Medlemskaber
Allerede medlem?
Formater
Børnebøger efter alder
Aktuelt
“Hvad skal du læse til sommer?”, “hvilken bog er din yndlingsbog?”, “hvad læser du lige nu?”, “hvad lytter du til?”, “er indlæseren god?”. Spørgsmålene er mange, og fælles for dem er, at de fyger op og ned ad gangene på Saxo-kontoret. Hos Saxo har vi meget forskellige sommerplaner, men én ting har vi tilfælles: Vi skal alle sammen læse bøger, og vi er alle sammen ivrige efter at få gode anbefalinger fra vores belæste kolleger!
Har du også lyst til at kaste dig over en bog, du har fået anbefalet? Kan du lide at browse rundt efter den helt rigtige solskinslæsning, nyder du at få boganbefalinger serveret fra andre medlæsere, eller mangler du inspiration til, hvor din ferielæsning skal tage dig hen?
Hos Saxo elsker vi at tale om bøger – lige så meget som Peter Pedal elsker at cykle og Harry Potter elsker at trylle! Scroll ned ad side her, og læs Saxo-medarbejdernes anbefalinger til, hvilke bøger du skal have med dig i strandtasken, hængekøjen eller ud i sommerlandet.
"Vil du have en sansemættet og afhængighedsskabende læseoplevelse ud over det sædvanlige, så skal du styre sommerlæsningen i retningen af Clarice Lispectors roman ‘Stjernens time’, der oprindeligt udkom på portugisisk i 1977, og i 2020 er udkommet i Tine Lykke Prados danske oversættelse hos Gyldendal.
‘Stjernens time’ handler om den nordbrasilianske pige Macabéa, der føler sig som et nul og lige så gustengul på indersiden af sin hud, som den er udenpå. Hendes kæreste mener, hendes navn lyder som en hudsygdom, og så passer benævnelsen jo på det benævnte.
Macabéa er så fattig, at hun kun spiser hotdogs, og fordi hendes tante bankede hende på hovedskallen, da hun var barn, varetager hun kun dårligt sit arbejde som maskinskriverske i Rio. Hvorfor fortælle historien om en underernæret, analfabetisk maskinskriverske, der får en til at tænke på sygdom? Det undrer historiens fortæller, en unavngiven mand, sig også over. Han kan ikke forklare, hvorfor han – efter en dag at have fået et tilfældigt glimt af Macabéa – ikke kan slippe hende igen; hvorfor han bare må fortælle hendes historie.
Lige så uværdig som menneske Macabéa føler sig, lige så øm, levende, poetisk og metaforisk overraskende er fortælleren ikke desto mindre i sin beretning om hende.
Jeg læser få bøger mere end én gang, men jeg tror, ‘Stjernens time’ må blive en af dem. For trods bogens beskedne omfang (som jo gør den perfekt til strandtasken eller rygsækken hos den vægtøkonomiske vandrer) er det, som om det er en historie, der kan blive ved med at give, give og give."
– Karen
"Jeg vil gerne anbefale Discworld novelle-serien af Terry Pratchett. Pratchett har med Discworld-serien lavet en unik og helt og aldeles fantastisk verden at fordybe sig i. Hele 41 bøger kan man nu gå igang med, og hver og en er bøger, man sluger! Skrevet med et finurligt lune og en humor, som jeg kun har set lignende af i 'The Hitchhikers Guide to the Galaxy'. En humor der hele 2 gange har fået mig bogstaveligt talt til at rulle ned ad et s-togssæde, skraldgrinende, med tårer i øjnene, rullet videre på gulvet i adskillige sekunder før jeg kunne fatte mig selv og sætte mig på plads på sædet igen. Pinligt - men absolut grinet værd!
Serien opbygges fra første bog 'The Colour of Magic' med et right persongalleri af troldmænd og vagter, monstre og guder.
Alle bøger kan læses separat og foregår med mange hovedpersoner på tværs af denne fantastiske verden. Men kærligheden til ens favorit personer vokser, når man læser flere i rækkefølge og oplever deres udvikling. Hvis jeg skulle nøjes med én bogserie for resten af livet, ville det være denne."
– Christopher
"Har du endnu ikke læst Stine Pilgaards nyeste roman ‘Meter i sekundet’, der er udkommet i 2020 på forlaget Gutkind, så er det dét, du skal gøre lige nu! Hvis du har læst den, har du med garanti ligesom resten af Danmark kæmpet med spontane latterudbrud, fået akut behov for at læse hele passager op for de sagesløse stakler, der nu tilfældigvis var i din nærhed, udviklet en sær fornemmelse af, at du kender Anders Agger, genkaldt dig din højskoletid, dine håndsvedsfremkaldende køretimer eller din bævrende tid som nybagt forælder. Og ikke mindst har du med garanti – da du vendte sidste side – siddet tilbage med en fornemmelse af at have savnet ‘Meter i sekundet’ allerede inden, du kendte til den. Som om der er et lille ‘Meter i sekundet’-formet hul i din fortid.
Og hvis du allerede har læst ‘Meter i sekundet’, men ikke har læst Stine Pilgaards tidligere bøger, så er det dét, du skal gøre lige nu! Hendes debut ‘Min mor siger’ og bog nummer to ‘Lejlighedssange’ har al den Stine Pilgaard-hed, som ‘Meter i sekundet’ har – den helt særlige, på en gang vildt sjove og vildt omsorgsfulde tone. Stine Pilgaard er grundlæggende sprogligt og komisk begavet, og hun skriver dialog som ingen anden. Så læs ‘Meter i sekundet’, hvis du ikke har gjort det, og læs ellers hendes andre bøger."
– Karen
"En vidunderlig sommer-klassiker er Tove Jansons lille roman ‘Sommerbogen’, der er udkommet hos Gyldendal, og jeg anbefaler den år efter år til nye i min omgangskreds eller andre, der leder efter smukke, rørende og sommerlette ord at bruge deres ferielæsning på.
'Sommerbogen’ er en lille roman, stykket sammen af små, kapitelinddelte historier om den seksårige pige Sophia, der tilbringer en uforglemmelig sommer med sin mormor på en ø i den finske skærgård. Den magi, der opstår mellem den bramfri, uimponerede og kærlige mormor, der har et langt liv af sorger og glæder bag sig, og den lille spontant indstillede, stædige og fantasifulde Sophia, som higer efter at lære alt at kende – sanse, opleve alt – rammer én fra første side og gør godt i hele kroppen. Man føler sig klaret i hovedet, som ved en varm sommerbrise eller efter et længe ventet juliregnskyl. Tove Jansson tager såvel barndommen som alderdommen alvorligt, og på den måde tager hun livet alvorligt.
‘Sommerbogen’ er en af Tove Janssons allermest elskede voksenbøger, og jeg er én af dem, der bidrager til den statistik."
– Karen
"Jeg vil gerne anbefale alle at læse ’Normale mennesker’ af Sally Rooney. Ikke nok med at det er en virkelig fin kærlighedshistorie, så er det også en fortælling, der i høj grad handler om menneskelig udvikling og ungdommens små og store problemstillinger. Lige nu kører ’Normale mennesker’ succesfuldt som tv-serie på DR, men jeg anbefaler alle også at gå i gang med bogen, da den har flere nuancer og giver et endnu større indblik i karakterernes liv og personligheder."
– Christine
"Jeg vil gerne sende min varmeste anbefaling efter Delia Owens' smukke fortælling ‘Hvor flodkrebsene synger’. Aldrig har jeg læst en bog, der på lige så elegant vis formår at beskrive et amerikansk sumpområde som et eventyrligt åndehul for en udstødt og nysgerrig pige. ‘Hvor flodkrebsene synger’ byder på en fantastisk historie om natur, ungdom og ensomhed, hvor man som læser kommer hele følelsesregisteret igennem.
Bogen har et perfekt tempo, hvor Owens giver sig god tid til detaljerede beskrivelser af naturen, samtidig med at der udspiller sig et dramatisk handlingsforløb, der får siderne til at vende sig af sig selv. Så er du ude efter en medrivende bog, som dine tanker ikke slipper med det samme igen, så vil jeg mene, at du skal læse 'Hvor flodkrebsene synger."
– Ida
"Jeg vil gerne give min varmeste anbefaling til John Boynes fantastiske roman 'Cyril Averys hjerte'. Det er en medrivende historie om et ikke helt almindeligt liv, og det er samtidig historien om Irlands udvikling i det 20. århundrede.
Man følger Cyril fra han ligger i sin mors mave og hele livet igennem, og det er bestemt ikke altid lige let at være Cyril. Det er en både rørende, barsk og ikke mindst morsom historie fyldt med fortælleglæde og varme. Og så er den svær at lægge fra sig, og en bog man ikke glemmer igen. Hvis du kan lide John Irving, Sally Rooney eller 'Hvor flodkrebsene synger', tør jeg godt vove at påstå, at du også ville kunne lide 'Cyril Averys hjerte'."
– Tyge
"Jeg sender mine blodigste anbefalinger efter hele Jo Nesbøs serie om Harry Hole, og hvis jeg kun må vælge en, så må det blive 'Frelseren'. Selvom det er 6. bind i serien, er det også et rigtigt godt sted at starte, hvis man er så heldig at have bekendskabet med Harry Hole til gode.
'Frelseren' er en iskold, mørk og brutal krimi, som fangede mig fra starten. Den foregår i et bundfrossent Oslo, hvor Harry Hole kaster sig ud i jagten på en lejemorder og prøver at lokke sandheden ud af en meget lukket kreds indenfor Frelsens Hær. Der er fuld fart hele vejen, hvor man tror, at man kan gætte, hvad der sker og bliver snydt hele vejen til den tilfredsstillende slutning, hvor alt går op i en højere enhed. Den er oplagt til dig, der kan lide Jussi, Stein eller Jens Henrik Jensen og ikke er bange for lidt blod på siderne."
– Tyge
"Kan man som 30-årig og uden børn elske en børnebog, som man ikke fik læst op som barn, men først opdagede som 20-årig? Svaret er i mit tilfælde ‘ja!’
Jeg er fuldstændig hovedkulds forelsket i Kim Fupz Aakesons børnebogsserie om drengen Vitello, der udkommer hos Gyldendal. Bøgerne er skrevet til børn fra 5-årsalderen, og de handler alle om den fantasifulde og oplevelsestrængende dreng Vitello, der bor med sin mor i et rødt hus ved Ringvejen. Vitello har ingen far, for han er ifølge Mor en ‘Sjuft’, men til gengæld har Vitello to irriterende venner Max og Hasse, møgungen William og en ret imponerende bunke opfindsomhed, som han efter bedste evne spicer sin hverdag op med. Vitello prøver mange, mange ting af, og i hver bog i serien er vi med på hans på én gang helt almindelige og helt ualmindelige oplevelser. Uanset om det er, når Vitello ridser en bil, møder Gud, napper en kat, eller når han i den nyeste bog i serien rejser på charterferie.
Vitello-bøgerne er en serie af vidunderligt sjove børnebøger, som tager børns oplevelse af verden og hverdagen alvorligt, og som har den særlige kvalitet, at de ikke kun får børns hjerneceller og lattermuskler til at slå fælles kolbøtter – de har præcis samme effekt på voksne! Om børn og voksne så griner af det samme, er mindre vigtigt.
Det er forresten også mindre vigtigt, hvilken rækkefølge, du læser bøgerne i, men fordi du helt sikkert ikke kan nøjes med blot at læse én, så tjek alligevel rækkefølgen på alle Vitello-bøgerne her."
– Karen
"Jeg vil gerne kaste mine allerstørste anbefalinger efter Neil Gaimans 'Nobody', som den hedder på dansk eller 'The Graveyard Book', som den hedder på engelsk. Det er et helt fantastisk eventyr, og det er bestemt ikke kun for børn. Forestil dig, at Junglebogen foregik på en kirkegård, og det var de døde i stedet for dyrene, der stod for opdragelsen, så har du en idé om, hvad der er i vente, og du kan godt glæde dig. Jeg lyttede til den på engelsk, og det er en uovertruffen lydproduktion med masser af forskellige skuespillere og forfatteren selv som indlæsere.
Efterfølgende har jeg læst den højt på dansk for min 11-årige niece, der både var ved at dø af skræk og dø af grin undervejs. Hvis du er til et virkelig velfortalt, moderne, men stadig klassisk eventyr, så må du ikke snyde dig selv for 'Nobody'. Og så kan du glæde dig over, at Neil Gaiman står bag en masse andre eventyrlige værker, der bare ligger og venter på dig."
– Tyge
"Jeg ELSKER børnebøger. Desværre kan det være svært for min lige knap treårige søn at samle sig om læsningen. Som de fleste små børn vil han langt hellere bladre siderne igennem, end han vil høre historierne. Heldigvis findes der lige så mange fine pegebøger til de mindste læsere – OG deres forældre.
En af dem er bogen 'Dyr med udstyr' af Ruth Symons (udkommer på forlaget Alvilda), som med sine ENORMT flotte illustrationer er en ikke bare sjov, men også utroligt fin og æstetisk læseoplevelse for dyreglade børn og deres forældre. Og for en snart treårig dreng, der er stærkt optaget af dyr (og som tror, at der gemmer sig krokodiller i de fleste af hjemmets kroge, og at en papegøje er det samme som en høne), er 'Dyr med udstyr' en genial måde at blive bedre til dyrenes navne og udvikle det spæde sprog.
Og når den så ovenikøbet er flot, så kan mor eller far sagtens klare at læse den sytten gange i træk. Og tro mig – du vil blive overrasket over, hvor mange forskellige dyr, der rent faktisk findes!"
– Elise
"Joan Didion er en forfatter, hvis værker fylder meget hjemme på min bogreol. Til årets sommerferielæsning vil jeg gerne anbefale hendes biografiske fortælling 'A Year of Magical Thinking' (2005) (På dansk 'Et år med magisk tænkning, 2012), der har gjort stort indtryk på mig. Ofte læser jeg for at lære og overskride grænser, hvilket denne bog i særdeleshed er lykkedes med.
'A Year of Magical Thinking' skildrer et år i Didions liv, hvor hun ikke kun skal forholde sig til at have en syg datter, men også til tabet af sin ægtemand John, der pludseligt dør i deres fælles hjem.
Bogen indeholder barske emner, med sorg som den helt store overskrift. Jeg læste selv bogen under en ferie sidste år og blev fuldstændig opslugt af Didions evne til at sætte så stærke ord på sin smerte og få det eksekveret i så vellykket form, at hun har vundet flere priser for udgivelsen.
'A Year of Magical Thinking' appellerer til alle, der tør åbne for bogens sårbare hovedtema og forholde sig til, at sorg er meget uforudsigeligt og noget, vi alle skal gå igennem, uden rigtig at vide hvordan. 'A Year of Magical Thinking' er ét bud på, hvordan man kan håndtere tab, og i sorg eller ej er denne bog utroligt relevant og sjældent overgået af andet, jeg har læst."
– Sharin
"Er du strandet i sommerlæsningen, og trænger du til at (gen)opdage romangenren + få et skud kondenseret litteraturhistorisk awesomeness, så læs en af verdenslitteraturens allerstørste forfattere og kritikere Ursula K. Le Guins ‘Bæreposeteorien om fiktion’, som er udgivet på det lille forlag Virkelig, og som med sine blot 14 sider er lillebitte af omfang, men enorm af indsigt og aktualitet.
Skarpt, præcist og med gylden humor skriver Le Guin om, hvordan den vestlige verdens litteratur og kultur alt for længe har ligget under for fortællingen om helten med sit våben. En fortælling, der følger en forudsigelig og lineær dramaturgisk kurve, er heroisk, spydformet. Le Guin viser, hvordan romanen i virkeligheden er uheroisk, rummelig og har form som en bærepose, som, når helten ender her i stedet for i den spydformede fortællinger, får ham til at ligne en kartoffel.
Du vil, efter det korte øjeblik det tager at læse ‘Bæreposeteorien om fiktion’, være forbløffet over, hvorfor du ikke før er stødt på denne poetologiske guldklump. Uendeligt meget af den litteratur, der skrives i vores nutid, passer på Le Guins lille teori."
– Karen
"Læs Jørgen Steen Nielsens ‘Som gjaldt det livet’, hvis du er træt af klimatosseri, øko-fascisme og virkelighedsfjern, elitær københavner-politik. Læs den også, hvis du har fået nok af tomme, grønne floskler og savner radikal omstilling og politisk handling for at afværge fortsat økologisk og social krise.
Bogen er skrevet til os alle sammen, uagtet hvor vi bekender os politisk – og uagtet graden af politisk engagement. ‘Som gjaldt det livet’ er let at læse, tilpas nuanceret, og vil (tør jeg næsten love) efterlade dig både eftertænksom og handleklar.
Saxo har bogen som papirbog, lydbog og e-bog. God læselyst!"
– Louise
"Kan du huske talen, Jonas Eika holdt, da han modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2019? 'Ja, selvfølgelig', tænker du sikkert – for det var jo sidste år, alle talte om den, ikke bare litterater og boglæsere.
Jonas Eikas prisoverrækkelsestale er den afsluttende af de i alt 20 (litteratur)historiske begivenheder, som Informations tre litteraturanmeldere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø har taget udgangspunkt i deres litteraturhistorie ‘20 før 20’, hvor de som de første nogensinde fortæller de seneste 20 års danske litteraturhistorie, ét år ad gangen. Hvert år tager de udgangspunkt i én begivenhed, som på en eller anden måde viste sig afgørende for udviklingen af dansk litteratur. Det er altså den allernærmeste litteraturhistorie, det handler om, og ikke mindst derfor føles det så vedkommende. At bogen er skrevet af tre eminente formidlere, gør det kun bedre.
Og inden du når at tænke, at litteraturhistorie er noget, du har svoret ikke at røre, siden du blev tvunget til det i din gymnasietid, og at ordet fremprovokerer akut hostefornemmelse og støvallergi hos dig, så hold inde! ‘20 før 20’ er nemlig lige så funklende og dragende indeni, som dens smukke sølvglinsende omslag lokker med.
‘20 før 20’ er udkommet på Informations forlag, og jeg anbefaler den til alle – ikke bare litteraturstuderende eller fagnørder – men til alle almindeligt nysgerrigere læsere, som er interesseret i de begivenheder, der både har haft og stadig har betynding for, hvordan dansk litteratur og kultur udvikler sig."
– Karen
"Jeg kan anbefale 'Selveste Gyldendal' af Pernille Stensgaard på det kraftigste. Jeg er så heldig at have været i bogbranchen i mange år, men 'Selveste Gyldendal' er bestemt ikke kun en bog for bogbranchenørder. Den er et stykke dansk kulturhistorie, hvor Gyldendal og forlagets mange forfattere, direktører, medarbejdere og kritikere spiller hovedrollerne. Og det er bestemt ikke kedeligt. Historien er virkelig spændende fortalt, og folk bliver dolket i ryggen, konkurrenter bliver knust og kæmpe projekter slår fejl.
Pernille Stensgaards formår på fornemste vis at undgå at udnævne helte og skurke og holder dermed troværdigheden i top, samtidig med at hun krydrer det med masser af liflig sladder. Hvis du kunne lide biografien om Steve Jobs, Buddenbrooks eller kunne lide alle rænkespillene i Game of Thrones, så tror jeg også, Selveste Gyldendal vil passe til din smag."
– Tyge