-
Bliv medlem
Medlemskaber
Allerede medlem?
-
Skønlitteratur
Formater
- Faglitteratur
-
Børnebøger
Børnebøger efter alder
-
Inspiration
Aktuelt
- Juleinspiration
Medlemskaber
Allerede medlem?
Formater
Børnebøger efter alder
Aktuelt
14. oktober 2021
Jeg vågner alt for tidligt om morgenen for tiden, ofte omkring ved 5-tiden faktisk. Den slags perioder har jeg indimellem, og den dér time eller to, hvor jeg ligger og vender og drejer mig, indtil min kæreste og ungerne begynder at vågne, plejer at være forbundet med en pænt stor frustration for mig.
Forleden prøvede jeg noget nyt. Jeg listede en dyne med nedenunder i sofaen og pakkede mig ind sammen med en kop kaffe og Søren Ulrik Thomsens ‘City Slang’. Jeg er ikke en så trænet lyrik-læser, men det er fløjtende ligegyldigt, for det her mærkede jeg. Lige der, i den for mig ofte melankolske overgang mellem nat og dag, åbnede der sig det smukkeste rum og en helt sprød oplevelse, som jeg ikke har haft før. Tonen i Thomsens debutsamling passede simpelthen til lige præcis den blå, tidlige morgentime, og ved en eftertanke giver det mening, for melankolien og det blå er det helt gennemgående tema, og ikke mindst den helt gennemgående følelse, i nyklassikeren fra 1981, der netop er blevet genudgivet i anledning af den store danske digters 40-års jubilæum.
Med det blødeste og smidigste sprog kommer vi helt tæt på hud og krop: ‘langsomt lægges din arm om min hals/mit hoved imod dit bryst -/hurtigt/slynges syn gennem øjet, lyd gennem ørets tragt/en anelse lyser i mikrosekund/et sted i nervernes net/huden tager hastigt imod/det kolde og varme, det hårde og bløde’, ligesom vi bliver slynget ind i den - i al fald i en hudløs blå morgentime - lidt for rå by: ‘nu river alle døre sig løs nu falder alle vinduer ud/manuskripterne vælter sig sindssygt i vinden/brevenes skrift opløses fotografierne flyder ind i hinanden/tankerne myrder og forherliger sig selv brækker sig på alle hjørner’.
Wow. Flot, hva’?
Jeg gætter på, at ‘City Slang’ ligger solidt plantet i baghovedet hos mange af de Søren Ulrik Thomsen-læsere, der nu har kastet sig over hans seneste essay, ‘Store Kongensgade 23’. Her fortæller han nemlig om sit møde med den storby, som han så hovedkulds forelsker sig i, og som samtidig hele tiden skrives frem i debutsamlingen.
Udgangspunktet for ‘Store Kongensgade 23’ er ret genialt, synes jeg. Thomsen spørger: ‘Er der et enkelt år eller sted i et menneskes liv, der efterhånden, som tiden går, vil vise sig at være det vigtigste? Punktet, hvor passerens spids kan placeres, fordi alt tidligere drømmeagtigt peger ind mod det, og alt senere viser tilbage til dette centrum, hvis betydning man selvfølgelig ikke erkender før langt senere?’ For Søren Ulrik Thomsen er passerens spids placeret i den lejlighed i Store Kongensgade 23, hvor han sammen med sin mor, far og storebror flyttede til fra Stevns, da han var 16 år gammel. I det år, hvor han boede her, oplevede han ting »der var så tunge, at jeg på en måde slet ikke kan huske dem, og andre så vidunderlige, at jeg erindrer dem i de skarpeste detaljer«, og året blev definerende for det menneske, som digteren blev, og som nu, et halvt århundrede senere, sidder og ser tilbage og reflekterer over tiden, der er gået.
For Søren Ulrik Thomsen-kendere er der helt sikkert en masse biografisk interessant at hente om digteren i essayet her - altså: han inviterer os tættere på sin egen private historie end nogensinde før. Eksempelvis fortæller han for første gang om moderens svære, psykiske lidelser, om hendes syv år i psykiatrien med indlæggelser og elektrochokbehandlinger, og om hvordan faderens dybe og vedholdende kærlighed var med til at gøre hende rask igen. På hudløs vis fortæller han også om den ‘gådefulde, invaliderende, sprogløse angst’, som han i flere år led af, og som mødet med en psykoanalytiker hjalp ham med at tackle.
For mig er det dog faktisk Thomsens refleksioner over tiden og ikke mindst over dét at blive ældre, ja faktisk gammel, der sidder i mig efter endt læsning. Ligesom ‘City Slang’ kredser omkring det blå, således gør tonen det også her: ‘Jeg frygter pludselig at synke sammen på S-togsædet en fredag eftermiddag på en af de højtliggende stationer syd for København, mens lyset fra et nærliggende industrikøkken brænder gennem novembermørket.’ Avs, den mærker jeg virkelig i maven. Jeg har ikke lyst til at blive gammel. Og det er faktisk lidt hård læsning: hvordan Søren Ulrik Thomsen, i en alder af 65, oplever, at ‘tiden er gået mig forbi’, og at han hver morgen ser sig selv i spejlet ‘som et genfærd’. Samtidig føler han sig ‘taknemmeligt benådet’, fordi han ikke døde ung.
Jeg er nybegynder udi Søren Ulrik Thomsens forfatterskab, men sikke en fin bue fra ‘City Slang’ til ‘Store Kongensgade 23’, det har været at følge i min tidlige morgentime. Jeg tænker lidt over, hvor spidsen af min passer egentlig er placeret? Og ligesom Søren Ulrik Thomsen gør det, byder også jeg en ny, fin dag velkommen.
3. oktober 2021
Forfatter Peter Øvig Knudsen har frygtet elektrochokket som sit værste mareridt, men i januar 2018 viste det sig at blive hans mirakel. Her blev han nemlig helbredt for en svær psykotisk depression på Rigshospitalets lukkede afdeling.
I 'Jeg er hvad jeg husker' dykker den dokumentariske forfatter ned i depressionen og elektrochokket med udgangspunkt i sine egne erfaringer, men det er jagten på den nuancerede fortælling omkring elektrochokket som behandlingsform, der driver ham. Der er nemlig også mindre lykkelige fortællinger, der skal frem i lyset. Det er f.eks. Pernille Frandsens. Hendes elektrochok medførte, at hun mistede sin hukommelse, og i dag, et årti senere, ikke har fået den tilbage.
Hvad håber Peter Øvig Knudsen allermest, at hans læser vil konkludere på baggrund af hans bog? Det kan du høre ham svare på lige her.
Pssst! Har du i øvrigt læst Peter Øvig Knudsens andre bøger? Der er en perlerække af dem lige her.
'Jeg er hvad jeg husker' er en selvstændig fortsættelse af 'Min mor var besat'.
'Jeg er hvad jeg husker' af Peter Øvig
Forfatteren Peter Øvig havde egentlig altid frygtet elektrochok og forbundet det med Jack Nicholson i filmen 'Gøgereden'. Men da han selv blev indlagt på Rigets psykiatriske afdeling og erklæret helbredt efter at have modtaget behandlingen, satte det gang i en masse tanker hos forfatteren. Ikke bare om sin psykiske sygdom, men også om sig selv.
Som sin anden læseoplevelse i oktober måned læser Lise opfølgeren til Peter Øvigs bog 'Min mor var besat', bogen 'Jeg er hvad jeg husker', for at blive klogere på elektrochokket som behandlingsform og nogle af de tanker forfatteren gjorde sig både før og efter sin behandling.
Er du klar til at læse med? Du finder Peter Øvigs bog 'Jeg er hvad jeg husker' lige her.
'Store Kongensgade 23' af Søren Ulrik Thomsen
I år er det præcis fyrre år siden, at Søren Ulrik Thomsens første digtsamling 'City slang' udkom. Dette efterår udkommer den folkekære digter med en spritny essaysamling, 'Store Kongensgade 23', hvori København som storby ligesom debuten for fyrre år siden endnu engang danner rammen for bogen.
I 'Store Kongensgade 23' mindes Søren Ulrik Thomsen sine unge år i København med alt fra hans mors svære depression til søde Jane fra Sølvgade Skole. Samlingen indeholder desuden en række tanker om alderdom og altings endeligt, men også tanker om, hvorfor vi egentlig skriver.
Som ny Søren Ulrik Thomsen-læser har Lise derfor i denne måned valgt at fordybe sig i den både stemningsfyldte og reflekterende essaysamling, og vi er meget spændte på at høre om hendes læseoplevelse.
Skal du læse med? Du finder Søren Ulrik Thomsens bog 'Store Kongensgade 23' lige her.
Mine 5 bedste læseoplevelser i 2020
