Rækkefølgen på Linda Castillos bøger

Rækkefølgen på Linda Castillos bøger

Linda Castillo har leveret en bestsellerserie på linje med Karin Slaughters, og det er med god grund, at hun har taget de danske læsere med storm.
Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med hendes nervepirrende amish-serie, så har vi samlet en guide til hele serien, så du nemt kan finde din næste læseoplevelse.

Hvem er Linda Castillo?

Den amerikanske forfatter Linda Castillo vidste fra en tidlig alder, at hun ville være forfatter, og skrev sin første roman som 13-årig. Trods sin store drøm startede hun karriere inden for erhvervslivet, hvor hun arbejdede de første tolv år efter sine studier. I 1999 tog hun endelig springet, og fik udgivet en række romantiske spændingsromaner, heriblandt debuten ‘Remember the Night’ fra 2000. Mellem 2001 og 2007 udgav hun 21 romantiske spændingsbøger, og opnåede både anerkendelse og en række priser inden for genreområdet. Efter næsten et helt årtis forfatterskab begyndte hun i 2009 at bevæge sig i en anden genremæssig retning, og siden er krimiserien om drabsefterforskeren Kate Burkholder kommet til.

Som barn voksede hun op tæt på et Amish-område i Ohio, og det er herfra, inspirationen til hendes internationale bestseller er kommet. Serien er desuden blevet solgt i over 30 lande. Hun har siden 1985 boet i Texas, først i Dallas siden på en ranch, med sin mand, kat og to heste.

Amish-serien med Kate Burkholder

I Painters Mill, Holmes County, Ohio i USA er den 30-årige Kate Burkholder stationsleder. I Painters Mill lever de lokale side om side med det ortodokse amish-fællesskab, der bl.a. er kendt for at forkaste al moderne teknologi og hjælpemidler og for at leve en simpel tilværelse i pagt med den kristne tro. Kate Burkholder, der selv er opvokset i amish-miljøet, har problemer med at holde kontakten til sin familie. Samtidigt forsøger hun at kæmpe sig opad karrierestigen i et meget mandsdomineret erhverv, og reflekterer løbende gennem bøgerne over sin manglende magtposition. Castillos måde at beskrive hele karakteren Kate gennem hendes tankemylder, drager paralleller til den skandinaviske femikrimis opbygning, og ligesom Sara Blædel og især Camilla Läckberg, udforsker hun både subkulturer og tager udgangspunkt i den lille søvnige dog trygge provinsby som scene for historiens makabre handling. Hver bog indledes af en gruopvækkende sag, og bøgerne kan derfor læses individuelt.

Tvunget til tavshed (2009)

Engelsk titel: ‘Sworn to Silence’.
Første bog i serien om Kate Burkholder. 

En sag om en serie af brutale mord begået i 1990’erne genåbnes, da liget af en ung kvinde findes på en snedækket mark. Morderen, der dengang af medierne blev kaldt for Slagteren, er kendt for at mishandle og dræbe sine ofre, og snitte romertal i deres maveskind som sin signatur. Det nyopdagede lig har tydeligvis været mishandlet på lignende vis, og hos politiet er man i tvivl: Er der tale om en copy cat eller er morderen atter på spil? Stationsleder Kate Burkholder står over for en sag, der rager helt ind i hendes eget privatliv. Det går op for hende, at hun bliver nødt til at forråde sin familie og fortid, hvis hun nogensinde skal gøre sig nogle forhåbninger om at fange Slagteren i tide.

Bøn om tavshed (2010)

Engelsk titel: ‘Pray for Silence’.
Anden bog i serien om Kate Burkholder. 

Stationsleder Kate Burkholder bliver sat på en voldsom sag, da en hel familie findes dræbt på deres gård. Familien med navnet Plank, skulle eftersigende have haft til hensigt at slutte sig til byens lille amish-fællesskab for at leve en stille og rolig tilværelse. Kate Burkholder og hendes lille team har meget få spor at gå efter, intet motiv og ingen mistænkte. Hun finder frem til at datteren i familien har haft en hemmelig beundre, der har vist den unge pige interesse. Men hvem er han?

Bryd tavsheden (2011)

Engelsk titel: ‘Breaking Silence’.
Tredje bog i serien om Kate Burkholder. 

Familien Slabaugh er en respekteret og vellidt del af amish-miljøet, og det lille samfund rystes gevaldigt, da tre af familiens medlemmer findes omkommet i en lade. Umiddelbart tyder alt på en ulykke: Methangas fra gylletanken og dårlig udluftning har forårsaget, at medlemmerne er døde af forgiftning. Men da man ved den obligatoriske obduktion finder ud af, at det ene medlem har mærker i hovedet efter slag inden dødens indtræf, bliver Kate Burkholder og kollegaen John Tomasetti for alvor mistænksomme. Hvem har myrdet de tre? Og hvorfor?

Meldt savnet (2012)

Engelsk titel: ‘Gone missing’.
Fjerde bog i serien om Kate Burkholder.  

I amish-miljøet står fællesskabets teenagere over for en rituel handling. Handlingen kaldes ‘rumspringa’, og går ud på, at den unge kan rejse ud og få et lille indblik i den moderne verden, der omkranser den lille kontrollerede og regelrettede amish-verden. Dette er en traditionsrig og spændende rejse, der skal udvikle de unge, inden de helliger sig til et enkelt og kristent liv.

Da en teenager forsvinder under de ubekymrede udfoldelser, spredes frygten i det lille samfund. Den unges lig dukker pludseligt op, og det er tydeligt, at der ikke længere tale om en ung, der er løbet hjemmefra, men om en mordsag. Kate Burkholder ved, at sagen kommer til at kræve alt af hende – både på det professionelle og det personlige plan. Sammen med kollegaen Tomasetti dykker hun ned i den forsvundne teenagers liv, og opdager en forbindelse til en række tidligere uopklarede sager. Kan Kate nå at samle det dystre puslespil inden der sker den forsvundne teenager og amish-samfundet noget?

Sidste åndedrag (2013)

Engelsk titel: ‘Her last Breath’.
Femte bog i serien om Kate Burkholder. 

En amish-familie er på vej hjem i deres hestevogn en regnfuld aften, da en bil uden lys brager ind i siden på dem. Ofrene viser sig at være stationslederen Kate Burkholders barndomsvenindes mand og børn, og sagen bliver pludselig personlig. Kate overvældes af minderne om barndomsveninden, Mattie, der fra barnsben af har været en ulykkesfugl. Da det viser sig, at ulykken langt fra var tilfældig, tager sagen en alvorlig drejning. Kate frygter, at der ikke er tale om en skrupelløs spritbillist, men derimod om en koldblodig morder, der skal findes blandt indbyggerne i Painters Mill. Det får hende til at stille spørgsmålstegn ved alle sine forestillinger om den kultur, hun selv er født ind i.

Døden venter (2014)

Engelsk titel: ‘The Dead will tell’.
Sjette bog i serien om Kate Burkholder. 

Kate Burkholder bliver kaldt ud til et dødsfald, der i første omgang ikke vækker mistanke hos den erfarne stationsleder, men som bliver mere og mere mistænkeligt. Det bringer hende på sporet af en 35 år gammel, uopklaret sag om en far og hans fire børn, der omkom i en brand, mens konen forsvandt, og ét barn på mirakuløs vis overlevede. Det viser sig nemlig, at nogen på det seneste har forsøgt at tage hævn over fortidens hændelser. Også privatlivet er under hårdt pres: Kate er flyttet sammen med kollegaen John Tomasetti, der har sit at slås med. Dén mand, der slog Tomasettis kone og børn ihjel, er ved en fejl blevet løsladt fra fængslet, og Tomasetti sætter sig for at gøre alt, hvad han kan, for at komme sin families morder til livs. Kate er bange for, at han udsætter dem begge for fare, og mister langsomt tiltroen til sin partner.

Efter stormen (2015)

Engelsk titel: ‘After the Storm’.
Syvende bog i serien om Kate Burkholder. 

En tornado hærger Painters Mill, og river det meste af byen op med roden. Under oprydningsarbejdet gør man et gruopvækkende fund – en række menneskeknogler, der har ligget gemt under en gammel lade. Kate Burkholder får til opgave at identificere knoglerne, men det viser sig at være lidt af et gravearbejde.

Knoglerne fører Kate på sporet af en 30 år gammel sag, der atter leder hende tilbage til sin opvækst i det lille amish-samfund. Det går snart op for hende, at nogen i det lille fællesskab forsøger at modarbejde og forhindre hende i at opklare sagen, og at man vil gøre alt for at lægge låg på fortidens synder.

De ugudelige (2016)

Engelsk titel: ‘Among the Wicked’.
Ottende bog i serien om Kate Burkholder. 

Liget af en ung amishkvinde bliver fundet et sted langt ude på landet, og det lokale politi har svært ved at bryde den mur af tavshed, som møder dem i det lille, isolerede amishsamfund. Kate Burkholder bliver bedt om at gå undercover og infiltrere gruppen for at finde ud af mere om den døde pige. Kates kæreste, politiefterforsker John Tomasetti, er langt fra begejstret for ideen velvidende, at Kate har begrænsede muligheder for at komme i kontakt med omverdenen, når først hun er inde. Men Kate får svært ved at sige nej, da hun erfarer, at et stort antal børn muligvis er i fare. Undercover bliver hun bevidst om en række mørke hemmeligheder og forbrydelser, der ligger gemt under fællesskabets overflade. Ene og alene må hun nu kæmpe for at komme ud igen med livet i behold.

På afveje (2017)

Engelsk titel: ‘Down a dark Road’.
Niende bog i serien om Kate Burkholder. 

Den dømte hustrumorder og livstidsfange, Joseph King, flygter fra fængslet og sætter retning mod Painter’s Mill. Her kidnapper han sine fem børn, der siden Josephs fængsling har boet hos deres onkel i det lille amishsamfund. Kate Burkholder sætter efter sammen med sit team. Da de fanger Joseph forklarer han Kate, at han er uskyldigt dømt, og at hun må hjælpe ham. Kate, der kender Joseph fra barnsben, har svært ved at tro på, at han kunne være en koldblodig morder, og lover at hjælpe ham. Sagen omkring Josephs kones død er skam også mystisk, og Kate begynder at overveje, om der i virkeligheden er tale om en politisammensværgelse. Er Joseph uskyldigt dømt? 

I al hemmelighed (2019)

Engelsk titel: ‘A gathering of Secrets’.
Tiende bog i serien om Kate Burkholder. 

Da en lade i Ohio brændes ned, tyder alt først på en alvorlig ulykke, men da man finder en kun 18-årige Daniel Gingerichs’ lig inde i laden, er efterforsker Kate Burkholder ikke i tvivl. Daniel er blevet indespærret og brændt ihjel. Der er tale om mord. Men hvem ville indespærre og brænde en ung mand levende? Som sædvaneligt er der total tavshed blandt samfundets medlemmer, men ulykken begynder at trække dybe spor til Kates egen skjulte fortid, hvor dystre hemmeligheder har ligget skjult i årevis.

Lignende forfattere

Er du løbet tør for nervepirrende læsestof? Vi har samlet en række lignende forfattere, som du måske også vil kunne lide.
Klik på billederne og læs mere om forfatterne og deres bøger.

Velkommen til Saxo

Du har nu adgang til din konto hos Saxo, og kan se alle oplysninger om dit medlemskab, dine
ordrer og din digitale boghylde under "Mit Saxo".

Som tak for, at du har aktiveret dit medlemskab, har vi valgt at give dig fri læsning hele
sommeren. Dvs. at du frit kan tilgå de mere en 50.000 bøger i Saxos app, samt købe bøger til
vores altid lave medlemspris og fri fragt her på Saxo.com hele juli. Din næste medlemsbetaling
vil først falde i august.

Vi glæder os meget til at byde dig velkommen i vores univers, og håber at du kommer godt i
gang med Saxo Premium.

God sommer og god læselyst!

Med venlig hilsen Saxo

Kom i gang nu!