-
Bliv medlem
Medlemskaber
Allerede medlem?
-
Skønlitteratur
Formater
- Faglitteratur
-
Børnebøger
Børnebøger efter alder
-
Inspiration
Aktuelt
- Bestsellere
Medlemskaber
Allerede medlem?
Formater
Børnebøger efter alder
Aktuelt
21. september 2020
Der er bøger, man læser langsomt, måske fordi sproget er fortættet og en del af oplevelsen, og så er der bøger, hvor handlingen vælter ind over een og flår een med i en rasende fart. Sådan en bog var ‘Jordens salt’ for mig. 🌪️
Stephen King har sagt om denne – amerikanske Jeanine Cummins’ helt store gennembrudsroman – at ‘du kan ikke læse de første sider uden at blive grebet og læse den færdig’, ligesom Oprah har kaldt den for en ‘hjerteskærende page-turner’. Sideløbende med alle klapsalverne har ‘Jordens salt’ dog skabt en hulens masse debat i sit hjemland. For kan en privilegeret, hvid forfatter tillade sig at fortælle nogle af de mest udsatte menneskers, nemlig migranternes, historie uden selv at have været der?
I ‘Jordens salt’ følger vi mor Lydia og hendes søn Luca på otte år. De er privilegerede middelklasse-mexicanere, hvis liv ændrer sig på et par minutter – det sker på de første sider, som Stephen King nævner – og herfra har de intet andet valg end at flygte hovedkulds mod El Nordre, USA.
Det er den rejse, vi følger, og den holdt mig klistret til romanen, for den er virkelig voldsom, klaustrofobisk og håb-løs, samtidig med, at den, efter sigende, er vældig realistisk. Man mærker, at det her kunne være rigtige mennesker, at rystende mange mennesker og familier har lignende historier – og Jeanine Cummins lykkes med at forbinde en følelse til de ansigtsløse statistikker over mennesker på flugt slash mennesker, der mister livet på flugt, som vi jævnligt møder.
‘Jordens salt’ skildrer et forfærdeligt Mexico styret af narkokarteller, men det er menneskene, der betaler prisen, der er i fokus, og gudskelov for det. Jeg kan næppe komme i tanke om noget mere kedeligt end narkokarteller og den slags (hvorfor min kæreste og jeg kan bruge TI-ME-VIS på at finde en film, vi rent faktisk begge gider at se 🤯🤬) – men på en noget vigtigere skala: vi kan ikke få følelser, historier og ansigter nok på de mange mennesker, der er så langt væk fra vores, at vi ofte ikke sådan for alvor orker at tænke på det.
Men her er de. Så: afsted, udover stepperne. ❤️
10. september 2020
Det kræver sin roman at opnå status til at være en af dem, som man med ro i maven anbefaler med ordene: ‘jeg VED, at du vil kunne lide den’. Sådan en roman er Birgithe Kosovics’, ‘Det, du ikke vil vide’, blevet for mig.
Og hvorfor den er noget af det bedste, jeg længe har læst, kommer vist egentlig meget godt til udtryk i de mange forskellige ord, jeg har hæftet på, når jeg har talt om bogen. Et mix af: ‘Hun skriver fuldstændig sublimt!’ og ‘hun bruger sin fortællerstemme på en virkelig genial måde, som jeg ikke kan huske, at jeg er stødt på før’. Og så: ‘Den handler om alt det, der er forbundet med at have en vred og utilregnelig far’, ‘den handler om, hvordan vold og traumer nedarves gennem generationer’, ‘den handler om, hvordan krig – også 2. verdenskrig – stadig sætter sit aftryk i børn af i dag’, ‘den handler om, i hvor høj grad vi selv bestemmer, hvem vi er’.
Altså – what is not to like?
Alle romaner bliver jo læst og forstået med udgangspunkt i den, der læser. Vi har hver vores pose erfaringer med os, og derfor er det ofte forskelligt, hvad vi synes en roman handler om. Men min pointe her er vist, at der er så meget på spil i Birgithe Kosovics dokumentarroman, at jeg tror, at den i udpræget grad vil blive oplevet forskelligt fra læser til læser.
Et kort og forsøgsvist oprids: Birgithe Kosovic er vokset op med en jugoslavisk far, Jovan, og en dansk mor, Anette fra Amager. Vi lægger ud dér, hvor faren har slået hånden af sin datter og ikke mere vil se hende. Mest af alt – synes jeg – forsøger Birgithe Kosovic herfra at finde ud af, hvor hendes fars vrede kommer fra. Er den et resultat af en svær integration i Danmark? Kan man trække en tråd til de krigstraumer, som hans familie har med sig – eller er det bare det menneske, han har valgt at være? Birgithe Kosovic tager os med tilbage til Jugoslavien, men hun går også tilbage i sin mors historie, der pludselig folder sig ud og peger på, at også en helt almindelig dansk familie jo er rundet af alt muligt skidt og kanel.
Kosovic kalder ‘Det, du ikke vil vide’ for en dokumentarroman, og nok skriver hun på et skelet af fakta, men hun træder ind i sine familiemedlemmers tanker og handlinger og putter kød på og lader os mærke dem på virkelig, virkelig poetisk vis. Pludselig står hendes fortæller et par generationer tilbage i tiden ved siden af sin nu afdøde farfar, dufter og mærker det samme som ham og ser, hvad han ser, og det er smukt og nærværende, og man føler, at man er der selv. Jeg kan ikke huske, at jeg har oplevet at blive taget ved hånden af en fortæller på den måde før.
Så her får I den, med ro i maven: Jeg VED, at I vil kunne lide den! ❤️
‘Det, du ikke vil vide’ er Birgithe Kosovic indlevede, rørende og fængslende fortælling om sin dansk-jugoslaviske familie, om slægtstraumer, integration og ytringsfrihed. Men først og fremmest er ‘Det du ikke vil vide’ et portræt af Birgithe Kosovics magtsyge og utilregnelige far og en undersøgelse af årsagen til hans unedbrydelige vrede.
‘Det, du ikke vil vide’ høstede håndfuld på håndfuld af stjerner, da den udkom, og Lise skulle naturligvis læse, hvad Birgithe Kosovics dokumentarroman gør så godt. Har du læst med?
I september har Lise læst Jeanine Cummins' enormt omdiskuterede roman 'Jordens salt', som både har opnået at være udsat for kæmpe hype, ligge nr. 1 på de amerikanske bestsellerlister og være genstand for identitetspolitisk debat.
I 'Jordens salt' går det løs fra første side. Lydia og hendes søn tvinges på flugt fra mexicanske narkogangstere, og de må under bulder og brag forlade deres hjem i den mexicanske by Acapulco og slutte sig til migrantstrømmen med retning mod USA. Men vejen er lang og farlig, og de er langt fra de eneste migranter med USA som endedestination.
Har du læst med?
Mine tanker om tiden, vi lever i