Se de to bøger, Lise læser i februar, og læs selv med

Min oplevelse med 'Familien Bridgerton – Den ugifte hertug'

Måske har du allerede stiftet bekendtskab med de helt og aldeles afhængighedsskabende fortællinger om familien Bridgerton? Du kan i al fald både lære dem at kende via Julia Quinns ultrapopulære bogserie og på Netflix, hvor tv-serien har gået sin sejrsgang, siden den havde premiere i juleferien.

Den massive succes er til at forstå: Du kommer nemlig på en forførende rejse tilbage til 1800-tallets England, hvor du møder medlemmerne af den store og farverige familien Bridgerton, hvis kærlighedsaffærer slet ikke er til at slippe igen. Du kan se en guide til de fem bøger, der indtil videre er udkommet på dansk, under serieguiden til Bridgerton-bøgerne her.

Men hvorfor har bogserien været SÅ oplagt at filmatisere? Og hvad sker der, når Bridgerton-familien går fra bogen til filmen?

Det sætter DR's film- og litteraturekspert Maria Månson ord på i videoen herunder.

'Det samme og noget helt andet' af Katrine Marie Guldager

Find bogen

Læg i kurv

4. februar 2021

Min oplevelse med 'Det samme og noget helt andet'

Mens jeg læste Katrine Marie Guldagers ‘Det samme og noget helt andet’, tænkte jeg på, at der i de senere år har været så mange romaner, der har bevæget sig inden for den autofiktive genre, at de nye autofiktive romaner, der kommer til, efterhånden næsten er nødt til at reflektere over sig selv. 👉

Genren, hvor forfattere fortæller deres egen historie i en fiktionaliseret roman-ramme, optager mig, fordi den har leveret nogle af mine allerstørste læseoplevelser, og ikke mindst fordi det seneste tiår i litteraturen har været netop autofiktionens. Bare herhjemme har vi i de seneste par år set Leonora Christina Skov med ‘Den der lever stille’, Peter Øvig Knudsen med ‘Min mor var besat’, Jesper Stein med ‘Rampen’ og en stribe andre forfattere gå deres sejrsgang med virkelig flotte romaner baseret på forfatterens egen historie. Men den massive succes gør, at jeg i stigende grad har brug for at se det eksistentielle potentiale i romanen, altså: Hvad skal jeg som læser bruge endnu en forfatters personlige historie til?

Så da Katrine Marie Guldagers splinternye, autofiktive roman landede i min postkasse, var jeg ekstra nysgerrig på, hvorfor en etableret forfatter som hun mon kaster sig over at fortælle om sin egen svære ungdom netop nu? Det viste hun sig heldigvis at give mig en rigtig god forklaring på! 🌟 – Og hvad den var, skal jeg nok vende tilbage til.

Katrine Marie Guldagers fortælling om den svære ungdom starter lige på og hårdt. Fortælleren får med en uges mellemrum to telefonopkald, der kommer til at ændre hendes liv. Først er hendes veninde død, og ugen efter er det fortællerens far, der dør. Det er i de følgende ti år, op igennem hendes svære og skrøbelige tyvere, at vi følger fortælleren.

Her oplever vi, hvordan balancen i hendes nære familie kollapser med faderens død. Det bliver pludselig tydeligt, at storesøsteren og moderen har et særligt tæt bånd, mens vores unge fortæller har været faderens foretrukne barn, ligesom han har været hendes foretrukne forælder. Lige så langsomt oplever vores fortæller at blive skubbet mere og mere ud i periferien af familien. På den store klinge er der sager som den, at farmoren pludselig er rasende over, at fortælleren i forbindelse med bodelingen har taget et gammelt spejl, som ingen nogensinde før har vist interesse for. Eller som da farmoren folder sig lidt ekstra ud og kræver 70.000 kr. fra hver af de to – studerende – søstre i en ikke så køn arvestrid.

På det mere subtile plan er der fødselsdage, der bliver glemt. Aftaler der ikke bliver overholdt. Familiemedlemmer, der ringer sammen bag ryggen på hinanden. Sladder. Oplevelsen med, at søsteren skal bære farmorens kiste, uden at nogen har orienteret eller spurgt vores fortæller. Og så er der selvfølgelig alt det usagte, alt det mellem linjerne, der får den unge kvinde til at føle sig udenfor i familien.

Og med alt det sagt: Hele baduljen er jo vores fortællers oplevelse. Og den oplevelse er skrevet loyalt af Katrine Marie Guldager med den tyveåriges vrede, indignerede, konfliktsøgende blik. Gennem de sårede tåger fornemmer man nemlig også, at der står en hel række familiemedlemmer og forsøger at række ud igen og igen, og derfor handler bogen også om skellet mellem, hvordan man selv og andre oplever. Det er selvfølgelig et kernespørgsmål i autofiktionen.

Og lad os da så lige vende tilbage til den, autofiktionen, og forklaringen på, hvorfor Katrine Marie Guldager netop nu kaster sig over den! Den får vi gennem hendes refleksion over selve det at skrive litteratur, der står som en afgørende del af ‘Det samme og noget helt andet’. Vi følger fortællerens glødende kamp for at blive optaget på forfatterskolen, for at blive udgivet, for at blive den bedste forfatter af dem alle, og vi forstår, at dét at skrive er fuldstændig livsafgørende og forløsende for hende. Da hendes første digtsamling bliver udgivet, føler hun, at hun er til, og derfor forstår vi også, hvorfor den voksne Katrine Marie Guldager er nødt til at forløse sig selv ved at skrive om den ensomme ungdom, der den dag i dag stadig fylder i hende. Hele denne svære og angstprovokerende skriveproces vender hun løbende tilbage til i et nutidsspor fra 2019-2020, hvor vi oplever forfatterens angst for at dykke ned i alt det mørke, samtidig med at vi ser, at hun er et sted i sit liv, hvor hun, personligt og som forfatter, ikke kan gå andre veje. Hendes måde at reflektere over sit valg af autofiktionen på er superrelevant og skarp. 👌

Katrine Marie Guldager vil sætte et spejl op for både sig selv og for læseren med ‘Det samme og noget helt andet’, og omend romanen for mig er lidt for lang og til tider unødigt dagbogsagtig, er jeg overbevist om, at rigtig mange vil kunne se sig selv i følelsen af at fare vild i sin egen familie. Jeg er også overbevist om, at de mange, der mærker vigtigheden af historien – og måske også af at bruge kunsten som lindring? – vil føle, at den rammer ekstra stærkt netop fordi, at den er based on a true story, jo!

Dét er autofiktionens styrke, og Katrine Marie Guldager trækker så fint på denne styrke med ‘Det samme og noget helt andet’.

Derfor har Lise læst 'Familien Bridgerton – Den ugifte hertug' og 'Det samme og noget helt andet'

'Familien Bridgerton – Den ugifte hertug'

Har du også lagt mærke til, at filmatiseringen af Julia Quinns forførende bogserie om familien Bridgerton lige nu brager afsted som kæmpe Netflix-succes? Lise har bemærket det! Og det gjorde hende nysgerrig efter at læse bøgerne bag og finde ud af, hvad det er, der gør, at bog og filmatisering går så godt hånd i hånd. Lise begyndte selvfølgelig med seriens allerførste bog, 'Familien Bridgerton – Den ugifte hertug’, og hvis du ikke har læst den endnu, anbefaler vi, at du også begynder her.

Er du allerede godt i gang med Julia Quinns bøger om familien Bridgertons mange intriger og kærlighedsforviklinger i 1800-tallets London, så smut ind forbi vores serieguide til familien Bridgerton-serien, og få overblikket over rækkefølgen på alle bøger i serien.

Vil du gerne læse bøgerne bag andre af dine yndlingsfilm? Så se også vores guide til filmatiserede bøger her. Måske du får helt nye yndlingsbekendtskaber!

'Det samme og noget helt andet'

I februar har Lises første læseoplevelse været Katrine Marie Guldagers nye selvbiografiske roman, 'Det samme og noget helt andet'. Bogen er på mange måder dét, titlen lover: Den er på samme måde som tidligere i Katrine Marie Guldagers flotte forfatterskab en roman, som tager livtag med nogle af tilværelsens allervigtigste og sværeste spørgsmål. På samme tid er romanen dog noget helt andet, end vi er vant til fra forfatterens hånd. Romanen er nemlig selvbiografisk og bygger på Katrine Marie Guldagers eget liv og oplevelse af at være fremmed over for sin egen familie.

Det er første gang, Katrine Marie Guldager skriver om sit eget liv, og det har Lise selvfølgelig skullet læse om. Har du læst med? Ellers finder du 'Det samme og noget helt andet' her.

Lises læseoplevelser i februar

'Familien Bridgerton – Den ugifte hertug' af Julia Quinn