Minder

Fortælleren kommer efter mange Aars Fraværelse paa Besøg i sin Fødeby Randers; det første Syn af den i Dagens Lys med dens mange nye Huse og fremmede Ansigter er ham en Skuffelse, men da han ved Nattetid vandrer ud paa dens Gader, stille og mennesketomme som de er, forekommer den ham som forvandlet. Ud af Skyggerne vokser den gamle By, hans Barndomsminders By .... og pludselig standser han foran et bedaget Hus, der stirrer paa ham gennem sin Række af smaa Vinduer med et uslippeligt, hemmelighedsfuldt Genkendelsesblik, der bringer ham til at studse.Hvordan var det nu? Jo, nu husker han det! Deroppe paa første Sal var det, hun boede … hende … hvad var det nu, hun hed? Eleonora, Anna Eleonora! … den gyldenblonde Skønjomfru, der første Gang tændte Elskovens Alterlue i hans unge Hjærte. Og her – netop paa denne Flisesten– var det, han som trettenaars Dreng stod de lange Nætter og stirrede op paa hendes Sovekammervinduers blomsterbemalede Rullegardiner, der i hans lyksalige Drømme forvandledes til en maanebelyst Urskov, mellem hvis Palmer og Lianer han tyst vandrede med den Elskede.Og mens han i Nattens Stilhed stirrer paa det gamle, skumle Hus, er det ham, som om Forgangenhedens Genfæ