Lises læseoplevelser i januar

'Det hele handler ikke om dig' af Niels Overgaard

Min oplevelse med 'Det hele handler ikke om dig'

En bog om en flere tusinde år gammel antik filosofi, der går sin sejrsgang netop nu – ja, hvorfor nu det?

I bogen med den opsigtsvækkende titel 'Det hele handler ikke om dig' dykker debuterende forfatter Niels Overgaard ned i den stoiske filosofi og omsætter den til helt konkrete redskaber, der kan hjælpe til at navigere i et moderne hverdagsliv. En hovedpointe er, at du skal koncentrere dig om det, du kan kontrollere – og slippe det, du ikke kan kontrollere.

Hvorfor dét vækker interesse hos overvældende mange danskere lige nu, giver fremtidsforsker Anne Skare Nielsen sit bud på her:

Lise taler med fremtidsforsker Anne Skare Nielsen om 'Det hele handler ikke om dig'

'BOB' af Helle Helle

12. januar 2021

Min oplevelse med 'BOB'

Jeg har altid syntes, at Helle Helle var en stjerne. Fra jeg var helt ung, har jeg slugt alle hendes underspillede dramaer og spiddende opmalinger af provins-hverdagslivet og elsket dem for lige præcis det: at jeg kom helt ind i det bankende hjerte på det provinsliv, som jeg selv er vokset op i, og som jeg genkender så godt i nabofællesskabet, i de ordknappe samtaler og i formfranskbrødet.

Men med årene har jeg fået øjnene op for, at Helle Helle kan læses som mere end bare en god historie. At der er en anden grund til, at hun har vundet et hav af priser og bliver læst i stor stil i gymnasier og på universiteter: nemlig den, at hun skriver Helle Hellesk. Hvor blæret er det lige at lægge navn til en skrivestil? Den vender jeg tilbage til, men først lidt om ‘BOB’.

Bob er selvfølgelig hovedpersonen i ‘BOB’. Sammen med sin gymnasiekæreste er han netop flyttet fra Lolland til en etværelses lejlighed oven på en tankstation i firsernes Vanløse. Kæresten er begyndt at studere, men Bob ved ikke rigtigt, hvad han skal. Han har det faktisk sådan lidt, bob-bob, mellem-agtigt med det hele. Lidt ud af det blå får han et deltidsjob som receptionist på et hotel i København, og resten af tiden holder han hus: han skurer og skrubber, laver mad og vasker tøj og gør sig tanker om det liv, de to skal have sammen. Men det går ned ad bakke – og herfra siger jeg ikke mere 🤫 – dog er det påfaldende, at det kun er Bobs nedtur, vi følger.

Sagen er nemlig den, at Helle Helle, som altid, har lavet et fortællemæssigt benspænd for sig selv. Så når du læser ‘BOB’, så læg mærke til, at det er kæresten, der er vores fortæller. Læg også mærke til, at hun er en alvidende en af slagsen, og at hun mest fortæller om, hvordan Bob har det, og hvad han laver, når hun ikke selv er der. På den måde er kæresten der hele tiden, samtidig med at hun slet ikke er der. Måske hun er ved at skrive sig selv ud af Bobs liv?

Det er blandt andet det, der er Helle Hellesk: at forfatteren altid fortæller på en radikal vis, der rusker op i os læsere og tvinger os til at nærlæse. Tidligere har hun f.eks. skrevet en hel roman i nutid. I ‘BOB’ har vi så en fortæller, der udelukkende fortæller om en anden, og hvor ordet ‘jeg’ kun optræder én gang.

Det Helle Helleske ligger også i den minimalistiske skrivestil (der dog er blevet mindre minimalistisk med årene), der virker så ligetil, men som overlader en masse til læseren selv. Vi fornemmer et drama, der lurer lige under den trivielle hverdags-overflade, men vi må selv læse det frem fra de små ydre tegn, der siger så meget. Hvad skal vi f.eks. lægge i, at ‘karkluden hang over vandhanen som aldrig før’, lige da det ser allermest trist ud for Bob, og der ikke er meget lykke tilbage i det lille hjem? Selv tolker jeg det, som om noget er under opsejling 🥺 – og så dør jeg i øvrigt af grin over, hvor megasjovt og underspillet, det er skrevet.

når du læser Helle Helles lillebitte, store roman, så gør dig selv den tjeneste at læse den langsomt. Lad Bobs mange gåture og busture og togture – og alt det andet – synke ind, og mærk det skred, der sker. Det er virkelig helt fabelagtigt, og spørger du mig, er Helle Helle en større stjerne end nogensinde. ✨

PS. Det er i øvrigt første gang, at Helle Helle genbruger en karakter, men faktisk er Bob en biperson i hendes næstseneste roman, ‘de’, mens gymnasiekæresten og fortælleren er hovedperson i selvsamme roman.

‘BOB’ er altså en selvstændig fortsættelse af ‘de’, men kan læses både med og uden. Helle Helle har selv antydet, at der muligvis kommer en treer, så hvis du ikke allerede har læst ‘de’ – der skaffede forfatteren en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris – skulle du måske skynde dig at gøre det nu? Du finder den lige her.

 

Derfor har Lise læst 'BOB' og 'Det hele handler ikke om dig'

'BOB'

Lises første nye læseoplevelse i 2021 blev den danske mesterforfatter Helle Helles spritnye roman, 'BOB', der udkom 8. januar. Helle Helle er en af dansk litteraturs største prosaister, og det er altid en begivenhed, når hun udgiver noget nyt. Hendes bøger handler på overfladen om hverdagens almindeligheder, men lige under overfladen lurer de helt store dramaer, og dem afslører Helle Helle gang på gang med sin præcise, underspillede stil.

Helle Helles fortællinger går altid lige i maven på læseren – og vi er sikre på, den også vil ramme dig, hvis ikke du allerede har læst med? Find 'BOB' her.

'Det hele handler ikke om dig'

Den anden bog, som Lise har læst i januar, er journalist Niels Overgaards populære fagbog, 'Det hele handler ikke om dig', som er endt blandt 2020’s helt store bestsellere. I bogen giver Niels Overgaard en humoristisk og jordnær – og lidt provokerende – introduktion til den stoiske filosofi og præsenterer den i en form, så den kan anvendes til at finde mening med tilværelsen i en moderne verden, hvor vi aldrig har været rigere, men samtidig rammes af stress, angst og depression som aldrig før.

Hvorfor bogen endte som uomgængelig bestseller i 2020 skulle Lise selv få lov at gøre sig en idé om. Og har du ikke læst med, er det endnu ikke for sent at hoppe med på bølgen! Find 'Det hele handler ikke om dig' her.

Få mere inspiration fra mit bogunivers

Børnebøger til bilturen

Mine store læseoplevelser

Alle mine nye læseoplevelser

2 råd til at læse lydbøger

10 klassikere, jeg holder af

Mine tanker om tiden, vi lever i

Julehistorier

Bøger for børn

Godnatlæsning

Mine 5 bedste læseoplevelser i 2020

Mit bogunivers

Velkommen til Saxo – din danske boghandel

Hos os kan du handle som gæst, Saxo-bruger eller Saxo-medlem – du bestemmer selv. Skulle du få brug for hjælp, sidder vores kundeservice-team klar ved både telefonerne og tasterne.

Om medlemspriser hos Saxo

For at købe bøger til medlemspris skal du være medlem af Saxo Premium, Saxo Shopping eller Saxo Studie. De første 30 dage er gratis for nye medlemmer. Medlemskabet fornyes automatisk og kan altid opsiges. Læs mere om fordelene ved vores forskellige medlemskaber her.

Machine Name: SAXO080