Sara Blædel rækkefølge

Rækkefølgen på Sara Blædels bøger

Sara Blædel er én af de mest populære og anmelderroste krimiforfattere, vi har herhjemme, og har du endnu ikke stiftet bekendtskab med hendes spændende bøger, så kig med her.
Vi har lavet en samlet guide til rækkefølgen på Sara Blædels bøger.

Rækkefølgen på bøgerne i Louise Rick-serien

1. Grønt Støv (2004)

2. Kald mig prinsesse (2005)

3. Kun ét liv (2007)

4. Aldrig mere fri (2008)

5. Hævnens gudinde (2009)

6. Dødsenglen (2010)

7. De glemte piger (2011)

8. Dødesporet (2013)

9. Kvinden de meldte savnet (2014)

10. Pigen under træet (2019)

Rækkefølgen på bøgerne i Ilka-trilogien

1. Bedemandens datter (2016)

2. Ilkas arv (2017)

3. Den tredje søster (2018)

Nyeste bog fra Sara Blædel: ‘Pigen under træet‘ (2019)

Sara Blædels nyeste bog ‘Pigen under træet’ er tiende bog i serien om efterforskeren Louise Rick og kriminalreporteren Camilla Lind.

Camilla Lind er tilbage på redaktionen, hvor hun insisterer på at undersøge mysteriet om pigen Susan, der forsvandt sporløst under en lejrskoletur i 1995. Imens er Louise Rick optaget af at finde frem til sin brors kone Trine, og da hun i Trines gemmer finder et skolefoto af Susan, begynder et mønster at tegne sig.

Lydbog i streaming – kun hos Saxo.

Hvem er Sara Blædel?

Sara Blædel (f. 1964) er uddannet journalist og debuterede som krimiforfatter i 2004 med romanen Grønt støv, som var den første bog i serien om kriminalassistent Louise Rick. Ved udgivelsen af sin anden bog Kald mig prinsesse havde hun for alvor slået sit navn fast på den danske, litterære krimiscene, og siden debuten i 2004 er hun blevet kåret til danskernes yndlingsforfatter op til flere gange. I 2014 modtog hun De gyldne Laurbær for det seneste bind i serien om Louise Rick, og alene i Danmark har hun solgt over 2,5 mio. eksemplarer af sine bøger. Nu udgiver hun i 38 lande, bl.a. i USA, hvor selveste Oprah Winfrey har rost hendes krimier til skyerne.

Inden Sara begyndte at skrive bøger, arbejdede hun inden for flere forskellige erhverv, bl.a. som tjener, reproskopist og grafisk koordinator. Hun har desuden selv tidligere døjet med ordblindhed, og ses i dag som et kæmpe forbillede for mange ordblinde, da hun tydeligt viser, at man kan, hvad man vil, når bare man har viljestyrke.

Blædel har indtil videre udgivet ni bøger i serien om kriminalassistent Louise Rick samt tre bøger i serien om bedemandsdatteren Ilka. Serien om Louise Rick kan læses selvstændigt, da der er tale om en ny sag fra bog til bog, hvorimod serien om Ilka er en trilogi, og derfor skal læses i forlængelse af hinanden. Herunder kan du læse mere om alle bøgerne og måske finde din næste yndlings.

Serien om Louise Rick

Der er som sagt god mulighed for at begynde at læse Sara Blædels bøger, eftersom ni af hendes bøger er selvstændige fortællinger. Det er bøgerne i serien om kriminalassistent Louise Rick og kriminalreporter Camilla Lind. Louise lever et travlt arbejdsliv som kriminalassistent ved Københavns Politi, og sætter som regel arbejdet før privatlivet. Hun har så travlt, at kæresten Peter ofte bliver tilsidesat, hvis der skulle dukke endnu en drabssag op. Louises veninde, Camilla, er kriminalreporter ved Morgenavisen, og har ligesom Louise godt gang i karrierelivet. Hun lader sjældent en god historie gå forbi, og er altid på jagt efter en god forsidehistorie.

Grønt støv (2004)

1. bog

Sara Blædels debutroman fra 2004. Første bog i serien om Louise Rick. 

En journalist findes dræbt i en baggård til Royal Hotel i København samme weekend som en ung kvinde findes kvalt i Østre Anlæg. Kriminalassistent Louise Rick sættes på sagen om den unge kvinde, men bliver snart også involveret i opklaringen af journalist-drabet. Hendes veninde kriminalreporteren Camilla Lind kender den dræbte, og er stærkt opsat på at skrive en artikel om sagen. Snart finder hun ud af, at den dræbte kollega var i gang med en historie om narkotika, og at sagen kan kobles til drabet i Østre Anlæg. Da Camilla og Louise begynder at opsøge og udspørge folk i den kriminelle underverden, viser det sig at være en farlig sag, der kan have fatale konsekvenser for dem begge.

Kald mig prinsesse (2005)

2. bog

Anden bog i serien om Louise Rick.

En ubehagelige voldtægt anmeldes til Københavns politi efter en kvinde er blevet overfaldet af en umiddelbart tiltrækkende flirt på en netdatingside. Voldtægtsmandens identitet forbliver ukendt, men det viser sig, at han har forulempet adskillige kvinder, der alle er dybt traumatiserede. Da endnu et kvindeligt voldtægtsoffer findes kvalt, sættes alle ressourcer ind på at finde serieforbryderen, og afdække hans virtuelle anonymitet. Alle spor ender blindt, og Louise Rick vælger at tage utraditionelle metoder i brug for at undgå, at flere kvinder overfaldes. Hun opretter derfor selv en netdatingprofil i håb om at komme i kontakt med gerningsmanden.  

Kun ét liv (2007)

3. bog

Tredje bog i serien om Louise Rick.

Tredje bog begynder en tidlig efterårsmorgen, da en fisker tilfældigt opdager et kvindelig, der flyder rundt i vandet ved Tuse Næs i Holbæk Fjord. Det lokale politi står over for en stor udfordring, da det viser sig, at kvinden har en stor flise bundet om livet, og man tilkalder derfor Rejseholdet for ekstra assistance. Det viser sig, at kvinden er en ung pige, og at hun er af anden etnisk afstamning. På grund af sin store erfaring med og viden om forbrydelser mod unge piger hives Louise Rick ind som ekstra ressource, og skal nu assistere Rejseholdet i opklaringen af pigemordet. Mistanken falder hurtigt på pigens familie, og Louise Rick må sætte alle kræfter ind på at finde frem til sandheden. 

Aldrig mere fri (2008)

4. bog

Fjerde bog i serien om Louise Rick.

I Skelbækgade på Vesterbro finder man et kvindelig. Der er tale om et meget voldsomt og blodigt drab, for kvinden har fået halsen skåret over på den mest brutale måde. Politiassistent Louise Rick er sammen med et hold kollegaer i gang med at efterforske drabet, da hun bliver ringet op af sin veninde, journalisten Camilla Lind, der spørger ind til sagen. Camilla fortæller ligeledes, at hun er dybt rystet over en oplevelse, som hun har haft tidligere på dagen. Hendes 11-årige søn har på vej til skole fundet et efterladt spædbarn. Sagen fra Skelbækgade har relation til det københavnske prostitutionsmiljø, og inden længe finder endnu et bestialsk drab sted. 

Hævnens gudinde (2009)

5. bog

Femte bog i serien om Louise Rick.

Louise Rick sættes denne gang på en sag om drabet på en ung mand med forbindelse til rockermiljøet. Midt i afhøringen af hans enke, bliver Louise ringet op af sin plejesøn, Jonas, der er til klassefest. Nogle bøller har forsøgt at røve festen for sprut og værdigenstande. Jonas’ klassekammerat, den 12-årige Signe, er løbet efter hjælp, men inden Louise når frem, viser det sig, at Signe er blevet ramt af en bil. Hun dør om natten af sine kvæstelser, og hendes mor er opløst af sorg. Kort tid efter bliver Louise Rick kaldt ud til en påsat brand, hvor man har fundet to brændte lig. Hun begynder at overveje, om mordbranden har forbindelse til Signes død. 

Dødsenglen (2010)

6. bog

Sjette bog i serien om Louise Rick.

I sjette bog har politiassistent Louise Rick besluttet sig for at skære ned på sit arbejde for at være mere sammen med plejesønnen Jonas. Men da en vigtig sag pludselig melder sig, må hun endnu engang tilsidesætte familielivet.
Et gammelt og værdifuldt glasikon, der har været i en velhavende families varetægt i generationer, forsvinder pludseligt. Kort tid forinden har moderen i familien begået selvmord, men nu er der beviser, der tyder på, at der alligevel ikke har været tale om selvmord, men mord. Familien er i chok.
Sideløbende er politiassistent Louise Rick involveret i en sag om en kvinde, der er meldt savnet under en rejse til Solkysten. Alt tyder umiddelbart på, at kvinden er forsvundet med vilje for at begynde et nyt liv, men da en kendt filminstruktør ligeledes forsvinder kort tid efter, er Louise ikke længere i tvivl: De to kvinder er enten blevet bortført eller dræbt. Da sagen om det forsvundne glasikon, Dødsenglen, ender ud i en gidseltagning, inddrages Louise, og langsomt går det op for hende, at afgørende spor kobler de to sager sammen.

De glemte piger (2011)

7. bog

Syvende bog i serien om Louise Rick.

I en skov tæt på Hvalsø finder en skovarbejder liget af en kvinde. Retsmedicinere kan senere fastslå, at kvinden har ligget i skoven et døgns tid, og at hun nemt burde kunne identificeres på det meget karakteristiske ar, hun har på kinden. Men kvinden er ikke blevet meldt savnet, og politiet har derfor svært ved at finde ud af, hvem hun er. Louise Rick, der siden sidste bog er blevet leder af Den Særlige Eftersøgningstjeneste, er efter fire dage stadig på bar bund i sagen. Hun beslutter sig for at offentliggøre et billede af kvinden i håbet om, at nogen vil reagere. Hun modtager en henvendelse fra en ældre kvinde, der mener, at den dræbte må være én af hendes tidligere patienter på Åndssvageforsorgens institutioner, og hedde Lisemette.
Louise opsøger den lukkede institution for at lede efter brugbare journaler, men der venter hende en overraskelse. For det viser sig, at fortiden har en uventet forbindelse til nutiden, og Louise får nu travlt med at afdække, hvad er er sket, inden det er for sent.

Dødesporet (2013)

8. bog

Ottende del i serien om Louise Rick. Bør læses i forlængelse af syvende bog. 

I en skov i Hvalsø tæt ved Roskilde findes en tilgroet sti, kaldet Dødesporet. I gamle dage ledte stien ud til en offer-eg, hvor man tog døende med ud for at ofre lidt af deres blod til guderne. Med dette offer håbede man på, at de måtte blive taget godt imod og få en god tilværelse hinsides livet. Noget tyder på, at Dødesporet stadig bruges. Louise Rick, der selv kommer fra Hvalsø, indsættes til at lede eftersøgningen af drengen Sune, der er forsvundet i netop dette skovområde. Sune er søn af asadyrkere, og han skulle have gennemgået et indvielsesritual samme dag, som han forsvandt. Louise og kollegaen Eik mærker fra start af modstand fra lokalsamfundet, og det virker som om, at de lokale dækker over nogen.
Det er svært for Louise at gå ind i sagen, for hun hjemsøges af minder. For mange år siden begik hendes første kæreste, Klaus, selvmord i skoven omkring Dødesporet. Hun har aldrig forstået, hvad der fik ham til det, og da én af Klaus’ venner antyder over for hende, at der måske alligevel ikke var tale om selvmord, går Louise for alvor ind i sagen. Det viser sig, at Klaus var med i en vennegruppe, der alle dyrkede asatroen, og pludselig ser Louise en forbindelse mellem Sune-sagen og hendes egen fortid.

Kvinden de meldte savnet (2014)

9. bog

Niende og sidste bog i serien om Louise Rick.

Louise Rick, der gennem de seneste år har været chef for eftersøgningstjenesten ved Københavns Politi, har i seriens niende og sidste bog indledt et forhold til kollegaen Eik Nordstrøm, som hun har arbejdet tæt sammen med gennem de sidste bøger. 

I England skydes en kvinde på klods hold gennem et køkkenvindue. Kvinden, der hedder Sofie, viser sig at være dansk, og har været forsvundet i atten år. Der viser sig utroligt nok at være en forbindelse mellem Sofie og Eik – det var nemlig ham, der i sin tid meldte hende savnet. Eik rejser til England, og bliver uheldigt viklet ind i sagen og mistænkes af politiet for Sofies mord. I mellemtiden sendes en noget splittet Louise til England for at hente Eik hjem. Kort tid inden Sofie forlader Danmark, mister hun sin mor, der efter et længere sygdomsforløb har fået hjælp til at begå selvmord. Efter moderens død rejser Sofie til Schweiz, hvor hun opretter en bankkonto til arven efter sin mor. Her møder hun Eik, som hun tilbringer tiden med, mens hun venter på arven. Poltiet sporer bankkontoen, og det viser sig, at størstedelen af pengene kommer fra velhavende danskere, der er gået bort. Sammen med veninden og journalisten Camilla kommer Louise på sporet af en vågekonetjeneste, de mistænker for ikke kun at våge over døende, men som også hjælper dem til selvmord.

Under opdatering…

Ilka-trilogien

Du kan også begynde med Sara Blædels seneste udgivelse – trilogien om bedemandsdatteren Ilka. Da Ilka var syv år gammel, forlod hendes far Ilka og hendes mor, og rejste til USA for at starte en ny tilværelse. Ved trilogiens begyndelse modtager Ilka brev om, at hendes far er død, og at der er behov for hendes tilstedeværelse, mens hans bo bliver gjort op. Men oprydningen og gennemgangen af faderens ting sætter skub i en række mystiske begivenheder, der får Ilka til at sætte spørgsmålstegn ved sin fars person. Her indleder hun jagten på sandheden, og heldigt for Ilka er hun en viljestærk kvinde med et helt særligt drive, der på ingen måde bør undervurderes. Trilogien består af bøgerne Bedemandens datter, Ilkas arv og Den tredje søster.

Bedemandens datter (2016)

10. bog

Første del i Ilka-trilogien.

Ilka Jensen, der ellers lever et stille og roligt liv som enke og skolefotograf, arver en bedemandsforretning efter sin afdøde far, som forlod hende og hendes mor, da Ilka var barn, og som ikke har givet lyd fra sig i 33 år. Forretningen ligger i byen Racine i staten Wisconsin, hvor der bor mange danske immigranter og efterkommere. Ilka rejser derfor til USA, hvor hun kastes hovedkulds ud i bedemandserhvervet, og bliver vidne til lokalsamfundets mange intriger og magtkampe. I takt med oprydningen og gennemgangen af hendes fars efterladte ting, bliver Ilka klar over, at hendes far har haft en del hemmeligheder. Men ingen af de lokale er interesserede i at fortælle hende, hvad de ved. 

Ilkas arv (2017)

 11. bog

Anden del i Ilka-trilogien.

Ilka, der i første bog rejste til USA for at rydde op i sin fars dødsbo og overtage hans bedemandsforretning, er i anden bog i gang med at finde ud af, hvorfor faren i sin tid valgte at forlade Ilka og hendes mor og rejse til USA. Men det er ikke så lige til. Faren har fået en ny familie, som ikke vil vide af Ilka, og forretningen er på fallittens rand. Samtidig modarbejdes hun stadig af de lokale, der ikke vil give hende svar på sine spørgsmål.  Ilka har mest af alt lyst til at dreje nøglen om, og rejse hjem til Danmark, da hun ved et tilfælde falder over et brev, hvis indhold tyder på, at faren kan have været udsat for alvorlig pengeafpresning. Mens hun forsøger at blotlægge situationen, kommer sandheden mere og mere til syne, og det går op for Ilka, at der er tale om en langt mere dyster og frygtelig sandhed, end hun først havde antaget. 

Den tredje søster (2018)

12. bog

Tredje og sidste del i Ilka-trilogien.

I bedemandsforretningens reception sidder den stilfærdige nonne “Søster”. I virkeligheden hedder “Søster” Lydia Rodgers, og er berygtet og efterlyst over det meste af USA – ikke af politi og myndigheder, men af nogle truende gangster-lignende mænd. En dag møder de op i bedemandsforretningen, og udspørger Ilka om Lydia. Kort efter kører Ilka væk i en rustvogn. Bag i vognen ligger Lydia i en kiste, og krydser fingre for ikke at blive opdaget. Ilka har brug for “Søster”, da hun højst sandsynligt er den eneste, der kender den fulde sandhed om Ilkas far. Tredje bind kredser om temaer som religiøs fanatisme, flerkoneri og misbrug af børn, og kræver at man holder tungen lige i munden pga. sin store detaljerigdom. 

Lignende forfattere

Er du løbet tør for nervepirrende læsestof? Vi har samlet en række lignende forfattere, som du måske også vil kunne lide.
Klik på billederne og læs mere om forfatterne og deres bøger.

Velkommen til Saxo - din danske boghandel!

Hos os kan du handle som Gæst, Saxo-bruger eller Saxo Premium-medlem. Du bestemmer selv, og vores kundeservice sidder altid klar med hjælp.

Om medlemspriser hos Saxo

Hvis du køber til medlemspris, bliver du automatisk medlem og får del i de mange fede fordele. De første 30 dage er gratis for nye brugere, og derefter koster det kun 99,-/md. Medlemskabet fornyes automatisk, og du kan altid opsige det. Læs mere om fordelene ved Saxo Premium her.