Månedens Forfatter juni 2018 Søren Sveistrup

Søren Sveistrup – Månedens Forfatter hos Saxo i juni

Allerede da Søren Sveistrup studerede litteraturvidenskab for et kvart århundrede siden, havde han lyst til at skrive en roman. Men den ensomme proces afskrækkede ham, og da han efter bachelorgraden kom ind på Filmskolens manuskriptlinje, påbegyndte han istedet den karriere, der førte til succeserne vi kender fra DR Drama, herunder krimiserien ‘Forbrydelsen’, der blev et stort internationalt hit og senere blev genindspillet i USA.

Nu er tiden endelig kommet til, at Søren Sveistrup kaster sig over skønlitteraturen. Lykkeligvis. Det er blevet til krimien ‘Kastanjemanden’, som helt sensationelt er solgt til 21 lande, allerede før udgivelsen. Til trods for at Sveistrup har høstet meget anerkendelse igennem sin karriere, har den positive modtagelse overrasket ham: ”Jeg har før prøvet at lave noget, der vakte interesse i udlandet, men det kom alligevel bag på mig i forbindelse med Kastanjemanden, fordi interessen var så massiv fra start.” Bogen er endnu ikke solgt til filmatisering, men hvis den gør, kommer Sveistrup ikke selv til at skrive filmmanuskriptet. ”Denne gang holder jeg mig på den anden side af bordet,” fastslår forfatteren.

Da vi i Saxo hørte om ‘Kastanjemanden’, var vi ikke i tvivl om, at den var noget særligt, og efter endt læsning kan vi konkludere, at her er der arbejdet intensivt med såvel plot som sprog: ”Hedder det “starter” eller “begynder” – “standser” eller “stopper”? Hedder det “laver mad” eller “forbereder mad”? Spørgsmålene er uendelige. Ved beskrivelse af enhver handling eller situation er der skrevne og uskrevne regler. Det kan virke ligegyldigt for forståelsen, men nidkærheden var ret fascinerende at beskæftige sig med,” siger Søren Sveistrup selv om arbejdet som skønlitterær forfatter.

Vi er glade for at kunne kåre Søren Sveistrup som junis ‘Månedens forfatter’ og vil på det kraftigste anbefale dig at give dig i kast med ‘Kastanjemanden’, når den udkommer den 6. juni.

Bag om Søren Sveistrup

Lige fra skilsmisseserien ‘Nikolaj og Julie’, over familien Birk Larsen i ‘Forbrydelsen’ til ‘Kastanjemanden’ er der et tema, der går igen i Søren Sveistrups virke: Familien. Og det er der en grund til. Søren Sveistrup er vokset op på Thurø i hvad der lignede en privilegeret opvækst. Moren var skolelærer og faderen psykolog. Sammen boede de i et stort hus tæt på vandet.

Men inden for husets fire vægge begyndte forældrene at skændes. Faren begyndte at drikke i husets kælder, mens moren blev stadig mere ulykkelig. En dag, da Søren Sveistrup var 13 år gammel, fortalte hans mor ham, at han var adopteret. Om det, har Søren Sveistrup sagt i et nyligt interview med Politikens Lotte Thorsen: »Faktisk havde jeg det rigtig godt med det. For på det tidspunkt havde mine forældre så mange problemer, at det også var en lettelse, at jeg ikke var en del af det. Pludselig kunne jeg være hvem som helst. Jeg kunne være søn af en konge«. Det siger dels noget om, hvor skidt det har stået til i familien på Thurø, men det siger også noget om en stærk fantasi og en betydelig evne til at skabe historier.

Vidste du?

Søren Sveistrup har været gift med tv-værtinden Michelle Bellaiche. Det var blandt andet erfaringerne fra deres forliste ægteskab som han trak på, da han skrev 'Nikolaj og Julie'
Da Søren Sveistrup i sin tid fortalte sin gode ven, at han skulle skilles, svarede vennen: ”Bare det var mig”
Da Søren Sveistrup var 12 år, bildte han sine forældre ind, at han var begyndt at ryge. Han havde aldrig rørt en smøg, men han nød den omsorgsfulde og bekymrede opmærksomhed, han fik fra forældrene og har aldrig siden fortrudt sin løgn
Da han en morgen i 1989 stod op og fandt sin mors soveværelse ryddeligt og forladt, smurte han madpakker til sine søskende, fulgte dem i skole og kørte ud for at lede efter hende. Han fandt hende ikke, men det gjorde politiet. Moren havde taget sit eget liv. Formentlig ved at springe ud fra dæmningen mellem Thurø og Svendborg
Søren Sveistrup debuterede i 1995 med en novellesamling

Kastanjemanden

En tidlig morgen i en forstad gør politiet et gruopvækkende fund. En ung kvinde er blevet dræbt og efterladt på en legeplads. Hendes ene hånd er skåret af, og over hende hænger en lille kastanjemand. Den unge efterforsker Naia Thulin bliver sat til at efterforske sagen. Til at assistere hende får hun den udbrændte efterforsker Mark Hess, der netop er blevet smidt hjem fra Europols hovedkvarter i Haag.

Sammen opdager de, at kastanjemanden bærer på et mystisk spor fra en pige, der formodes dræbt, nemlig socialminister Rosa Hartungs datter, der forsvandt et år tidligere. Denne sag er dog officielt lukket, da en mand allerede har tilstået drabet. Kort tid efter findes endnu en ung kvinde myrdet sammen med endnu en kastanjemand og endnu et spor fra pigen. Thulin og Hess mistænker en sammenhæng mellem den afsluttede sag om ministerens datter, de myrdede kvinder og den morder, der spreder angst over hele landet. Men hvilken?

Andre måneders forfattere

Velkommen til Saxo

Du har nu adgang til din konto hos Saxo, og kan se alle oplysninger om dit medlemskab, dine
ordrer og din digitale boghylde under "Mit Saxo".

Som tak for, at du har aktiveret dit medlemskab, har vi valgt at give dig fri læsning hele
sommeren. Dvs. at du frit kan tilgå de mere en 50.000 bøger i Saxos app, samt købe bøger til
vores altid lave medlemspris og fri fragt her på Saxo.com hele juli. Din næste medlemsbetaling
vil først falde i august.

Vi glæder os meget til at byde dig velkommen i vores univers, og håber at du kommer godt i
gang med Saxo Premium.

God sommer og god læselyst!

Med venlig hilsen Saxo

Kom i gang nu!