Prøv at lytte til, hvad jeres børn er bange for – det kan være, at det er det vigtigste i verden

Skellet mellem lokal og turist, som ligesom er det hellige skel på rejser, bliver fuldstændig ophævet, fordi vi går op i det samme. Og sådan oplevede jeg også corona.

Robert Reich var lige så røvtræt af undervisning på Zoom, som min søn i 9. klasse var!

På de 30-40 år jeg har været voksen, så tror jeg virkelig, at man vil undre sig over, så mange meget begavede mennesker, der aldrig forholdt sig til klima. (…) Jeg kan huske, at jeg interviewede Piketty, som havde et billede af tre døtre på sit bord. I ‘Kapitalen i det enogtyvende århundrede’ stod der intet om klima, men i hans næste bog, ‘Kapital og Ideologi’, der står der enormt meget om klima. Derfor tænkte jeg, at det må være børnene, der har bragt det ind i hans verden!  

(…) Jeg kan enormt godt lide, at der er en forældregeneration som lader sig civilisere og kultivere og forpligte af de unge, og åbner deres verden. Når jeg skriver det på dén måde, så er det fordi, jeg ønsker at sige til forældre: Prøv at lytte til, hvad jeres børn er bange for – det kan være, at det er det vigtigste i verden.  

Jeg har altid syntes, at den intellektuelle figur er rædselsfuld. I min barndom var det Klaus Rifbjerg, og jeg har altid syntes, at han var så gennemført dum at høre på. Han var så moraliserende, og alle der var uenige med Klaus Rifbjerg var modstandere af seksualitet, modstandere af sjov, de var altid døgenigte og kedelige. Men fordi nogen havde fortalt ham, at han var intellektuel, så kunne han moralisere over for andre. De blev mødt af en ærbødighed som i “nu kommer der en, der siger noget virkelig klogt”.

Alt hvad Klaus Rifbjerg sagde kunne lige så godt være blevet sagt af en cykelsmed, og så var der ingen, der havde taget det alvorligt! (…) Mærkatet ‘intellektuel’ har ligesom givet folk frihjul til at forestille sig, at alle andre var dumme – den intellektuelle har uligheden som præmis.

Spies’ løfte var: “Du skal ikke skamme dig! Se mig, jeg skammer mig ikke”. Og folk syntes, at det var fantastisk - både højre- og venstreorienterede.

(…) Vores generations børn ser slet ikke dét som frihed – de ser det jo som ‘the horror’, som et sted, hvor det er fuldstændigt legitimt at se andre mennesker som midler til at realisere sine egne mål. Hvad vi ser som selvrealisering, ser de som totalt marginalisering og degradering af andre. Det, vi har oplevet som frie samtaler, oplever de som samtaler, hvor nogen bliver skubbet ud hele tiden.