-
Bliv medlem
Medlemskaber
Allerede medlem?
-
Skønlitteratur
Formater
- Faglitteratur
-
Børnebøger
Børnebøger efter alder
-
Inspiration
Aktuelt
- Juleinspiration
Medlemskaber
Allerede medlem?
Formater
Børnebøger efter alder
Aktuelt
Den 11. september 2021
Man kan fundere godt og længe og forarget over, at Tove Ditlevsen aldrig skulle opleve en litterær anerkendelse, da hun levede. Helt konsekvent blev hun dømt ude af det finere litterære selskab, så det er med nye øjne, hendes forfatterskab - her knap halvtreds år efter hendes død - bliver set.
For Tove-feberen raser, det har den efterhånden gjort i flere år, og faktisk ser den kun ud til at tage til i styrke. Læsere har Tove Ditlevsen altid haft, så egentlig er det ikke mærkeligt, at hendes bøger bliver genudgivet, og at hendes historie bliver fortalt fra teaterscener og snart også i en tv-serie. Men at blandt andre estimerede anmeldere på the Guardian og The New York Times nu hylder hendes forfatterskab med lovprisninger som ‘et skræmmende stort talent’ og ‘en stor kunstner’, er ganske enkelt nyt.
Til gengæld er det så virkelig på sin plads, opdager jeg lidt overrasket, da jeg læser Tove Ditlevsens ‘Københavner-trilogi’ bestående af de tre ikoniske erindringsromaner ‘Barndom’, ‘Ungdom’ og ‘Gift’. Jeg er, som så mange andre, vokset op med den brede fortælling om Tove Ditlevsens litteratur som værende folkelig og mest af alt letbenet, men de tre fortællinger om en arbejderklasse-piges opvækst i en baggård på Vesterbro er både kunst i sig selv og samtidig også fortællingen om en vaskeægte kunstner.
For hvordan kommer det til udtryk, at man har kunsten i sig? For Tove Ditlevsen er det dét at skrive digte, der gør det muligt for hende at være i livet, og sådan har hun det allerede som lille barn, erfarer vi i ‘Barndom’. At vokse op i 1920’ernes arbejderklasse er nemlig ikke en leg: ‘Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp’, skriver hun, og det er så vildt at læse, hvordan den dér lille pige så tidligt mærker, at dét at digte giver hende et rum, hun kan ånde i, når moderen er afvisende og fjern, når faren mister sit job, og familien ryger på den skamfulde fattig-hjælp, og når druk og vold er en del af livet. ‘Inde i mig begyndte lange underlige ord at krybe hen over mit sind som en beskyttende hinde. En sang, et digt, noget dulmende og rytmisk og uendeligt melankolsk, men aldrig sørgeligt og trist, som jeg vidste at resten af min dag ville være sørgerlig og trist.’
Ekstra vildt er det, at Ditlevsen finder vej til digtene, fordi en fattig pige i 1920’erne selvfølgelig ikke skulle være digter. Kun ægteskab kan beskytte en pige mod fattigdom og udskamning, fortæller hendes mor hende igen og igen, men Tove skriver og skriver, og digtningen bliver hendes livs røde tråd. En aften og et kys med en umulig kærlighed bliver til hendes første store digt: ‘Til mit døde barn’, der ender i det estimerede litterære tidsskrift, ‘Vild Hvede’, og den tredive år ældre redaktør Viggo F. Møller bliver Tove Ditlevsens første ægtemand - af fire - og ikke mindst indgangen til en verden af litteratur.
At skriften er Ditlevsens største kærlighed og nødvendighed viser sig i ‘Gift’ også i den ambivalens, hun konstant skal håndtere, da hun bliver mor til lille Helle. Forældreskabet og også ægteskabet med digterkollegaen Ebbe Munk er krævende med alle dets prosaiske pligter, tomheden kommer buldrende hver gang, et manuskript er blevet afleveret, og man mærker og forstår, hvordan det kan gå så galt, som det gør, da Ditlevsen støder ind i lægen Carl Theodor Ryberg
I forbindelse med en abort, han udfører på hende, giver han hende nemlig stoffet pethidin, og Ditlevsen bliver akut bimlende afhængig. Den rus og flugt, hun plejer at finde i skrivningen, bliver nu afløst af rusen fra pethidinen, og stoffet overtager hende i en grad, så kærligheden til datteren og ægtemanden bliver ligegyldig. Hun gifter sig med Carl Theodor, der mildest talt udnytter hendes afhængighed, og herfra starter en deroute, der er så filterløst beskrevet, at man kan mærke ensomheden, desperationen og flugten fra tomheden helt ind i knoglerne.
Og det er jo det, der er med til at gøre ‘Københavnertrilogien’ evigt relevant og til det fineste kunstværk: at Tove Ditlevsen skriver om at være et menneske, et helt og vaklende menneske.
Hun holder et spejl op for sin læser - også her generationer senere - som giver os et begrebsapparat til at forstå vores plads i verden, og hun gør det så hudløst ærligt og her-og-nu-agtigt, at vi da i øvrigt lige skal huske at bemærke, at Ditlevsen her introducerer os for den autofiktion, som mere nutidige forfattere ellers har fået æren for.
Jeg forstår godt, at Tove Ditlevsen bliver læst som en kunstner. Sikke en fin Københavnertrilogi.
5. september 2021
Det er ikke svært at forstå, at Bille August forelskede sig i digter Thorkild Bjørnvigs fortælling om hans pagt med Karen Blixen. I sin erindringsroman, ‘Pagten’, fortæller digteren nemlig på medrivende vis om det stormfulde afhængighedsforhold, han som 32-årig digterspire indgik med den 65-årige Karen Blixen. Karen Blixen skal hjælpe den unge Thorkild Bjørnvig med at blive en dygtigere forfatter, men prisen viser sig at være høj.
Her kan du høre Bille August fortælle, hvad der især fascinerede ham ved fortællingen.
'Københavnertrilogien' af Tove Ditlevsen
I 2019 bed Tove-feberen sig også fast i udlandet, da USA fik de tre oversatte erindringsromaner 'Barndom', 'Ungdom' og gift under den smukke titel The Copenhagen Trilogy. Tove Ditlevsens værker er nu oversat til intet mindre end 28 sprog.
I de tre bøger mødes læseren af Tove Ditlevsens velkendte humor og sårbarhed, og tilsammen optegner bøgerne en fascinerende livshistorie, en livshistorie, som The New York Times beskrev som et mesterværk, der både skærer ind til benet og kan hjælpe med at udfylde et tomrum.
Kast dig over 'Barndom', 'Ungdom' og 'Gift' allerede nu.
'Pagten' af Thorkild Bjørnvig
Karen Blixen er en af de celebre danskere, hvis liv og levned for altid vil vække nysgerrigheden og få fascinationen og inspirationen til at vokse. Den dengang 30-årige forfatter Thorkild Bjørnvig var af samme opfattelse, da han indgik sin pagt med den store forfatter.
'Pagten' er Thorkild Bjørnvigs beretning om en mester og en lærling, om kunst og et sjælevenskab, der slår revner. Det er en medrivende fortælling, der også har afstedført en storslået filmatisering af Bille August.
Mine 5 bedste læseoplevelser i 2020
