Min kamp

Uddrag fra Min kamp 1 af Karl Ove Knausgård:

FOR HJERTET ER LIVET ENKELT: Det slår så længe det kan. Så stopper det. Før eller siden, en eller anden dag, ophører den stampende bevægelse af sig selv, og blodet begynder at løbe mod kroppens laveste punkt, hvor det samler sig i en lille sø, synlig udenpå som et mørkt, blødt punkt på den stadig hvidere hud, alt imens temperaturen synker, lemmerne stivner og tarmene tømmes. De første timers forandringer foregår så langsomt og bliver udført med så meget sikkerhed at der næsten er noget rituelt over det, som om livet kapitulerer efter bestemte regler, en slags gentlemen's agreement, som også det dødes repræsentanter retter sig efter, idet de altid venter til livet har trukket sig ud før de begynder invasionen af det nye landskab. Så er den til gengæld uigenkaldelig. De enorme sværme af bakterier, der begynder at sprede sig i kroppens indre, kan intet standse. Hvis de havde forsøgt bare et par timer tidligere, ville de straks have mødt modstand, men nu er der helt stille omkring dem, og de trænger stadig dybere ind i det fugtige mørke. De når de Haverske kanaler, de Lieberkühnske krypter, de Langerhanske øer. De når Bowmans kapsel i Renes, Clarks søjle i Spinalis, den sorte substans i Mesencephalon. Og de når hjertet. Det er stadig intakt, men frarøvet bevægelsen, som hele dets konstruktion er indrettet efter, der er noget mærkeligt ødselt ved det, som et anlæg arbejderne har måttet forlade i huj og hast, kan man forestille sig, de ubevægelige køretøjer der lyser gult mod skovens mørke, barakkerne der ligger tomme, vognene i tovbanen der hænger fuldlastede én efter én op ad bjergsiden.

I det øjeblik livet forlader kroppen, tilhører kroppen det døde. Lamperne, kufferterne, dørhåndtagene, vinduerne. Markerne, moserne, bækkene, bjergene, skyerne,  himmelen. Intet af dette er fremmed for os. Vi er bestandigt omgivet af den døde verdens genstande og fænomener. Alligevel er der få ting der vækker større ubehag i os end at se et menneske fanget i den, i hvert fald hvis man skal dømme efter de anstrengelser vi gør os for at holde de døde kroppe ude af syne. På store hospitaler gemmes de ikke alene væk i egne, utilgængelige rum; også vejene dertil er skjulte, de har egne  elevatorer og særlige kældergange, og selvom man ved et tilfælde skulle forvilde sig ind i en af dem, er de døde kroppe, der trilles forbi, altid tildækkede. Når de så skal transporteres fra hospitalet, sker det fra en særlig udgang, i biler med mørke ruder; i kirken findes der et eget rum til dem uden vinduer; under begravelsesceremonien ligger de i lukkede kister helt frem til de sænkes i jorden eller brændes i ovnen. Det er vanskeligt at se at denne fremgangsmåde skulle have et praktisk formål. De døde kroppe kan for eksempel godt trilles utildækket gennem sygehusets gange og blive fragtet derfra i en almindelig taxa uden at det vil udgøre nogen risiko for nogen. Den ældre mand der dør under biografforestilling, kan lige så godt blive siddende i sædet til filmen er færdig, og under næste forestilling. Læreren der får et slagtilfælde i skolegården, behøver ikke at blive kørt væk med det samme, der er ingen skade sket hvis han bliver liggende til pedellen har tid, heller ikke selvom det først er ud på eftermiddagen eller aftenen engang. Hvis en fugl skulle sætte sig og hakke på ham, hvad betyder det dog? Ville det være bedre, det der venter ham i graven, bare fordi vi ikke kan se det? Så længe de døde ikke ligger i vejen, er der ingen grund til hastværk, de kan jo ikke dø en gang til. Kuldeperioderne om vinteren er vel særlig gunstige i den henseende.

De hjemløse der fryser ihjel på bænke og i porte, selvmordere der hopper ud fra høje bygninger og broer, ældre kvinder der falder i trappeopgange, omkomne der sidder fast i bilvrag, den unge fyr der halvdrukken falder i havet efter en aften i byen, det lille pigebarn der havner under hjulene på en bus, hvorfor dette hastværkmed at få dem i skjul? Anstændighed? Hvad ville være mere anstændigt end at pigens mor og far fik lov til at se hende der en time eller to senere, liggende i sneen ved siden af ulykkesstedet, med det knuste hoved og resten af kroppen til åbent skue, det blodstænkede hår og den rene dynejakke? Åbent mod verden, uden hemmeligheder, sådan ville hun ligge. Men selv den ene time i sneen er utænkelig. En by der ikke holder sine døde ude af syne, hvor man kan se dem ligge i gader og stræder, i parken og på parkeringspladser, er ikke nogen by, men et helvede. At dette helvede afspejler vores livsvilkår på en mere realistisk og dybest set mere sand måde, spiller ingen rolle. Vi ved at det er sådan, men vil ikke se det. Deraf den kollektive fortrængning.