsestrang uden for hjemmet. Ikke overraskende har vi hos Saxo godt kunnet mærke, at læsningen har haft konkurrence på manges to-do-lister.  

Opløftende er det dog at se, at selvom vi har kunnet komme hinanden ved igen, har vi ikke lagt bøgerne bag os. Flere af os tager nemlig bøgerne med i streaming, når vi bevæger os rundt. Mange har pakket den digitale rejseguide fremfor den fysiske, når kalenderen har meldt ferie, og for mit eget vedkommende sparede ‘Turen går til’-serien i e-bogsversion mig for værdifulde gram i rejsetasken i årets ferieuger, hvor jeg også gerne ville have plads til en god roman i fysisk form. 

Selvom meget har været tilbage ved det vante i 2022, har det også på mange måder været et anderledes år. Krigen i Ukraine har påvirket alle på Saxo-kontoret, da vi har kolleger i Ukraine, der lever med krigen hver dag. Vi er dagligt i tæt kontakt med dem alle, og nogle af dem besøgte os i København en uge i november, hvilket var både dejligt og en anledning til at få sin egen virkelighed sat i perspektiv. 

Måske du som rigtig mange andre også bare måtte læse Mette Mayli Albæk og Lars Findsens ‘Spionchefen’, eller måske du har foræret en teenager i dit liv Tobias Rahims digtsamling ‘Drømmene maler virkeligheden’ denne jul? Det er i hvert fald to scenarier, jeg kan genkende

Natasha Brandt

På et andet niveau har vi hos Saxo som alle andre også mærket de udfordringer, som prisstigningerne har ført med sig. De har sat en prop i manges købslyst – men ikke i deres læselyst. Vi oplever nemlig, at bøgerne stadig fylder meget for den enkelte, og at flere får øjne og ører op for måder at læse på, de måske ikke før har forsøgt sig med. Det vidner de fortsat stigende bogstreamingtal i hvert fald om. 

Selvom digitale bøger skaber rum for mange flere læsestunder end den fysiske bog kan alene, foretrækker mange stadig at mærke papir mellem hænderne, når de læser. Måske du som rigtig mange andre også bare måtte læse Mette Mayli Albæk og Lars Findsens ‘Spionchefen’, eller måske du har foræret en teenager i dit liv Tobias Rahims digtsamling ‘Drømmene maler virkeligheden’ denne jul? Det er i hvert fald to scenarier, jeg kan genkende. Måske fordi de kom som lyn fra en klar himmel, ender begge bøger på årets top-10-bestsellerliste, der på mange måder er overraskelsernes bestsellerliste. 

For første gang nogensinde er der nemlig hele to engelske bøger på den, Colleen Hoovers ‘It ends with us’ og James Clears ‘Atomic Habits’. Det har #Bootok en stor del af æren for, og jeg synes personligt, det er fantastisk, når de sociale medier i sidste ende leder til bøgerne. 

Mens vi måske har tænkt os om en ekstra gang, før vi har købt en fysisk bog til os selv i år, har vi været generøse med boggaverne. Bøger er en af de allermest personlige gaver, vi kan give til hinanden, og i 2022 blev det også en af de allernemmeste. I begyndelsen af året gjorde vi det nemlig muligt at sende fint indpakkede boggaver med en personlig hilsen til personer i vores liv, vi gerne vil dele indhold og omtanke med. Rigtig mange har gjort brug af det og opdaget, at bogen er blomsten, der aldrig visner. 

Hos Saxo arbejder vi altid for at sætte forfatterne og deres bøger i rampelyset, og det skete helt bogstaveligt, da vi sammen med Muskelsvindsfonden og Aarhus Teater for andet år i træk kunne løfte teltdugen for julens nye familietradition, Cirkus Jul

Natasha Brandt

Hos Saxo arbejder vi altid for at sætte forfatterne og deres bøger i rampelyset, og det skete helt bogstaveligt, da vi sammen med Muskelsvindsfonden og Aarhus Teater for andet år i træk kunne løfte teltdugen for julens nye familietradition, Cirkus Jul, og byde velkommen i manegen til Buster, Snøvsen, Tante Andante, Den lille pige med svovlstikkerne og Næsehornet Otto. Jeg håber, de af jer, der lagde vejen forbi cirkusteltet i København eller Aarhus, havde en fortryllende oplevelse.  

Hos Saxo har vi også selv haft et par stjernestunder i 2022. Hele to gange vandt vi nemlig branchepriser for at have gjort det muligt for privatpersoner at sælge brugte bøger via vores app på Saxo.com. Det er vi enormt stolte af – især fordi vi kan se, det er noget, der bringer jer læsere værdi. Mere end 42.000 bøger er solgt via løsningen i år, og måske du har solgt en eller flere af dem? 

Hvad 2023 vil bringe, er svært at vide på forhånd, men at det skal blive fuldt af store oplevelser i bøgernes og den virkelige verden er jeg ikke i tvivl om. Når jeg kigger tilbage på mine egne læseoplevelser i 2022, er der som altid nogle, der har efterladt et særligt indtryk, og dem vil jeg gerne dele med dig. 

Rigtig godt nytår! 

Natasha Brandt, direktør for Saxo

Fem af mine største læseoplevelser 2022

'Undervejs - Dronning Margrethe fortæller til Tom Buk-Swienty'
af Tom Buk-Swienty

Årets første læseoplevelse lyttede jeg mig til, og det var intet mindre end en fantastisk oplevelse at starte bogåret med – på flere planer. Dels er selve historien om Dronning Margrethes formative år stærkt fascinerende, i særdeleshed på grund af hendes egen store åbenhjertighed overfor Tom Buk-Swienty, der igen-igen viser storformat som pennefører for andres eventyr. Dels er lydbogen bare fantastisk indlæst af Sonja Oppenhagen. Flere gange tog jeg mig selv i følelsen af, at det var dronningen selv, der talte til mig. 

'Nøjsomheden' af Stine Askov

Med maj måneds håbefuldt grønne trækroner som bagtæppe lytte-læste jeg Stine Askovs sjove, rå og rørende roman ‘Nøjsomheden’ om Mona, og det føltes på mange måder som helt perfekt timing. Historien om Mona, der drømmer sig væk fra ghettolivet gennem litteraturen, er nemlig helt fantastisk livsbekræftende. Historien gemmer også på en varm fortælling om kærlighed og kultursammenstød, og det er en af de læseoplevelser jeg vil vende tilbage til og anbefale igen og igen. Skuespiller Camilla Lau indlæser lydbogen helt eminent, og små lydeffekter ved hvert kapitelskift forbereder læseren på, at nu sker der noget nyt – et lille greb med stor effekt. 

'Karolines kærlighed' af Kim Leine

Som for rigtig mange andre er ferietid også lig med læsetid for mig, og på min sommerferie i år havde jeg ‘Turen går til Florida’ med som e-bog for at kunne få plads til ekstra ferie-frilæsning i kufferten, heriblandt Kim Leines spændingsroman ‘Karolines kærlighed’. Spænding er den helt rigtige genre for mig, når jeg skal bruge noget, der dur til både storby og strand, og Kim Leines fortælling om Karolines vej til toppen i dansk politik, og hvordan den er brolagt med magtbegær, familiehemmeligheder og usikre russiske alliancer, ligger helt i toppen af mine spændingsoplevelser i år. 

'Spionchefen' af Mette Mayli Albæk
& Lars Findsen

Det var mildest talt en arbejdsdag lidt ud over det sædvanlige, da Lars Findsens erindringsbog udkom i oktober og førte gule breaking-bånd med sig over hele medielandskabet. Bogen udkom et par dage før efterårsferien, og selvom ferie altid er værd at gemme gode læseoplevelser til, slugte jeg Findsens dybt interessante version af den spektakulære efterretningssag, længe inden ferieklokkerne ringede. Findsens personlige historie i forbindelse med anholdelsen er rystende, og fortællingen om hans vej mod embedsværkets tinder og de magtrelationer, der hersker her, er umanerligt spændende at få indblik i. 

'Tre dage i april' af Mich Vraa
& Jesper Bugge Kold

Noget af det bedste ved historiske romaner er i min optik, at de har en krog i virkeligheden og på den måde bliver som en dør ind i en tid og verden, vi ellers uomstrideligt er afskåret fra. I toppen af min liste over den slags litterære tidsrejser i år ligger Mich Vraa og Jesper Bugge Kolds ‘Tre dage i april’. Det var med en klump i halsen og ind imellem også et par blanke øjne, at jeg fulgte modige Dagmar på hendes lange rejse gennem Nazityskland for retfærdighed, frihed og kærlighed. 

Machine Name: SAXO082