-
Bliv medlem
Medlemskaber
Allerede medlem?
-
Skønlitteratur
Formater
- Faglitteratur
-
Børnebøger
Børnebøger efter alder
-
Inspiration
Aktuelt
- Bestsellere
Medlemskaber
Allerede medlem?
Formater
Børnebøger efter alder
Aktuelt
Jeg har tabt mit hjerte til klassikerne. Faktisk i en sådan grad, at det nogle gange er helt svært for mig at vende tilbage til alle de andre romaner, jeg også gerne vil læse. Fordi: I de bedste af klassikerne går fortælling, sprog og visdom op i en højere enhed på en måde, så noget i mig har flyttet sig, når jeg vender det sidste blad.
Jeg er så heldig, at jeg endnu kun har læst sådan cirka en dråbe i klassiker-havet og dermed stadig har uendeligt mange af de store til gode. Men her får I lidt om ti klassikere, som jeg holder meget af.
Litteraturhistorien er fyldt med eksempler på den magt, pennen kan have, og med Amalie Skrams 'Professor Hieronimus' og 'På Sct. Jørgen' – der her er samlet i ét – ser vi endnu et. 💪👉
For den norskfødte Amalie Skram, der flyttede til Danmark, da hun blev gift, skrev disse to selvbiografiske romaner i 1895, mens hun var indlagt på sindssygehospitalet Skt. Hans. Her kæmpede hun en indædt kamp imod den tyranniske overlæge Knud Pontoppidan. Og nok hedder den indlagte hovedperson og kunstner Else Kant og overlægen professor Hieronimus, men udgivelsen af Amalie Skrams romaner førte til Pontoppidans afsked.
Amalie Skram beskriver bragende godt den tvekamp, hun – jaja, Else Kant – kæmper imod professor Hieronimus, men mindst lige så interessant tager hun os med rundt på sindssygehospitalet, rundt i sindssygen, og beskriver blandt andet et patriarkalsk system, der har det lige lidt for stramt med den kvindelige vrede.
SINDSSYGT stærkt mesterværk, fristes jeg til at sige ... – for det er det. ❤️
Det er altså et brag af en fremtidsdystopisk fortælling, canadiske Margaret Atwood leverede i 1985 med 'Tjenerindens fortælling'. Siden skulle den da også vise sig at blive en nyklassiker, der på så mange niveauer og set fra så mange forskellige vinkler formår at føles uhyggeligt aktuel og nærværende den dag i dag. Måske det også er derfor, den for nylig har dannet baggrund for HBO-kæmpeserien ‘A Handmaid’s Tale’, som så mange har set begejstret med på.
Bedst kan jeg beskrive min læseoplevelse som noget så modsatrettet som en klaustrofobisk eksplosion, for den føles lige præcis som begge dele: Klaustrofobisk. Og eksplosiv.
Kultromanen tegner som sagt et fremtidsscenarie. Vi er i 2001 – romanen er jo fra 1985. I diktaturet Gilead følger vi tjenerinden Offred, en af de få fødedygtige kvinder, der er tilbage, efter at forurening har gjort befolkningen steril. Hun er nu installeret hos samfundets elite med den opgave at blive gravid. Hun må ikke læse, ikke tale frit, ikke træde ved siden af, for gør hun noget af det, straffes hun med døden. Hendes eneste frirum er i hendes tanker, hvor hun kan bevæge sig tilbage til en ikke-fjern fortid med mand og barn og job og en hyggelig lejlighed. Et helt almindeligt liv i en anden verden, som hun ikke vidste ville forsvinde.
Tager man corona-karantæne-brillen på, er der skræmmende meget genkendelse: hov, verden blev pludselig en anden, og jeg havde ikke set det komme. Mange valg er taget fra mig. Jeg føler mig ufri og holdt øje med, og jeg har lyst til at bryde ud. Gad vide, i øvrigt, om vores tjenerinde gør det?
'Tjenerindens Fortælling' er den vildeste læseoplevelse, og slutningen er … wow! 💥👊 – siger jeg bare. Det er nu, du skal læse den. Jeg forestiller mig, at den lander vidt forskelligt i os alle. Og så er der jo altså også fortsættelsen, ‘Gileads døtre', at glæde sig til.
Jeg føler nærmest, at jeg har haft logi i Ole Jastraus lejlighed i Istedgade i København, for i Tom Kristensens ’Hærværk’ er den scene for alt fra hovedpersonens familieliv med lille barn over hans skilsmisse til, ja, det hærværk, han begår mod sig selv i form af en kaotisk, undergangs-orienteret livsførelse.
Jeg føler også nærmest, at jeg har drukket mig i hegnet med Ole Jastrau på Bar des Artistes et utal af gange, for hans ulideligt selvdestruktive ridt nedad bliver en nærmest fysisk følelse, og jeg skulle hilse at sige, at man ret ofte har lyst til at brøle ’stoooop’ og ruske denne her ellers så ordentlige mand, der jo egentlig besidder en fornem stilling som litteraturkritiker på den ansete avis Dagbladet. Så hvorfor vil han nedad? Og hvor ender det hele henne? Det er der helt sikkert mange bud på.
Men det vi ved er, at Tom Kristensen med ’Hærværk’ i al fald til dels har skrevet en nøgleroman, og det havde mange i hans samtid (1930) det pænt stramt med. For Kristensen selv var litteraturkritiker på Politiken – ikke Dagbladet – og store dele af romanens persongalleri var efter sigende ret let at genkende i kredsen omkring forfatteren.
Ikke desto mindre er dette fine mesterværk eviggyldigt, for det dykker ned i herligheder såsom indre tomhed, mindreværd og bristede drømme, som vi vel alle kender til i sårn én eller anden grad. På trods af det – eller måske netop derfor – vil jeg sige, at det er en berigende oplevelse at stifte bekendtskab med Ole Jastrau.
Favoritten, virkelig favoritten. 'Anna Karenina' er – modsat hvad man måske kunne tro om en russisk klassiker – den vildeste pageturner, og lad det være sagt med det samme: den er intet mindre end fremragende.
På overfladen er romanen en fortælling om tragisk kærlighed i 1800-tallets forlorne, russiske aristokrati med Anna Karenina som pre-feministisk heltinde – men den er også en fortælling om tro, om holden-på-formerne, om et hav af menneskelige, komplekse følelser og tanker og om et vidunderligt, nuanceret persongalleri med virkelige, moderne problemer.
Og så er den så sindssygt smukt skrevet. Tolstoj skriver med kæmpe menneskelig indsigt, samtidig med at han hele tiden løfter blikket til det alment menneskelige på en måde, så han rammer rent, også i dag.
Jeg blæste igennem dette hans mesterværk med bankende hjerte og høj puls, fordi jeg MÅTTE vide, hvordan det dog skulle gå med Anna og Vronskij, Kitty og Levin. Åh. Havde jeg dog bare det hele til gode. ❤️
Der er ét eller andet med Martin A. Hansens helt igennem fantastiske lille pakke af en romanperle, ’Løgneren’, som jeg simpelthen ikke har luret. Fortællingen om tre umiddelbart stillestående dage på den fiktive ø Sandø foregår i marts, og hvert år i marts er der så åbenbart en hel masse Martin A. Hansen-fans, der genlæser denne hans nok kendteste roman.
Jeg aner ikke, hvor det kommer fra, men jeg opdagede det ved, at min boghandler fortalte mig det: at han og hans familie læser den hvert år i marts. Derefter viste det sig, at min bedstemors søster Helga på 91 har gjort det i adskillige år (dog med undtagelser, påpeger hun), og gudhjælpemig om det ikke viste sig, at min veninde gør det samme. En lille marts-bevægelse, hvor er det sødt.
Så nu er jeg selvfølgelig med på den vogn. Dels fordi at dét at være en del af et læsende fællesskab er så god en følelse. Dels – og vigtigst – fordi ’Løgneren’ er den roman af alle, jeg har haft mest lyst til at genlæse. Hvor mærkeligt er det lige?
Jeg tænker, at det er en bekræftelse på, at Martin A. Hansen, som en af vores helt store forfattere og tænkere i efterkrigstiden, rummer sjældent mange lag. Og så kommer man ganske enkelt til at holde af livet på Sandø, selvom det kræver lidt tålmodighed at tygge sig ind på.
Min første genlæsning her i marts blev faktisk til en LYTNING, for takket været et tip blev jeg opmærksom på, at skuespiller Jens Albinus, der også har skrevet forord til bogen, ved sin oplæsning giver romanen en helt ny dimension. Jeg er enig .❤️
Jaja, nu peger jeg på ’Vinter-Eventyr’, men jeg kunne lige så godt have foreslået ’Syv fantastiske fortællinger’, ’Skæbne-anekdoter’, eller ... (indsæt et hav af Blixens andre fortællinger og anekdoter og jo helt sikkert også romaner som ’Min afrikanske farm’ eller ’Babettes gæstebud’, som jeg selv endnu har til gode).
Pointen er: man skal stifte bekendtskab med Karen Blixen. Af alle de åbenlyse grunde, som åbenbarer sig for een, når man rent faktisk begynder at læse. Hun er mageløs, helt bogstaveligt, for der er ingen som hende og ingen, der skriver som hende. Hun passer ikke ind i sin – eller nogen – tid eller kasse med sine fortællinger, æskesystemer, eventyr, magiske realismer og alt det derimellem, som helt sikkert rummer et hav af læsningsmuligheder, men som virkelig også bare kan læses som gode historier. Uanset hvad er de en oplevelse.
Jeg har kun læst en brøkdel af hendes forfatterskab og fremhæver her ’Vinter-Eventyr’, fordi især novellen ’Sorg-Agre’ er gået lige i hjertet på mig. Åh, læs den. Og nyd samtidig, at den er skrevet af en kvinde med hat, der stort set altid gjorde det modsatte af, hvad man forventede af hende – og af kvinder generelt – og også for det siger jeg tak.
Hvis du forestiller dig, at du ville kunne lide at svælge i fine kjoler, store selskaber og overklasse-lækre badeferier mikset med store og ofte forbudte følelser, ja så vil du højst sandsynligt synes, at Thomas Manns slægtsroman fra 1901 er helt vildt dejligt selskab. Ikke mindst fordi den samtidig er noget så vidunderligt som en page-turner og dermed helt perfekt at fyre med i ferietasken.
’Buddenbrooks’, som Thomas Mann i øvrigt skrev som 25-årig, er en af de mest læste bøger i Tyskland nogensinde, og det forstår jeg virkelig godt. Den er historien om den nordtyske, velstående købmandsfamilie Buddenbrook, hvis altoverskyggende kamp for overlevelse vi følger over fire generationer. Og så er den også en større historie, og det er jo nok derfor, at Thomas Mann flere år senere modtog Nobelprisen i litteratur med særlig henvisning til netop dette her hans debutværk: nemlig historien om slægtens økonomiske og menneskelige forfald, der samtidig tegner et billede af borgerskabets forfald og sammenbrud op igennem det 19. århundredes Tyskland.
Trods forfald er ’Buddenbrooks’ dog en skøn, varm pakke i forrygende selskab.
Lad det være sagt med det samme: jeg har IKKE læst alle 12 bind af Marcel Prousts så berømte ’På sporet af den tabte tid’ skrevet fra 1913-1927. Faktisk har jeg kun læst de første to, og jeg forestiller mig vel egentlig, at jeg sidder i en hytte ved havet med børnebørn løbende om benene, når jeg engang vender det sidste blad i bind 12. Jeg elsker den tanke: at have et værk, der følger mig op igennem livet.
Og så en rettelse: der skal faktisk ikke løbe så meget som et eneste barn om benene på én, når man læser Proust. Bare spørg mig. Jeg begik den fejl at kaste mig ud i etteren i en sommerferie med mine tre børn knaldende rundt omkring mig, og det fungerede mildest talt ikke. Jeg tabte konstant tråden, måtte igen og igen gå et par linjer tilbage for så blot at konstatere, at jeg atter engang havde mistet overblikket.
Og det giver mening, for: Proust skriver i virkelig lange, associative sætninger, der kan være halve sider lange og fulde af digressioner – indskydelser – der vandrer helt andre steder hen end der, hvor han lagde ud. Men når først man har roen, forstår man også, hvad hans pointe hermed er, og derfra er det en helt vidunderlig oplevelse at være med ham, i hans indre og ydre verden, som han genskaber og genoplever en svunden tid bl.a. i overklassens Paris. Billederne, det hele, bor stadig tydeligt i mig.
Den til dels autofiktive roman har været banebrydende, og Proust har været en kæmpe inspiration for mange af de helt store, blandt andre min helt og mit crush, norske Karl-Ove Knausgaard. Så prøv med bare én i første omgang. I selskab med dig selv. Og måske du så opdager, at du også er steget på toget.
Vi taler tit ‘Lykke-Per’, når vi taler Pontoppidan, og mens den er god og en af vores helt store, danske udviklingsromaner, ja så er efterfølgeren, 'De dødes rige', altså endnu bedre. Faktisk er den så helt vildt god, at den ligger helt i top over mine absolutte yndlings-romaner, ligesom Pontoppidan ligger helt i top på min yndlings-forfatter-liste. Han sikrede sig i øvrigt Nobelprisen i 1917 for de tre roman-mesterværker tilsammen (’Det forjættede land’ var den første, men de tre bliver nok oftest læst som helt selvstændige romaner).
Vi har os selvfølgelig en kærlighedshistorie, nemlig den mellem Torben og Jytte, og prust, den er jo alt for kompliceret. Men de to bor stadig i mig: Jytte Abildgaard som en af de mest komplekse kvindefigurer i dansk litteratur og godsejer Torben Dihmer, der trækker sig fra livet og alle de forandringer, som Danmark på det her tidspunkt omkring århundredeskiftet undergår.
For det handler ’De dødes rige’ også om: den for flere af figurerne dystre og uoverskuelige samfundsudvikling, og tilsammen tegner de mange skæbner, som fletter sig ind og ud af hinanden, på smukkeste vis et Danmarksbillede.
Men MEST af alt, ja så skriver Pontoppidan simpelthen bare fuldstændig svimlende vidunderligt. Som i: han rager – i ’De dødes rige’ – op over dem ALLE, når det kommer til danske klassikere. Så find blyanten frem og marker de fineste steder, som du sidenhen kan vende tilbage til og nyde. Og nyd så lige.
Det var kærlighed ved første ord, da jeg kastede mig over Jacob Paludans hovedværk ’Jørgen Stein’, der føles som noget så vidunderligt som et litteraturens svar på en gammel Hollywood-film. Vi bliver inviteret indenfor til store middagsselskaber og får fremmalet de smukkeste naturscenarier omkring amtmandsboligen i det idylliske Havnstrup ved Limfjorden – alt sammen i et sprog, som man kun kan elske, hvis man holder af sprog, der lever og ånder.
I ’Jørgen Stein’ følger vi på bedste udviklingsroman-manér Jørgen, der som søn af amtmanden er vokset op i det bedre borgerskab, men modvilligt er nødt til at bevæge sig ud i verden for at studere, og her gør han sig jo erfaringer med damer og så meget andet. Underliggende får vi tegnet et billede af borgerskabet før, under og efter 1. Verdenskrig.
En god ven sagde til mig, at han er overbevist om, at Lise Nørgaard må have læst ’Jørgen Stein’, inden hun skrev Matador. Du kan jo passende se, om du synes, han har fat i noget, når du kaster dig over denne skønne, danske klassiker.
