Min lille horror

Mette Zingenbergs debut-noveller Min lille horror er en parring mellem Tove Ditlevsen, Edgar Poe og sydens fugt og varme. Tove Ditlevsen for fortielser og løgne i relationerne mellem bedsteveninder, mellem far og datter eller mellem han og hun, når de leger voksne og opfører sig som om, de havde været gift i årevis. Edgar Poe for den konstante uhygge – selvfølgelig er der en kælder, og selvfølgelig er kælderen fyldt med reptilæg og andet kryb og indehaveren af herlighederne har selv noget slangeagtigt over sig – og for den fatale angst, som lig den æstetiske idiosynkrasi hos Poe vokser i testiklerne hos stakkels Eugenio i Eugenios klagesang og udvikler en selvstændig personlighed og navngives Goiter. Sydens sol og varme simpelthen fordi begivenhederne udspiller sig i syden, i diverse eksotiske miljøer.

 

Denne grundige bastard ligner ikke noget andet, der bliver skrevet på dansk i disse år, men det er ikke så mærkeligt: Forfatteren Mette Zingenberg har været bosiddende i Barcelona de seneste 12-14 år, siden hun var tyve. Hendes litterære opdragelse er i høj grad præget af den spanske fortællekunst, måske især magisk realisme fra Sydamerika. Et tiltrængt pust i andegården, for Min lille horror er – alle forskelle og ligheder til trods – helt sin egen.

 

Jeg hader den nederdel. Den ryger hele tiden op. Som et spøgelse, der leder efter noget, det har glemt, skrår jeg over vejen med stofposen med slangen i min rygsæk.

 

I vinduet hos dyrehandleren kan man se alle mulige slags salver til kæledyr. Der er ingen grænser for de penge, man kan bruge på lejetøj og tyggegummi til hunden. Kattegrus af krystaller. Skulle det nu være bedre? Jeg opremser for mig selv grunde til, at man bliver dyrehandler: Kærlighed til dyr. Ingen uddannelse. Familieforetagende. Forretning tæt på bopæl og derfor bekvemt. Gode arbejdstider. Nysgerrighed overfor alt, der bevæger sig.

 

En fyr har fulgt mig med blikket nede fra krydset. Han ser på min nederdel og smiler. Jeg kigger over på fyren i krydset.  Han snakker med sin kammerat. Nu kigger han igen. Jeg kan mærke det i reptildelen af min hjerne. Nedtælling, til fyren går væk over vejen. Tre, to, en. Lyskryds. Jeg hiver ned i nederdelen. Om to sekunder er der ikke længere forbindelse.

 

En ny stemme.

 

Og en ordentlig tur i psykens dunkle krinkelkroge med alle mulige former for afhængighed, hvis ikke af den anden – veninden eller partneren – så af stoffer. Det er længe siden, vi har set den stofafhængiges ulykke og død malet med så stor autoritet og kærlighed som her i novellen Reptilæg.