-
Bliv medlem
Medlemskaber
Allerede medlem?
-
Skønlitteratur
Formater
- Faglitteratur
-
Børnebøger
Børnebøger efter alder
-
Inspiration
Aktuelt
- Juleinspiration
Medlemskaber
Allerede medlem?
Formater
Børnebøger efter alder
Aktuelt
20. juli 2020
Det sidder stadig dybt i mig: billedet af jæger-samler-mennesket, der lever i så tæt pagt med naturen, som man overhovedet kan forestille sig. Som måske har spiddet et dyr i løbet af dagens timelange jagt, og som indtager det, siddende i rundkreds sammen med de nærmeste i stammen. De spiser sikkert også frugt, planter og bær, og så fortæller de historier. Altså: de kigger på hinanden, de taler på skift, de reagerer, de er sammen. Og når mørket falder på, ja, så går de til ro.
Hvordan lander det billede mon i jer? Hos mig giver det en ro og samtidig en underlig længsel. Jeg kan mærke, næsten helt fysisk, at der er noget helt rigtigt – ja, naturligt! – i det liv, som jo faktisk er det liv, mennesket har levet i 99 % af dets tid her på jorden.
Og hvorfor er dét så interessant i en tid, hvor vi ikke mere gnaver i planter og går i seng med solen? Fordi det er dét oprindelige liv – som jæger-samlere – vi mennesker er indrettet til at leve, og derfor er der så mange af os, der mistrives og bliver fysisk og psykisk syge i dag. Vores evolutionære udvikling er kort sagt ikke fulgt med den teknologiske udvikling.
Det dokumenterer Chris McDonald på overbevisende vis i, hvad jeg fristes til at kalde, en bibel for vi menneskers trivsel. Med en holistisk tilgang, der zoomer ind på alt det essentielle i et fysisk og psykisk godt liv, peger han på, at vi er nødt til at forstå os selv i den helt store sammenhæng, for dér finder vi forklaringen på de mange ulykkelige statistikker over vores trivsel, der brager afsted i den helt forkerte retning.
Vi er ikke skabt til at sidde foran en skærm, alene, ubevægelige og usunde. Det bliver vi syge af. Gisp.
Efter at have læst ‘Ikke til forhandling’ ved jeg, at det er rigtigt. Chris McDonald synes ikke, at vi skal leve, som vi gjorde for tusinder af år siden, men han viser, hvordan vi lever bedre og i balance. Billedet af det bær-spisende, historie-fortællende menneske i rundkredsen sidder dybt i mig – og det tænker jeg er første skridt til at få sat den ene fod foran den anden. Klappet den bærbare sammen. Og inviteret en ven på en god, stor portion jordbærgrød. 🍓
8. juli 2020
Det føles lidt mærkeligt at sige det her, men jeg tog engang en afspadseringsdag for at kunne læse spanske Ildefonso Falcones’ debutroman, ‘Havets Katedral’, til ende. Det er nok godt og vel ti år siden, og jeg var næppe den eneste, der ikke kunne slippe den historiske roman: Falcones’ fortælling om 1300-tallets Barcelona er i al fald blevet solgt i syv millioner eksemplarer fordelt på fyrre lande.
Ligesom debutsuccesen foregår Falcones’ ‘Sjælemageren’ i Barcelona, denne gang i 1901, en tid præget af uroligheder og konfrontationer mellem arbejderklassen og den katolske overklasse. Midt imellem de to grupperinger står kunstneren og romanens hovedperson, Dalmau, og det er hans ikke ukomplicerede balanceren mellem samfundets top og bund, vi følger, hele tiden med kærligheden til kunsten og til den fattige pige Emma som drivkraft.
Falcones fik mig ikke lokket til at tage en afspadseringsdag i denne her omgang – så skulle det i al fald have været for at få romanen lidt hurtigere overstået. For åh, jeg synes, den dramatiserer på en for mig svulstig måde, og så støjer det for mig, at Falcones hele tiden fortæller mig, hvordan jeg skal forstå og føle og opleve fortællingen. Med andre ord: han skriver i høj grad på linjerne, og personligt foretrækker jeg, når læsningen efterlader luft til, at jeg kan male mine egne billeder.
Men med det sagt: jeg kan forestille mig, at en historisk roman med det hele serveret for mange vil være en fin afstemt cocktail til en dag i havestolen. Ikke mindst fordi Ildefonso Falcones lægger sig i kategori med Ken Follett – og lur mig, om der ikke vil være vældig mange flere af dem, der vil elske at dykke ned i hans historiske opmalinger, end der vil være af dem, der har det som jeg.
Så jeg er virkelig nysgerrig: har I mon læst med?
Hvordan kan vi lære at se på os selv og vores tilværelse med nye øjne? Hvad er vigtigt for at have et godt liv? Hvorfor bliver vi ramt af sygdom, angst og stress, når vi samtidig har de bedste forudsætninger for at have det godt både fysisk og psykisk? Det er nogle af de spørgsmål, Lise forhåbentlig har fået svar på ved at læse bogen ‘Ikke til forhandling’ af den populære sundhedsformidler Chris MacDonald. Midt i en tid, hvor alting er anderledes, end det plejer, og hvor vi er tvunget til at omlægge vaner og gentænke vores måde at omgås hinanden på, kommer sommerferien som en god anledning til at tage tilværelsen op til overvejelse. Dét får du den (måske) bedste hjælp til fra Chris MacDonald, hvis du, som Lise, læser 'Ikke til forhandling’.
For at ikke Lise skulle få ondt i ryggen af at slæbe tykke sommerbøger land og rige rundt, lyttede Lise til ‘Ikke til forhandling’ som lydbog. Gør det samme, hvis du rejser let, vil undgå at få trætte arme eller bare elsker at lytte dig klogere.
I juli læste Lise Ildefonso Falcones’ på nye, store historiske roman ‘Sjælemaleren’, som tager læseren med på en bagoverblæsende rejse i både tid og rum. Tag med til Barcelona i begyndelsen af 1900-tallet, og få en episk historie om blussende kærlighed, storslået kunst, altopslugende passion og ubærlig splittelse. Med Falcones’ ‘Sjælemaleren’ inden for rækkevidde er du både sikker på at få dulmet rejseabstinenserne og i risiko for at glemme alt omkring dig – for den er et ferieminde uden sammenligning.
Mine tanker om tiden, vi lever i
